Alene på scenen – som sig selv

Det krævede et langt tilløb, før Jens Jacob Tychsen turde gå på oneman-showscenen. Men da han endelig gjorde det, var det med en stålsat vilje om, at han gjorde det som sig selv og ikke som en vis hr. Weyse. 

‘Hva’ siger I? Skulle jeg tage ud og lave onemanshow og stå som mig selv? Er I da fuldstændig vanvittige?’. Sådan nogenlunde husker Jens Jacob Tychsen, at han svarede sine gode venner og kolleger Lars Ranthe og Mads Wille, da de for syv år siden opfordrede ham til at tage hul på at blive den entertainersolist, han havde drømt at blive, siden han var barn.
“Når jeg i den grad havde været vant til at være skuespiller og gemme sig bag en maske og en rolle, kunne jeg ikke forestille mig noget mere skræmmende. Og så endda stå helt alene med ansvaret!” siger Jens Jacob Tychsen.
Ikke desto mindre har han nu på sjette år stor succes med to onemanshows: Det musikalske foredragsshow ‘Bag om Badehotellet’ og ‘En swingende affære’ (eller ‘Showtime’, som det også hedder), hvor han – akkompagneret af pianist, kvartet, bigband eller sågar fuldt orkester – giver den gas som entertainer med comedy, swing, sang og tryl. Han har optrådt i hele landet og i Sverige og Norge.
Hvad skete der lige med, at det var for skræmmende?

Folk var ellevilde
Det, der skete, var arrangementet ‘En romantisk aften i Kongens Have’ i København i 2017. Fra 15 små scener placeret rundt om i haven optrådte en række kunstnere hver især tre x 20 minutter med sang og musik. Publikum kunne sætte sig til rette på græsset og lytte med eller blot promenere til og fra. Jens Jacob Tychsen var en af kunstnerne, selv om han bestemt ikke havde lyst.
“Det forekom mig fuldstændig forfærdeligt at skulle stå der som et dyr i Zoologisk Have, og folk bare kunne defilere forbi. Men – der var så god en økonomi i det, at jeg ikke kunne sige nej.”
Han var godt klar over, at TV 2’s dramaserie ‘Badehotellet’, hvor han med sang og store armbevægelser udfoldede den krukkede kongelige skuespiller hr. Weyse, tiltrak et stadigt større antal seere.
“Men jeg er jo ikke sådan en, der går til rød løber-arrangementer og premierer, så jeg havde ikke rigtigt opdaget omfanget af hypen.”
Det opdagede han den aften i Kongens Have. Han ankom hamrende nervøs, og blev det endnu mere, da han så, at der stod hav af mennesker, der ventede på, at han skulle gå på scenen.
“Jeg fattede det ikke. Og folk var ellevilde og lykkelige for det, jeg lavede. Allerede i den første pause stod folk i kø og ville tage selfies med mig og have autografer. Det betød, at jeg slappede mere af under koncert nummer to, og under den tredje tænkte jeg ‘det er sgu da egentlig meget sjovt det her’.”

Lige til højrebenet
Oplevelsen i Kongens Have gav mod på mere, og han sagde ja til at lave en nytårskoncert, hvor han skulle udfylde halvanden time med sang og underholdning.
“Der skulle fyres nogle jokes af, og jeg lavede også lidt trylleri. Pludselig gik det op for mig, at jeg var på vej over i et godt gammeldags underholdningsshow, hvor folk får lidt af det hele. Og jeg kunne lide det!”
Det lå lige til højrebenet at lave et Weyse-show, som han kunne tage på landevejen med. Weyse kunne synge nogle af sine dejlige sange og fortælle anekdoter fra livet på scenen. Og hvem ved, måske Weyse også havde en lille tryllekunstner gemt i sig?
Alle, Jens Jacob Tychsen fortalte om sin ide, syntes, at den sad lige i skabet. Men så kom tvivlen. Var det virkelig det, han ville? Ville han rejse ud som Weyse?
“Når jeg spiller en rolle, er jeg tro over for den. Uanset, hvad jeg laver – om det er Shakespeare, Kafka, Molière, Weyse, comedy eller et nyt tryllenummer, så elsker jeg at fordybe mig og nørde fuldstændig i bund. Jeg kunne ikke svigte Weyse og pludselig begynde at gøre ting, som han aldrig ville gøre. Kunne Weyse for eksempel finde på at trylle?”
Konklusionen blev et stort nej. Weyse risikerede at begrænse ham.
“For så kunne jeg ikke tage Jens Jacobs galskab og indimellem sorte humor med. Publikum skulle selvfølgelig have noget af Weyse, men de skulle også have mig, Jens Jacob, og lære mig at kende.”
Koden til den endelige form knækkede han på baggrund af det spørgsmål, han tit får stillet om, hvor meget Weyse der er i ham selv. Den nysgerrighed og dobbelthed bruger han i sine shows.

Bryder forventningerne
“Hele tiden ligger jeg på vippen mellem fiktion og Jens Jacob. Når publikum tror, de ved, hvor de har mig, så siger eller gør jeg noget andet, end de forventer,” fortæller han.
Det er netop overraskelserne, han selv morer sig over hos komikere og entertainere som Victor Borge, Steve Martin, Jerry Lewis, Billy Crystal og Andy Kaufmann.
“Tag for eksempel Victor Borge, der igen og igen lagde op til ‘nu skal vi spille lidt Mozart’ og satte sig til klaveret, gjorde klar til at slå tangenterne an – men hver gang rejste sig og gjorde noget helt andet. Eller Steve Martin, når han laver et tryl, der går galt. Det er sjovt, når noget ikke går, som der er lagt op til.”

Et stort kompliment
I sine shows holder Jens Jacob Tychsen af at bevæge sig på kanten, hvor det er lige ved at blive pinligt, og han giver i den grad publikum røg.
“Det er kun, fordi publikum kender Weyse-rollen, at jeg kan tillade mig at sige og gøre de ting, jeg gør. Der er så meget komedie i bralrerøve, og publikum ved, at Weyse er for meget. Hvis de ikke havde den bevidsthed med sig, og jeg udelukkende stod som Jens Jacob Tychsen og overhældte dem med spydigheder, så ville jeg få sager på nakken og blive beskyldt for at krænke ældre mennesker.”
Jens Jacob Tychsen har stor kærlighed til Weyse-figuren, som har været en gave og givet ham mulighed for at udfolde sit komiske talent. Men som han pointerer:
“Mine shows hedder ikke Weyse-shows, og jeg er ikke Weyse.”
En dag modtog han en mail fra en mand, som skrev, at han netop havde været inde at se Tychsens show, fordi han var fan af hr. Weyse. ‘Det er jeg ikke mere’ skrev han.
“Nej! Hvad havde jeg gjort galt? Men så fortsatte mailen ‘… nu er jeg fan af Jens Jacob Tychsen’. Yessss, det er en af de største komplimenter, jeg har fået. Det var lige præcis det, jeg drømte om.”
Publikum skal dog ikke regne med, at de får den private Jens Jacob Tychsen. Hvem han er, kommer ikke nogen ved.
“Jeg har nogle gange sagt, at jeg bare er mig selv på scenen, men det er noget vrøvl. Jeg er sgu da ikke mig selv. Jeg har fundet en entertainermaske, og der er ikke nogen tvivl om, at den er tættere på den rigtige Jens Jacob end så meget andet, men det er stadig en maske.”

Efter Weyse
Sidste episode i sidste og tiende sæson af ‘Badehotellet’ er nu løbet over skærmen, og egentlig havde Jens Jacob Tychsen planlagt at lave et rigtigt stort show og tage på turne.
“Jeg tænkte, at det var blevet tid til eksamen. Jeg samler alt det bedste, jeg har lært, og samtidig skal det være en måde at sige farvel til hr. Weyse på.”
Men han er kommet i tvivl.
“Jeg har jo allerede bestået entertainerprøven. Måske skal det kapitel lukkes. Det var sjovt, og det lykkedes. Nu skal vi noget andet.”
Han har givet sig selv noget betænkningstid og er booket til både ‘Bag om Badehotellet’ og ‘En swingende affære’ et godt stykke ind i 2025. Han er også så småt begyndt at få lyst til at spille teater igen, efter at han i 2016 oplevede en mental nedsmeltning. 120 opførelser af musicalen ‘The Sound of Music’ blev simpelthen for meget.
Nu har han for første gang i otte år sagt ja til en rolle i et teaterstykke. Et stykke, der vel at mærke ikke er planlagt til at skulle spille i evigheder. Premieren er til næste år.
“Og det er en god tekst, som jeg glæder mig til at dykke ned i.”
I mellemtiden koger det videre i tænkeboksen, for der er så mange andre ting, han måske også gerne vil afprøve. På sin computer har han flere mapper med ideer til tv-serier og film.
“Det er dybt åndssvagt, at jeg ikke prøver at få søsat noget af det, eller i det mindst kommer af sted og får præsenteret ideerne,” forklarer han.
Måske kunne han tænke sig at instruere. Og som noget helt nyt er han begyndt at flirte med tanken om at være tv-vært.
“Jeg er jo ikke længere bange for at være Jens Jacob Tychsen foran et publikum.”

I sit foredrag ‘Stram op og tag en morfar’ tager Ellen Hillingsø, med selvironi, deltagerne med ind i sin verden. “Men selvfølgelig har jeg da maske på,” fortæller hun.

Når vi mennesker bevæger sig ud i verden, er der mange situationer, hvor vi befinder os i en gråzone af, hvad en rolle er, mener Ellen Hillingsø. Og også i gråzonerne spiller vi roller.
“Når jeg holder mit foredrag, spiller jeg rollen som Ellen Hillingsø,” forklarer hun.
“Jeg skaber en illusion. I min fortælling suger jeg måske nok af privat kilde, men fortællingen er formsat. Der er jo en sondering mellem det private og det personlige. Det private er råmaterialet, og det personlige er udtrykket.”
Hun former også udtrykket, når hun er til premierer eller for eksempel taler med journalister.,
“Ja, jeg kommer som mig selv, og jeg taler som mig selv, men det er mig selv i gåseøjne. Vi bærer alle sammen masker hele tiden – tilpasset de situationer, vi befinder os i.”

Kom skidt fra start
Første gang, Ellen Hillingsø skulle holde et foredrag, gik det galt:
“Jeg ‘bummede’ totalt. Jeg var inviteret til at holde et foredrag, men jeg havde for det første ikke materiale nok, og for det andet var det upersonligt og udvendigt. Jeg vil sige, at jeg døde på scenen,” fortæller hun.
Det førte dog ikke til et ‘aldrig mere’. Tværtimod.
“Efter fiaskoen gik jeg hjem og lavede et reelt foredrag med udgangspunkt i mit eget liv, og nu har jeg været ude på blokvognen et hav af gange. Hold op, hvor har jeg lært meget af det. Man kommer i tusinde forskellige rum. Det ene sted fungerer alt perfekt, det andet sted er der hverken styr på lys eller lyd. Nogle gange kommer folk væltende ind for sent, og nogle er måske fulde. Alt kan ske. Det er virkelig et kursus i gøgl, men man lærer at gribe betingelserne og elske sit publikum. I dag er jeg hverken bange for publikum eller for at stå i rollen som Ellen Hillingsø,” siger hun.