Da Amalie Drud Abildgaard i 2021 dimitterede fra Scenekunstskolen i Aarhus, ventede der roller på både film og teater, men alligevel synes hun ikke, at hun dengang havde nogen anelse om, hvordan den branche, hun kom ud i, fungerer. For hun har siden oplevet, at hårdt arbejde og selvdisciplin ikke er nok til at lande et job – held lader til at være en afgørende faktor, siger hun.
Af Kristine Høeg
“Jeg har været heldig – jeg har stået på flere af de store landsdelsscener og lavet film, og det er jeg taknemmelig for. Men jeg har også lange pauser, og fremtiden byder lige nu kun på ét job i foråret 2025 – udover mine egne produktioner. Det er vildt skræmmende! Jeg gør ellers alt det, jeg ved, jeg kan gøre. Opdaterer håndbogen med nye billeder, klipper en ny showreel, laver selftapes og sender mails ud. Rigtig mange mails – nogle uger op til 20. Størstedelen får jeg ikke svar på, og det kan være lidt demotiverende at sende så meget energi ud i universet uden at få respons. Jeg har fået en god uddannelse – og så sidder jeg og skriver mails,” fortæller Amalie Drud Abildgaard, der blandet andet bruger tiden på at producere selv og netværke med branchefolk.
Hun er ikke ked af at være selvproducerende, tværtimod – men hun synes, hendes uddannelse var rettet mod en anden virkelighed, end den hun sidder i:
“Jeg elsker det, jeg laver, og jeg kæmper for mine produktioner, men 80 procent af tiden laver jeg noget, jeg ikke er uddannet til – skriver fondsansøgninger, pitcher, holder styr på budgetter. Vi havde et lille forløb med entreprenørskab på skolen, hvor en administrator talte om moms, og lod os kigge på andre mennesker fondsansøgninger. Det var meget teoretisk, og jeg ville ønske, at vi for eksempel havde taget udgangspunkt i vores egne bachelorprojekter. Det havde været vildt smukt at stå med noget, der var vores egen stemme, som vi havde lært at sælge videre.”
Hun foreslår, at vi gentænker skuespilleruddannelserne eller de krav, der er til statsstøttede teaterforestillinger:
“Kunne man forestille sig, at der kun er optag på skuespillerlinjen hvert andet år? At halvdelen af eleverne bliver uddannet til at producere egne ting? At de teatre, der får offentlige midler, skal bruge en vis andel nyuddannede? Lige nu er det ikke bæredygtigt. Vi får en dyr uddannelse, men kommer ud i en branche, hvor de fleste af os kun har et job en gang imellem og ellers er på dagpenge. Hvis vi uddanner folk til dagpenge, så uddanner vi måske for mange?” spørger Amalie Drud Abildgaard.
Amalie, Hjalte, Liza, Christian og Nina er alle blevet uddannet inden for de seneste fire år, men mødet med branchen har været knoldet og fyldt med forhindringer. Alle håber, nogle tvivler, og en balancerer på kanten af forbundets prøvemedlemsregler – men fælles for dem er, at de har flere ting, de gerne vil forandre i deres fælles svære fag.
Benjamin Boe: “Vi har et ansvar for at give de nye i faget håb”
“At få ideer er en muskel, der skal trænes – og det gør vi her”
Liza Westh: “Jeg er overrasket over, hvor mange kompetencer jeg har brug for”
Hjalte Gustavussen: “Jeg føler mig som en trænet bokser, der ikke kommer i ringen”
Nina Ingemann: “Jeg er overrasket over, hvor få muligheder der er for at blive set”
Christian Iversen: “Det jeg har fået med fra uddannelsen, er det, jeg bruger mindst”
Josefine Hartvig: “Mine medstuderende spørger, hvordan vi danskere får auditions”
Julie Carlsen fra Scenekunstskolen: “I vores fag er der perioder, hvor telefonen ikke ringer”
Er du ny i faget? Her er 5 gode råd fra de nyuddannede