Det har aldrig været nemt at leve af at være scenekunstner. Men særligt én faggruppe i Skuespillerforbundet er presset af korte ansættelser, mangelfulde eller manglende overenskomster, samt øget konkurrence fra udlandet. En operasangers arbejdsbetingelser ser nemlig meget anderledes ud end for eksempel en skuespillers.

Af Jenny Høilund
Bragt i Sceneliv #2 2024

I en tidligere artikel her i Sceneliv kunne I læse om, hvordan operascenen herhjemme har ændret sig markant de seneste 60 år. Antallet af faste job for danske operasangere på landets nationalscener er skrumpet væsentligt, hvilket har betydet flere freelanceansættelser, som tilmed i stigende grad bliver besat med udenlandske sangere.
Det henviser mange danske operasangere til et freelanceliv på de mindre scener, hvor der enten ikke er overenskomst, eller hvor overenskomsten ikke tager højde for operasangeres arbejdsproces. Ofte går man nemlig i gang med at lære en operarolle, et halvt til et helt år før prøveforløbet starter. En forberedelsestid som sjældent er afspejlet i længden på de ansættelser, en dansk freelancesanger får tilbudt.
“Hvis man skulle sætte en lup på de timer, jeg bruger hjemme ved klaveret, så bruger jeg da flere timer, end jeg får løn for. Det kommer selvfølgelig også an på størrelsen af rollen,” fortæller sopranen Frederikke Kampmann, der er uddannet i både København og Wien, og som debuterede i 2015.
De fleste af de freelanceansættelser, hun har her i Danmark, er uden for overenskomst, og hun er derfor hverken sikret en minimumsløn eller en minimumlængde på sin ansættelse. Men også teatre med overenskomst kan få dispensation til korttidsansættelse på maksimalt 42 dage.
Ifølge forperson for skuespillerforbundets operaudvalg, Mathias Hedegaard, benytter visse operascener sig i temmelig høj grad af dispensationen, og det kan have ret store konsekvenser for en freelancesanger.
“Operasangere forventes at kunne deres rolle udenad første prøvedag. Og når vi ikke får løn for vores forberedelse, så har det jo stor betydning for, hvor mange produktioner, vi er nødt til at lande i løbet af en sæson for at komme op på noget, der minder om en årsindkomst,” forklarer Mathias Hedegaard.

En svær gruppe at lave overenskomst for
De kortere ansættelser har også betydning for pension og feriepenge samt retten til dagpenge, fordi operasangere dermed – på papiret – har færre dages arbejde. Derfor ønsker operaudvalget at værne om de længerevarende ansættelser på minimum 75 dage, som lige nu er sikret i den såkaldte TIO-overenskomst for mindre egns- og byteatre:
“Så kan arbejdsgiverne for eksempel lægge prøvestarten to uger inde i ansættelsesperioden, hvilken betyder, at du har en eller anden form for symbolsk betaling for dit indstuderingsarbejde,” foreslår Mathias Hedegaard.
I skuespillerforbundets juridiske afdeling er man godt klar over udfordringen. Ikke mindst det problematiske i at førnævnte TIO-overenskomst er en fællesoverenskomst for både skuespillere, sangere og dansere:
“Helt overordnet er operasangere en af de grupper, det er sværest at lave overenskomst for. Det er svært nok for skuespillere, men fordi operasangere arbejder på en helt anden måde, er det vanskeligt at favne dem i overenskomsterne. Det er bare en helt anden metier end at være skuespiller, hvor du først for alvor lærer din rolle under prøveforløbet,” forklarer Kim Hansen, direktør og advokat i Skuespillerforbundet.
I efteråret forhandlede forbundet med de teatre, der er omfattet af TIO-overenskomsten, herunder Operaen i Midten, Den Fynske Opera og Den Ny Opera:
“Vi forsøgte, i det små i hvert fald, at få nogle særregler ind i forhold til operasangerne. Den ene var at få nogle mere faste regler for, hvad man skal være særligt opmærksom på i prøveforløbet, herunder orkesterprøver; den andet var, om vi på en eller anden måde kunne få reguleret den forberedelse, der ligger uden for eller inden første prøvedag,” siger Kim Hansen.
Desværre strandede forhandlingerne, og den tidligere overenskomst blev forlænget med to år.

Øget konkurrence fra udlandet
Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera har deres egne overenskomster. Her er forbundet de seneste år lykkedes med at få indskrevet nogle rimelige vilkår både for fastansatte og freelancere. Til gengæld er teatrene begyndt at ansætte mange flere udenlandske sangere end tidligere:
“Man kan jo ikke tage væk, at opera er en international kunstart. Fordi vi ofte synger på et sprog, som ikke er vores eget, gør det jo, at vores job, i modsætning til skuespillere og musicalperformere, er til fri konkurrence for sangere fra hele verden. Men selv når vi synger på dansk, er det ikke altid, at det bliver castet med danske sangere,” fortæller Mathias Hedegaard.
Han har lavet sin egen statistik over, hvor mange af rollerne på de to nationalscener, der er besat med danske freelancesangere i den nuværende og kommende sæson.
I sæson 2023-2024 er der 17 operasolister på Den Jyske Opera, og fem af dem er danske freelancesangere. I løbet af hele 2024, hvor der bliver opført tre operaproduktioner, er kun to roller besat med danske freelancesangere.
I Det Kongelige Teaters sæson 2023-2024 er der udover de 18 fastansatte solister engageret 45 gæstesolister. Kun ni af gæstesolisterne er danske.
“Jeg kan ikke svare på, hvorfor det er sådan. Jeg kan bare konstatere det. Grunden må casterne og operacheferne jo komme med. Som jeg ser det, er det prioriteringer. Hvis du vælger ikke at prioritere danske sangere, så bliver det meget nemt sådan her, fordi konkurrencen er så stor,” mener Mathias Hedegaard.
Frederikke Kampmann oplever også, at det er svært at få en fod indenfor som freelance operasanger:
“Du bliver lidt modløs, når du ser de tal og oplever lukkede døre på to af landets største institutioner. Især når der samtidig er så mange ansættelser, der sker uden for overenskomst i det frie felt, som mere og mere minder om ‘det vilde vest’. Det gør det sværere at arbejde under ordnede forhold, når man er freelancer. Jeg kunne godt savnede bedre arbejdsforhold over hele linjen.”

Svært at sige nej i det vilde vest
En af de efterhånden store spillere i det, som både Frederikke Kampmann og Mathias Hedegaard kalder ‘det vilde vest’, er Copenhagen Opera Festival, der altså ikke har overenskomst med skuespillerforbundet.
“Jeg synes, det er mærkeligt, at en festival, der er støttet af både Kulturministeriet og Københavns Kommune, ikke følger den danske model,” siger Mathias Hedegaard og fortsætter:
“Copenhagen Opera Festival er i dag en rigtig stor arbejdsgiver for danske freelancesangere. Det er rigtig mange arbejdstilfælde, vi snakker om, så derfor har det betydning for os, at vi ikke arbejder under ordnede forhold.”
Skuespillerforbundets jurister er ofte i kontakt med medlemmer, som bliver tilbudt ansættelse på operafestivalen:
“Vi er blevet mere opmærksomme på de uhensigtsmæssigheder, der er i vilkårene, og det har at gøre med lønniveauet og løn under sygdom – altså sådan helt traditionelle overenskomstmæssige ting,” forklarer Kim Hansen.
Det har ved tidligere lejligheder ikke været muligt at nå til en fælles forståelse mellem de to parter. Efter deres seneste møde i januar har forbundets juridiske afdeling modtaget et bud på en standardkontrakt fra festivalen. Det er dog stadig for tidligt at sige, om parterne kan nå til enighed:
“Det som er vigtigt for os, hvis vi går ind i sådan en kamp for at få en overenskomst eller en standardkontrakt, som vi synes er god, er, at der også er opbakning fra operasangerne. Det nytter ikke noget, at de siger ja til nogle andre vilkår,” understreger Kim Hansen.

Huller i kalenderen
Mathias Hedegaard er enig med skuespillerforbundets direktør, men møder samtidig mange frustrerede sangere:
“Det store problem er jo, at selv om de så henvender sig til forbundet og får juridisk hjælp med deres kontrakt, så kan forbundet kun ‘henstille til’, at kravene bliver opfyldt. Vi kan aldrig nogensinde kræve det af arbejdsgiveren, når der ikke findes en overenskomst. Og er du nyuddannet sanger, eller har du ikke noget at lave, så siger du selvfølgelig ja til det arbejde under alle omstændigheder. Men det betyder desværre også, at det bliver vanskeligt at opnå en forandring.”
Frederikke Kampmann har en enkelt gang sagt nej til et job på operafestivalen på grund af for lav løn. Hun har haft stor glæde af at bruge skuespillerforbundets jurister i kontraktspørgsmål, men har også oplevet, at hendes kolleger fik aflyst en forestilling på et af de mindre egnsteatre, efter at sangerne i fælles front havde stillet større krav til deres ansættelse:
“Det er selvfølgelig superærgerligt, for jeg er sikker på, at de sangere hellere ville have haft en produktion i kalenderen end ingen produktion i kalenderen – også selv om det måske ikke er den løn, de ønskede. For så står du pludselig med en tom kalender med to måneders varsel. I operabranchen er ting jo som regel planlagt langt ud i fremtiden, så med sådan et kort varsel, er det ikke sikkert, du får fyldt de huller ud,” forklarer hun.