Benjamin Boe: “De statsstøttede scener må rekruttere mere åbent”

Da jeg læste dette blads artikeltema om agenter som et muligt svar på det, en del skuespillere oplever som en lukket teaterbranche, kom jeg til at tænke på Teater Møllen. For et stykke tid siden efterlyste de på Instagram en skuespiller til et stykke. Rollen var godt nok blevet uventet ledig, men det var stadig en åben casting til en rolle i et stykke på et kendt egnsteater.
Opslaget kastede – ikke overraskende – hundredvis af henvendelser sig. En af dem var i øvrigt fra et medie, der ville vide, om den åbne skuespillerefterlysning var udtryk for en krise. Men i mine øjne ligger krisen ikke i stillingsopslaget – den ligger i det faktum, at der ikke er flere af den slags.
For det er en af de ting, der udfordrer vores branche allermest – nemlig den lukkethed, der i rekrutteringen af de skuespillerjob. Det er stort set kun til de store musicals og i film- og tv-branchen, hvor man er åbne og derfor afholder auditions og castings for at finde de rigtige til rollerne.

Rekrutterer i uigennemsigtige netværk
Men er det rimeligt, at en så statsstøttet branche stort set kun rekrutterer i egne uigennemsigtige netværk? Hvilket betyder, at der ofte bliver castet blandt dem, man kender og har brugt før. Det giver kæmpe udfordringer for både de unge, der fx har uddannet sig i udlandet, og for de mange skuespillere, der har rundet 50 år – de kan stå udenfor og se på, at rollerne bliver fordelt på en stadigt mindre gruppe af kolleger.
Hvis ikke vi udfordrer den praksis, frygter jeg, at vi ender som en branche, der blot gentager os selv igen og igen. Eksempelvis kan du i dette temanummer læse et interview med Sandra Yi Sencindiver, hvis potentiale først for alvor blev opdaget, da hun fik en udenlandsk agent, så hun nu har gang i en kanonkarriere i udlandet. Hvorfor er det talent ikke blevet fundet herhjemme?
Vi må på alle måder løfte blikket og kigge ud over det, vi kender. Hele samfundet er i forandring – og vi er nødt til at lade os inspirere af andre måder at gøre tingene på. I hvert fald hvis vi vil forblive relevante.

Vi tør ikke lade os overraske
I udlandet er det helt almindeligt med åbne auditions eller open calls – det hører vi fra de af vores medlemmer, der rejser ud på udenlandseventyr. Og de bliver naturligt nok frustrerede over, at de ikke på samme måde kan se, hvor de spændende roller og projekter er herhjemme.
Men det handler ikke kun om at skabe muligheder for vores skuespillere – vi går også selv glip af muligheden for at skabe både mangfoldige og overraskende cast. Og når vi ikke engang selv tør lade os overraske af skuespillere, vi ikke kender, hvordan skal vi så kunne leve op til vores egne skåltaler om at vi i kunsten er dem, der overrasker publikum?
Jeg ved godt, at det vil være en historisk forandring for branchen – og at der vil være praktiske udfordringer ved det. Men vi må starte et sted. Måske kunne vi gøre det, vi rent faktisk blev enige med Dansk Teater om inden coronapandemien – nemlig at lave et årligt open call, der har et fælles tema, og som instruktører, producenter og direktører forpligter sig til at overvære.
Som forperson for Dansk Skuespillerforbund mener jeg, at en branche, der er nærmest 100 % økonomisk støttet, også bør være 100 % transparent. Ikke kun i forhold til at leve op til overenskomster, men også i forhold til rekrutteringen af vores medlemmer.