#laboratoriet: At være eller ikke være... Jesus

Der er en styrke i at skabe sit eget, mener Simon Kongsted, der fik ideen til ‘Lad mig være din Jesus’ for halvandet år siden. Vi tog med til prøver et par uger inden premieren på Aveny-T. I et kreativt rum – med plads til store tanker.

Af Louise Kidde Sauntved

Simon Kongsted sidder på, hvad der nok bedst kan betegnes som en klassisk kommunestol – lakeret bøg og koboltblå uld. Den passer godt til hans beige jakkesæt og ditto sko, der hviler mod et lige så beige gulv. I det hele taget er scenen meget beige her på Aveny-T, hvor Simon Kongsted og resten af holdet bag ‘Lad mig være din Jesus’ er halvvejs i prøveforløbet. Kun et bølgende gardin af sølvlametta på bagvæggen bryder følelsen af at være brudt ind i et forladt forsamlingshus fra firserne.
‘Lad mig være din Jesus’ er en komedie om en mand, der aldrig har opnået noget i livet. Indtil han en nat får han en åbenbaring. Selveste Jesus fortæller ham, at han er udset til at fuldføre hans gerning og frelse menneskeheden. Og der står han så. Verdens mest inkompetente frelser, der knap nok kan sætte to ord sammen. Men måske er det hans store chance?

Den beige prædikant
Scenen, der skal prøves denne onsdag, ligger godt tre kvarter inde i stykket. Manden har prøvet alt, hvad han kunne for at leve op til frelserrollen, men alle hans planer falder til jorden. Nu sidder han helt alene i et forsamlingshus, til en fest, hvor der ikke er nogen gæster. På gulvet ligger en gulvmoppe, som han samler op og bruger som interimistisk mikrofon:
“Tak for gaverne …” begynder han mekanisk, inden han frustreret smider den fra sig igen.
“Det er jo ikke en skid vigtigt, hvad man siger. Det er måden, man siger det på!”.
Febrilsk går han op på det lille podie foran lamettagardinet, hvor der står en mikrofon på stativ. Og så kommer ordene. Først tøvende og selvmodsigende, snart med en større glød. Manden, der ellers ikke kan finde ord, får dem pludselig forærende. Er det en guddommelig indgriben? Måske! Simon Kongsted forvandler sig i hvert fald fra manden i beige til en folkeforfører af en prædikant:
“I tror, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker, men jeg siger jer, at det er krisen! For den med hul i tanden har mere brug for nærkontakt end den, der bare vil behage.”
“I tror, I ikke må undertrykke andre, men jeg siger jer, selv foden skælder nogle gange sokken ud.”
Dramatiker Rasmus Krones tekst smælder fra scenen i en stadig mere manisk monolog, der slutter med, at Simon Kongsted kaster mikrofonen fra sig. Med stativ og det hele.

Spot på
“Fedt, fedt, fedt,” siger Johan Klint Sandberg begejstret.
Men de er nødt til at finde ud af, hvor meget af prædikenen han improviserer frem, og hvor meget der kommer til ham udefra – eller oppefra?
“Jeg synes, det er lidt svært at gennemskue,” siger Simon Kongsted.
“Han har jo hele vejen igennem ting. Men selv om meget af det, han siger her er sort snak, så er der også meget mening i det. Det føles, som om det er en anden kraft, der taler. Og hvis man gør det for meget til noget, han finder på, så bliver han … altså … det kan han jo ikke. Det er, som om der er noget guddommeligt på spil. Som han så mister igen, når virkeligheden viser sig for ham.”
De er begge stille lidt på scenen. Simon Kongsted har sat sig tilbage på kommunestolen. Johan Klint Sandberg går frem og tilbage, inden han standser.
“Der er den gode gamle ide med at give ham et følgespot, så rummet transformerer sig til et performativt rum, hvor han bliver en anden.”
“Det bliver sådan lidt Jokeragtigt, hvor man ikke ved, hvornår han er i sig selv, og hvornår han er i en fantasi. Det ville et spot jo vise,” siger Simon Kongsted begejstret.
“Hvis vi går med den, kan man se, at det er noget, han forestiller sig. Det vil også give en enorm frihed i forhold til, at de regler, der har været i rummet, bliver opløst. Og pludselig taler han som til en stadionkoncert i Sydstaterne i USA.”
Johan Klint Sandberg er enig:
“Lad os prøve at give det et bud!”

En sjov udfordring
Den kreative energi sitrer i rummet, hvor ideer og tanker farer frem og tilbage. Prædikenen er blevet skrevet om samme morgen, og Simon Kongsted går rundt med papirer i hånden, der fra tid til anden flyver rundt på scenen. På et tidspunkt kan han ikke finde de sidste sider i manuskriptet.
“Måske er der bare ikke nogen slutning,” joker Johan Klint Sandberg.
Men mon ikke den slutter med et brag. Det kunne et gigantisk hvidt kors, der ligger på gulvet og venter på at blive monteret bag lamettavæggen, godt tyde på. Eller måske slutter den et andet sted. Det er trods alt en komedie, der mest af alt handler om at være et ensomt menneske.
“Det er rigtigt sjovt at spille denne her mand, der både lider af ekstremt mindreværd og ekstremt storhedsvanvid,” siger Simon Kongsted, da vi mødes efter prøven.
“Det er sådan en dualitet, der på en eller anden måde også bor i mig selv. Det at man kan have en ekstremt stor tiltro til sine egne evner det ene sekund, og det næste sekund kan det forsvinde fuldstændigt under en. Især hvis man bare sidder og kigger på sine muligheder og ikke kan finde ud af at tage fat i nogen af dem. Så bliver det bare svagt og vægelsindet. Beige. Som han jo også er. Han er sådan et symbol på, at hvis man ikke har gjort noget særligt med sit liv, så er man ikke noget. Men det er også det, der er med til at gøre ham til en komisk karakter. Og det er vildt sjovt at arbejde med en karakter, der er så meget frem og tilbage.”

Fra kastebold til styring
Ideen til ‘Lad mig være din Jesus’ opstod for halvandet år siden. Simon Kongsted var fascineret af DR-podcasten ‘Biblen let fortalt’ og det, den fortalte om kontrasten mellem kristendommen før og nu. En ide til en figur begyndte at tage form, og han kontaktede Rasmus Krone, som han tidligere havde skabt forestillingen ‘Tak for lort’ sammen med.
I fællesskab begyndte de at dykke længere ned i emnet. Talte med præster, læste evangelierne og mødtes og udvekslede ideer, der hele tiden ændrede sig. Ret tidligt i processen fik de også Aveny-T med på ideen.
“Og så skete der en masse,” siger Simon Kongsted.
“Det er jo det dejlige ved at have en ide og invitere andre ind. Så sker der fede ting, man ikke selv ville have kunnet komme på.”
For Simon Kongsted giver det en frihed at skabe noget selv.
“Som skuespiller kan man godt indimellem være lidt en kastebold mellem andres projekter, hvor man er afhængig af, at andre synes, at man er en god ide og passer ind. Det kan godt være hårdt. Både følelsesmæssigt og fordi man så ikke altid har noget at lave. Det med at have sit eget, som man kan gå og arbejde med i de perioder, hvor der ikke rigtigt er noget, giver en integritet og en følelse af at tage styring.”