I takt med at vi skuespillere arbejder over hele verden – og at vores arbejde bliver vist på alverdens streamingtjenester og kanaler – bliver presset på kunstnernes rettigheder også globalt. Det kalder på solidaritet mellem alle skuespillere, fortæller Benjamin Boe her fra FIA-kongressen, der i år foregår i New Zealand.
For 15 år siden strejkede hovedrolleindehaverne på ‘Hobbitten’, som blev optaget i New Zealand. De store stjerner gjorde oprør, fordi produktionsselskabet bag filmen ikke ville sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for de mange lokale skuespillere, der også var med i filmen. For at markere ‘Hobbitten’-strejken – som blev den første internationale konflikt, vores globale skuespillerforbund, FIA, havde – har FIA henlagt dette års møde til netop New Zealand.
Og det er derfor, jeg sidder her, på den anden side af kloden, og skriver denne uges nyhedsmail til jer.
Globale skuespillere - globalt pres på rettighederne
Selv om turen hertil er både en belastning for klimaet og tager et døgn, valgte vi i Dansk Skuespillerforbund at prioritere at deltage. Alle vi DSF’ere er også del af FIA – og i takt med at verden bliver mindre, drager flere og flere af jer medlemmer ud på internationale arbejdseventyr. Verden er blevet vores arbejdsplads, og Dansk Skuespillerforbund er også blevet mere globalt orienteret – for der er ingen tvivl om, at vi som skuespillere også må stå sammen på tværs af landegrænser. Vi oplever i mange henseender de samme udfordringer: Presset på vores rettigheder og truslen fra AI stopper jo ikke, fordi der står en grænsebetjent og vinker bilister med bagagerummet fyldt med dåseøl ind til siden.
Vi var selv gennem streamingkonflikten for et par år siden – og vores søsterforbund i flere lande oplevede lignende konflikter med mere eller mindre tilsvarende konsekvenser. Så uanset hvad visse medier og klummeskribenter måtte have skrevet, så var det konflikten udtryk for et globalt angreb på kunstnernes rettigheder. Vi har også set den store konflikt i Hollywood, hvor skuespillerne stod sammen mod AI-misbrug af deres ansigter og stemmer – og lige nu er amerikanske SAG-aftra gået til kamp mod spilproducenterne, der vil eje retten til optaget materiale, så de kan bruge det, som det passer dem.
Vi ved, at det, der sker i USA, sker fem minutter senere i Danmark og resten af Europa – derfor er det så vigtigt, at vi dels drager nytte af amerikanernes erfaringer, og dels står skulder ved skulder med dem.
I Europa har vi haft succes med delvist at løfte brugen af vores arbejde på nettet ind i EU, så kunstnernes rettigheder nu er blevet lovfæstet af EU. På samme måde skal vi have fundet gangbare løsninger på AI, så både stemmeskuespillere og vi andre kan kapitalisere på teknologien i stedet for at blive ofre for den, som typograferne blev i 1970’erne. Vi skal være modige og udvise initiativ – det håber jeg på at få inspiration til blandt vores internationale kolleger.
Søsterforbund frygter YouSee-lignende angreb
Jeg har også fortalt om YouSees aktuelle angreb på rettighedsbetalingen til os kreative, og lad mig sige – de andre lande er rystede over den lemfældige omgang med vores rettigheder. For de ved, at YouSees ‘fikse’ ide lynhurtigt kan sprede sig til resten af verden, og her er det os, der kan hjælpe vores søsterorganisationer med at være forberedt.
Fik jeg i øvrigt fortalt, at strejken på ‘Hobbitten’ var en succes? De lokale skuespillere fik ordentlige vilkår og rettigheder. Fordi de store stjerner, som hele verden er på fornavn med, brugte deres gennemslagskraft til at få pengemændene på ret kurs. Et fantastisk eksempel på at solidaritet ikke kender til grænser – hverken dengang eller i dag.