Som de fleste andre har Benjamin Boe set DR’s dokumentar ‘Sexisme i musikbranchen’, og han er rasende over, at vi igen og igen skal høre de samme historier om sexistiske kommentarer, grænseoverskridende adfærd, magtmisbrug og ikke mindst den skadelige tavshedskultur. Her kommer han med et bud på en del af løsningen.
Der er gang i dokumentarindustrien i øjeblikket – alle taler om både TV2’s ‘Den sorte svane’ og DR’s ‘Sexisme i musikbranchen’, der udkom i mandags. Begge er fremragende dokumentarer, som vækker både min eftertanke og et umiddelbart raseri. Lige nu bliver jeg dog i min egen sandkasse og giver musikindustrien et par ord med på vejen!
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er både rystet og rasende. Vi skriver 2024, og kvinder skal stadig kæmpe med ulighed og sexisme. Stop lige op og tænk over, at vores kvindelige branchekolleger stadig ikke kan gå trygt på arbejde, og at vi endnu ikke er landet i en intuitiv ligestilling. Efter alle de sager, efter alle de løfter, efter alle de ofre, som kvinderne har ydet.
For jeg er slet ikke i tvivl om at de modige kvinder, der står frem i DR’s udsendelse, gør det med en enorm omkostning. Vi har alle set den mølle, som Sofie Linde og andre kvinder blev trukket igennem, da de stod frem, og igen svømmer kommentarsporene på SoMe over med hadefulde og nedgørende ord, der egentlig bare bekræfter alt det, som kvinderne fortæller om.
Derfor er det vigtigt for mig at hylde kvindernes beslutning om fortælle hele Danmark om deres oplevelser – det er essensen af mod. Men jeg tror også på, at det nytter! Vi må blive ved med at insistere på at gøre op med sexismen, den grænseoverskridende adfærd og tavshedskulturen – for det er nødvendige ændringer, som er afgørende for, at vi stadig kan være stolte over at være en del af vores branche.
Udsendelserne berørte også vores hjørne af underholdningsindustrien – med fortællingen om noget, som INGEN skal opleve i vores branche. Og slet ikke børn! Når man er under 18 år, er man et barn. Punktum. Lige præcis børnenes vilkår i vores branche er vi langt med – i et stærkt samarbejde med beskæftigelsesministeren og kulturministeren, som jeg er stolt over at bidrage til. Og jeg er med på, at selv om butikstyveri er ulovligt, så vil der altid være nogle, der stjæler – men hvis vi overordnet set får indstillet kompasset korrekt, så støber vi også et fælles fundament for et rum, som alle kan gå på arbejde i. Uden frygt.
En del af det betyder, at vi må se på de strukturelle ting, vi har afdækket – blandt andet i kølvandet på #Metoo. Det gælder eksempelvis de eklatante lønforskelle. Og det gælder i særdeleshed den iøjnefaldende manglende repræsentation, vi har. Jeg er sikker på, at verden ville se anderledes ud – og at der ville være færre tilfælde af grænseoverskridende adfærd – hvis der var en mere lige repræsentation. Vi er nødt til at være mere bevidst om, hvordan de rum, vi træder ind i, ser ud – hvem mangler? En mere lige fordeling af kønnene vil nemlig ikke kun gøre rummet mere repræsentativt – det vil også gøre det mere trygt.
Og inden der kommer flere automatreaktioner om ‘den mest kvalificerede’, vil jeg sige: Jo, jeg vil også helst opereres af den bedste kirurg, hvis jeg skal have skiftet reservedel. Men alle skal have lige adgang til at blive den bedste kirurg!
Nå – her mod slutningen vil jeg gerne vende tilbage til dokumentaren. Nu er der slået hul på dæmningen, og I medvirkende kvinder har gjort noget både modigt og forbilledligt – vi står bag jer og bakker jer op hele vejen. Både morgendagens stjerner og jeg skylder jer en kæmpe tak! Det er uendeligt vigtigt, det I gør.
Hvis du som DSF’er oplever grænseoverskridende adfærd eller et uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø, så kan du altid ringe til os og få hjælp. Vi har tavshedspligt og rådgiver og hjælper i præcis det omfang, du selv ønsker det.
KONTAKT:
Tlf. 33 24 22 00
Åbningstider:
Mandag-fredag kl. 9-12 og kl. 13-15
Torsdag kl. 10-12 og kl. 13-15
Du kan også sende os en mail