Langt de fleste danske børneteatre turnerer med deres forestillinger for at nå ud til så mange børn og unge som muligt. Flere af dem tager endda ud til de fjerneste egne af verden. Vi har talt med nogle af de mest berejste.

Af Louise Kidde Sauntved
Bragt i Sceneliv #2 2024


Teatergruppen Batida, der til hverdag holder til i Københavns Nordvestkvarter, har gennem de seneste 30 år været på over 100 udlandsturneer i 45 forskellige lande. Og der er ofte tale om lande, de færreste andre besøger. Det har givet uvurderlig inspiration – og et helt katalog af ubetalelige erfaringer.
I det foregående år har Teatergruppen Batida optrådt i Brasilien, Sydafrika og Tyrkiet med forskellige forestillinger. I maj går turen til Cuba, og til oktober er det Brasilien og Korea, der står for tur. Batida, der består af et fast ensemble på 11 musikalske spillere, elsker at rejse ud i verden for at møde et helt andet publikum end det hjemlige og velkendte.
Også selv om det indimellem kan givevvisse udfordringer.
For eksempel oplevede gruppen i Nordkorea, at publikum først turde klappe, da en indflydelsesrig person på første række – efter et par nærmest uendelige, dødstille sekunder – rejste sig og klappede for. Men så var begejstringen også overvældende. Og i Iran, hvor de i øvrigt kunne glæde sig over et ‘vidunderlig entusiastisk og kompetent’ publikum, skal alle forestillinger, inden opførelsen, gennemses af en komité – af mænd. Komiteen er sat i verden for at sikre, at der ikke udspiller sig noget anstødeligt, der i sidste ende kan give mullaherne en undskyldning for at lukke hele teaterfestivalen.
“Der er for eksempel ikke tilladt, at mænd og kvinder må røre hinanden på scenen,” fortæller Søren Valente, som er er medstifter af Batida.

En munter protest mod præstestyret
“Vi optrådte med en af vores evergreens, ‘Spaghetti’, hvori der på et tidspunkt er en kvinde, der dejser om på gulvet, hvorefter hun skal flyttes op på et bord. Forestillingens to mandlige kokke måtte jo ikke røre hende, så vi stod med et uløseligt logistisk problem. Men så fandt vi på at gøre et nummer ud af besværlighederne. Idet de to mænd skulle til at foretage sig det forbudt løft, gav de forskrækket udtryk for, at det måtte de absolut ikke. ‘Spontant’ hidkaldte de ulykkelige skuespillere hjælp fra salen. To kvinder – som vi havde aftalt det med i forvejen – entrede scenen og baksede den bevidstløse kvinde op på bordet. Og den opfindsomme løsning udløste jubel fra salen. En munter protest mod præstestyrets tåbelige restriktioner.”

Parykpanik
Samme kvindelige skuespiller skulle på et tidspunkt synge, mens hun spiller harmonika og danser.
“Også her blev de dybe panderynker aktiveret. Hvis hun absolut skulle synge, måtte hun under ingen omstændigheder lukke munden for højt op. Og der måtte ikke vrikkes i takt til musikken, mens hun sang.”
Hendes røde paryk lignede også rigtigt hår for meget, for kvinder må ikke vise hår frem. Hverken på gaden eller scenen.
“Nogle opfindsomme iranske kollegaer reddede situationen i sidste sekund med en rulle orange bomuldstråd, der blev syet ind i det røde hår et par velvalgte steder. Slutteligt blev parykken godkendt som paryk. Vores iranske kollegaer er eksperter i at få ting til at lykkes.”

Kom aldrig i nærheden af tolden
Når et teater drager til den anden side af jordkloden, er alle nødt til at udvise opfindsomhed i forhold til omfanget af scenografi og teknisk udstyr – og ikke minds hvordan de får det med hele vejen ud og hjem.
“Vi er jo et turnerende teater, så vi er vant til at tænke i praktiske løsninger. På sin vis er vi blevet eksperter i det muliges kunst. En af vores dyrekøbte erfaringer, når det gælder Batidas internationale aktivitet, er, aldrig at komme i nærheden af toldvæsenet. For hvis tingene først havner på en toldterminal, kan det være et mareridt at få dem ud igen. Man kan ikke snakke fornuft med toldvæsenet, man kan kun arbejde for sagen – ofte i flere dage, hvor man render rundt og kæmper med myndighedernes sofistikerede og fuldstændig uforståelige bureaukrati. Derfor prøver vi at skære det hele ned til enheder af 23 kilo, som vi kan have med som almindelig bagage på flyet,” fortæller Søren Valente.
Af samme årsag sørger Batida altid for at ankomme mindst et døgn før første forestilling:
“Mest fordi vi kan risikere, at der er et stykke bagage, der ryger til en forkert destination. Da vi spillede i Mongoliet for nogle år siden, var det kun én ud af seksten kufferter, der ankom sammen med os. Resten var havnet i Tyrkiet.”
Men med udfoldelse af en strategisk blanding af underdanig smiger og trusler med bål og brand, lykkedes det at få resten af scenografien frem dagen efter.
“Det er heldigvis ikke så tit det sker, men hvis vi har en for lille margin, risikerer vi at stå der med alle talenterne, men ikke noget at udfolde dem i.”

Skuespiller med skruetrækker
En anden udfordring, som Batida ser en sport i at imødekomme, er de begejstrede, men ofte fattige arrangørers begrænsede ressourcer. Det er tit nødvendigt at skaffe større ting på stedet. Som for eksempel en kontrabas:
“Den er jo svær at proppe ind i et fly hjemmefra, men at skaffe en sådan i et tredjeverdensland kan være en næsten uløselig opgave, og vi kan risikere, at arrangørerne efter store anstrengelser stiller med en bas, der ikke kan spille. Eller at den simpelthen ikke kan skaffes. I fattige lande som for eksempel Cuba, slipper en musiker ikke sin kontrabas af syne, for den er det instrument, vedkommende lever af. Så den slags kan være uhyre vanskeligt og tålmodighedskrævende at løse.”
Og så er der selve scenen, med lys og lyd, der heller ikke altid virker. Heldigvis kommer de danske skuespillere med en solid ekspertise på området. Ofte til arrangørerne store forbløffelse:
“Som danskere lever vi i en relativt flad struktur, hvor de fleste skuespillere sagtens kan sætte lys eller skrue noget sammen. Der findes jo ikke et hjem i Danmark uden en stiksav og en akuboremaskine. Selv højtbetalte direktører eller akademikere bygger deres eget hønsehus eller sætter gipsplader op i sommerhuset. Men i de fleste andre lande findes den kultur ikke. Selv om man selv er fattig, findes der en endnu fattigere underklasse til det grove. I Iran, Tyrkiet, Chile og Brasilien er det helt usædvanligt, at en skuespiller eller en instruktør skænker den praktiske side af kunsten en tanke. Så når en dansk skuespiller giver sig i kast at opstille scenografi og lave lys, er det noget der vækker opmærksomhed hos kollegerne og ikke mindst hos dem, der plejer at udføre den slags opgaver.”

Stor kærlighed til teatret
Alle udfordringerne bliver dog i høj grad opvejet af det, teaterfolkene får med sig hjem i den mentale og kreative kuffert:
“Det er så fedt. Når vi kommer ud, oplever vi børn og voksne, der måske aldrig har set teater før, blive opslugt af det og rørt. Det er meget givende at opleve, at vores forestilling bliver modtaget med et åbent sind og åbne øjne og arme. Det er jo det, du er sat i verden til, hvis du er skuespiller. Det er fantastisk at spille i et andet land, for nogle andre publikummer, og opleve at det, vi bruger vores liv på – nemlig at skabe meningsfuld kunst – også betyder noget for dem.”
Derfor vil Søren Valente også råde alle, der er interesseret i at turnere i udlandet, til bare at tage af sted, når lejlighed byder sig. Og så vidt muligt lade være med at spekulere i indtjening.
“Det gælder specielt, når du tager til de lande, du normalt ikke kommer til. Vi i Batida har det princip, at vi så vidt muligt vil dele vilkår med arrangørerne. Hvis deingen penge har, skal vi heller ikke have nogen. Men hvis det er en velhavende festival, vil vi selvfølgelig også gerne have en bid af kagen. Vi ser vores internationale aktiviteter som en integreret og nødvendig del af vores teaterdrift. Og en del af lønnen er at stå i Amazonas og spille teater for nogle fantastiske og betydningsfulde mennesker, der desværre ingen penge har. Men hvor vi møder langt større entusiasme og kærlighed – også til teatret – end på en stor, supertjekket, velhavende europæisk festival.”