Maria Stenz’ arbejdsliv har indtil videre budt på tv for børn, teater for voksne, en direktørpost på et teater og et gigantisk pophit. Og helt utroligt meget mere i indtil videre seks årtier.

Af Jacob Wendt Jensen
Portrætfoto: Lærke Posselt

Som for mange andre både før og efter Maria Stenz var de første skridt imod at blive skuespiller søgende og famlende. På Krogerup Højskole spillede hun allerede avancerede teaterstykker. Det gav blod på tanden og hun begyndte at læse hos Gerda Flagstad. Alligevel glippede det at komme ind på både Det Kongelige Teaters Elevskole og Privatteatrenes Elevskole. Siden gik vejen omkring Palle Huld, der dog var mere kendt for at ville være de unge kvindelige aspiranters modne bejler end egentlig skuespillerlærer. Stenz takkede nej og konkluderede, at hun var for alternativ til elevskolerne. Hun opgav dog ikke af den grund.
“I stedet lavede jeg en hel masse andet og fik barn både som 25-årig og 26-årig. Det var næsten som at få tvillinger, så jeg strammer ballerne som mor. Gennem venners venner – hvoraf mange var billedkunstnere og musikere – kom jeg i kontakt med Det Lille Teater, hvor Vibeke Gårdmand huserede.”
Teatret blev grundlagt i 1966 og var det førende teater for børn mellem to og otte år. Den forestilling fra de første år, der står tydeligst i Maria Stenz’ erindring, er Benny Andersens ‘Den hæse drage’ (1969).
“Jeg skulle på et tidspunkt vise noget uhyggeligt for børnene, så de ikke blev bange, og det førte til, at en østrigsk instruktør spurgte, om jeg ville være med i Benny Andersens stykke. Det var med dukker, der var større end mennesker. Jeg troede ikke, jeg kunne, for jeg havde aldrig prøvet det før, men det blev en stor succes.”
Sådan gik det slag i slag med andre udenlandske instruktører som for eksempel Staffan Westerberg.

Grænser for dansktopmusik
Plader med forskellige børneteaterstykker – blandt andet ‘Ali Baba og de 40 Tyve Røvere’ – førte til optrædener i Danmarks Radios børneprogrammer, og de vakte samtidig yderligere interesse hos pladeselskaberne, hvor man faldt for Maria Stenz’ stemme.
“Det ene skridt tog det andet, og egentlig syntes jeg ikke, jeg kunne noget som helst, men det kunne jeg jo så alligevel, selv om jeg kun var selvlært. Først børneteater, derefter fjernsyn for børn og siden voksenteater.”
Melodien er svensk, men teksten til ‘Hvor er alle drømmene?’ fra 1973 er forfattet af den meget produktive tekstforfatter Thøger Olesen, der skrev godt med både venstre og højre hånd og næsten lige så hurtigt med dem begge
“Sangen er nu altså meget sød, og jeg synger den stadigvæk, men alt i alt er jeg nok alligevel glad for, at det ikke blev til mere dansktopmusik for mig. Jeg syntes, jeg som 26-årig lød som et lille barn og ikke som en voksen kvinde. Og da man ville have mig til Tyskland og synge dansktop, sagde jeg stop. Thøger Olesen skrev også selv ting fra bunden, der aldrig er udgivet, og de var vanvittigt gode. Han var en stor og høj vidunderlig mand. Varm og glad og med stort skæg. Mange har meget at takke lige netop ham for, om så det var Peter Belli eller Povl Dissing.”

Kollektive tanker
Succesen kom på alle hylder næsten samtidig.
“Fordi jeg jo havde familie med mand og børn, gik det næsten for stærkt med karrieren. Du kender godt den der reklame med eddiken? Lagermanns eddike med den tykke agurk og den lille, der går på krykker. Jeg var nærmest den lille, der gik på krykker. Sådan følte jeg det. Heldigvis var jeg ud af en børneflok på syv, så nogle af mine søskende har hjulpet mig med at passe børn, ligesom min mor og svigermor har. Det var især slemt, når jeg skulle på turné.”
Derfor satte Stenz grænsen for, hvad hun kunne nå og flyttede i kollektiv.
“Vi solgte vores hus og flyttede ind i Kloen på Chr. Winters Vej 7, der stadig er et kollektiv i dag. Det er en kæmpestor villa, og da min daværende mand og jeg blev skilt, fik vi indført, at det hele skulle fordeles som stykkerne af en lagkage, hvor stykkerne ikke kunne købes og sælges, men kun kunne bruges af dem, der boede på stedet. Det var en form for socialisme, som gjorde, at folk siden troede, at jeg var den værste røde Satan.”
I huset boede en blanding af udlændinge der var blevet gift i Danmark, seksuelle minoriteter og mennesker i mange forskellige kunstneriske fag.
“Gud ske tak og lov for det – for vores børns skyld.”

Dubbing for cool cash
I tv lavede Maria Stenz ‘Legestue’ både alene og med Lasse Lunderskov, ligesom det blev til en del børne-tv med Per Nielsen.
“Jeg har aldrig følt mig som en fin skuespiller. Det er jeg jo heller ikke. Jeg er ikke spor fin. Det har jeg aldrig opfatte mig som. Jeg syntes, det var sjovt at lave tv til børn. Jeg var til en prøve sammen med nogle andre, og de tog så kun mig.”
Med sin profil fra børnefjernsyn blev Maria Stenz også attraktiv i forhold til at lægge stemme til plader for børn. Blandt andet på samlebåndsproduktioner, der blev styret af skuespiller Peter Kitter.
“Han ringede til mig engang og spurgte, om jeg ville være med til at lave lydbånd. Og det gjorde jeg så. Det var noget med, at man tog op og sad i Havnsø i et studie, og så boede man der i to nætter og i tre dage, hvor vi lavede ti bånd ad gangen. Bagefter fik man så en dynge sedler i hånden. Og farvel og tak for denne gang!”
Siden har Maria Stenz mødt forældre, der var så trætte af hendes stemme, fordi deres børn for eksempel havde hørt det samme bånd hele vejen ned gennem Tyskland på vej mod en fjern sommerferiedestination.
“Jeg forstod dem godt!”
Siden flyttede Maria Stenz med sin nye mand, Jens Nauntofte, til USA i 1985. Hun søgte legater og gik på forskellige sang- og skuespilkurser i New York, mens Nauntofte boede i Washington, hvor de sås i weekenderne.

Op på den sorte hest igen
Som skuespiller optrådte Maria Stenz ofte på Café Teatret, og det er det teater i København, hun savner mest i dag.
“Det var lykkelige år på Café Teatret, hvor vi blandt andet lavede nogle litterære kabareter. Du aner ikke, hvor mange skuespillere, der savner det teater i Skindergade. Vi er så mange, der har fået chancer derinde. Det er helt utroligt. De fire, der havde scenen, kom fra Fransk Studiescene, og de lejede lokalerne af en bank og fik udvidet nogle gange.”
I 1988 blev Stenz chef for Teatret ved Sorte Hest, sammen med Birgitte Kolerus, og siden fortsatte hun alene helt til 2012. “Da jeg kom til teatret, var det på nippet til at lukke. Kolerus bad mig hjælpe hende. Alt i mit liv er kommet sidelæns til mig. Jeg vil tro, at Birgitte spurgte mig, fordi vi havde arbejdet vanvittigt godt sammen tidligere. Skuespillere kender jo hinanden – enten fra en lillebitte ting i radioen eller noget større på et teater,” husker Stenz og uddyber:
“Økonomien hang ikke rigtigt sammen på teatret, så vi satte os ned og besluttede sammen med Teaterrådet, som ikke gav noget til teatret, at hvis vi selv kunne holde det flydende fra sommerferien og til den efterfølgende jul, så kunne vi køre videre. Derfor gik jeg ud og spurgte alle de gode kolleger og venner, jeg havde – alle store stjerner – om ikke de ville komme og lave en aften gratis, hvor publikum ville få mad bagefter.”
Bent Mejding og Susse Wold stillede op, Ulrik Cold og Edit Guillaume ligeså og Povl Dissing med Tom McEwan og flere til. Derefter var der nok til huslejen, og så begyndte det langsomt at kunne køre igen for Teatret ved Sorte Hest.

Fyldte sale igen
Derefter skulle Stenz og Kolerus lægge nyt repertoire.
“Den slags finder man jo ud af. Til at begynde med trak jeg trak på mit netværk og fik blandt andet fat i nogle gode svenske stykker. Vi havde det problem, at der var bz’ere i området, så der var en del mennesker, der ikke turde komme i teatret. Men det holdt heldigvis op, og så fik vi en enkelt succes og derefter en til, og da vi fik Aksel Erhardtsen til at komme over fra Aarhus for at spille ‘Sibirien’, væltede folk pludselig ind. Når der kun er én mand på scenen, tjener teatret jo lidt mere.”
Teatersalen på Sorte Hest så dengang ud, som den gør i dag. Der er plads til 100, men Stenz kan ikke udelukke, at der indimellem sad op til 120.
“Det er jo ikke mange, når vi taler om et teaters økonomi, så vi kunne ikke eksistere uden støtte. Heller ikke selv om vi lejede ud til andre, de dage vi ikke selv spillede. Jeg havde en fantastisk god bestyrelse, som sagde, at jeg gerne selv måtte arbejde udenfor teatret, og vi kunne også invitere små gæstespil. Selv var jeg med i et enkelt stykker hvert år – højst to. Det blev en sport at få teatret til at køre. Ofte gik det sådan, at når et par skuespillere havde fået succes med deres stykke hos os, så kunne de tage på turné med det og så først der tjene gode penge. Det skete for eksempel for Anders W. Berthelsen og Jens Jørn Spottag med stykket ‘Enigma Variationer’. Det gav ingen penge til vores teater, men det gav skuespillerne gode grunde til at være hos os i en stuvende fuld sal, hvor de fik deres stykke godkendt og testet igennem, og det var godt for dem, inden de tog på turné.”

Fra intim scene til stor scene
Blandt de stykker Stenz selv var med i på Sorte Hest, var blandt andet Becketts ‘Slutspil’ og en del kabareter.
“Jeg optræder stadig selv, men jeg gør det efterhånden mindre og mindre. Det erhårdt at optræde hver aften, så det er rart, når man indimellem ikke skal på scenen. Rummet på Sorte Hest har været et godt sted at arbejde. Det er jo en lillebitte scene, så en reaktion kan virke meget voldsom, men den er samtidig nødvendig for at skabe kontrast og dynamik. Når du derefter tager på turné med et stykke fra Sorte Hest, handler det om at skrue lidt op, og det var selvfølgelig helt anderledes at optræde på for eksempel Grønnegårdsteatret eller på Gladsaxe Teater i sin tid, som jeg også gjorde blandt andet i ‘Les Miserables’.”
Maria Stenz fortsætter:
“Glæden ved at være skuespiller er at få publikum med, når jeg fortæller en historie. Der hvor jeg kan mærke, at de lytter nede i salen, og de er med mig. Når de griner og græder med mig, og hvor jeg ikke distancerer mig, så der opstår en vekselvirkning. Jeg elsker bare at fortælle historier, og jeg har også været vanvittig meget ude og læse højt med en pianist, hvor jeg synger indimellem. Jeg går altid ned blandt publikum og laver en eller anden konkurrence, hvor de kan vinde et stykke chokolade. Det er virkelig sjovt.”

Ikke stille dage i Paris
Maria Stenz kan godt lide at blande sig med publikum.
“Det kan jeg slet ikke lade være med. Jeg er sådan en type. Det kan du jo godt mærke. Der er jo ingen grund til at gå ud og lave noget teater, hvis ikke vi er sammen med publikum om det. At publikum så kan huske mig fra andre meget forskellige sammenhænge, må jeg forsøge at se bort fra. Jeg har da prøvet at blive kaldt for ‘Trille’ en gang eller to.”
Generaliebladet dækker seks årtier – fra 1970’erne og frem til i dag – og det betyder også, at der er mange forskellige slags arbejde som skuespiller stående på det. For eksempel var hun med i Jens Jørgen Thorsens film ‘Stille dage i Clichy’ (1970).
“Jeg kendte både Jens Jørgen Thorsen og Jørgen Nash fra et galleri, hvor jeg kom som helt ung. Dengang var jeg meget interesseret i arkæologi og kom hos en mand, som solgte dansk og afrikansk kunst på sit kunstgalleri. Der mødte jeg både Thorsen og Nash. Engang kom Thorsen hjem til min mor og far og spurgte, om jeg ville skrive nogle digte, der siden blev trykt på sådan nogle store glittede ark. De kom med på en kunstudstilling, og senere kom Thorsen og så mig på teatret. Han ledte efter en til at spille hovedrollen, men jeg var for gammel, og så endte jeg med at være med i en mindre rolle som en af dem, hovedpersonen går i seng med. Vi havde det sindssygt sjovt i Paris, hvor det var det rene anarki. Blandt andre med Lisbet Lundquist på et hotel, der hed Louisiana, hvor vi alle sammen boede.”

Fortryder ikke noget
Hun har aldrig savnet at være uddannet skuespiller – sådan helt officielt.
“Gennem tiderne har jeg gået på en masse kurser. Vanvittigt mange kurser, faktisk. Når jeg overhovedet havde tid, fandt jeg noget spændende at lære. Fra naturens hånd har jeg altid haft en god stemme og en kraftig stemme. Og så har jeg kunne gå og stå uden at falde eller gå ind i møblerne.”
Maria Stenz er ikke typen, der overdriver sine talenter, men da jeg selv forsøger med tillægsordet ‘elegance’ for at beskrive hende, nikker hun dog alligevel som tegn på et ‘ja’, inden hun tilføjer:
“Læg dertil en udmærket fantasi. Jeg har sikkert også haft en vis udstråling og en evne til at indfange folk.”
Jeg fisker lidt efter at indkredse den fornemmelse i kroppen, som skuespillet har efterladt.
Er du en ufrustreret skuespiller?
Stenz griner og svarer:
“Jeg er i hvert fald ikke frustreret! Om jeg så er forløst, ved jeg ikke rigtigt. Men jeg har det virkelig fint med det, jeg har lavet. Jeg kan godt som Edith Piaf sige, at jeg ikke fortryder noget. Og det lidt, jeg laver nu om dage, passer mig strålende.”

Svært med travlhed som ung
Der gik dog et halvt skuespillerliv, før Maria Stenz forstod at skrue ned.
“1970’erne og 1980’erne var meget travle. De to årtier var lige ved at tage livet af mig. Og det er ikke engang løgn. Jeg har ofte tænkt over, hvorfor man ikke får stoppet i tide. Jeg ved ikke helt, om det er grådighed, der gør, at man ikke kan sige nej. Eller hvad det er? Jeg kan tydeligt huske, hvordan vores læge kom, efter jeg var gået ned med flaget under en prøve. Altså virkelig gået ned, hvor jeg havde kastet op og den slags. Lægen besøgte mig hjemme, og han gav mig simpelthen en indsprøjtning, og så sov jeg i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg fik simpelthen ikke lov til at gå på arbejde.”
Siden faldt arbejdsmængden. Blandt andet noterede Stenz, at hun fik færre tilbud om at arbejde, da hun blev gift med Jens Nauntofte, end da hun var single i nogle år før.
“Jeg tænkte sådan set først på det bagefter, men der var masser af mænd, der gerne ville have mig med i forskellige radioprogrammer med visesang og den slags. Jeg forstod det ikke rigtigt, men da efterspørgslen faldt, efter jeg blev gift, slog det mig, at det nok har været, fordi nogle af mændene var lune på mig. Bare fordi man er venlig og sjov! Det var en lidt mærkelig mekanisme.”
Som skuespiller står man alene med sine talenter, som det handler om at bruge.
“Nogen har haft mere dramatisk talent end jeg. Andre bliver kun brugt som unge, og så løjer efterspørgslen af. Når man tænker på, hvordan det kan udvikle sig, synes jeg, at jeg har fået lov til at lave mange forskellige ting. Ofte i kraft af at være med i en teatergruppe.”

Jeg er ikke rød
Stenz tager gerne stadig imod en rolle. Hvis hun altså mener, hun kan honorere den.
“Jeg kan ikke længere lære teksten til en stor rolle i løbet af for eksempel en måned. Så skulle der i hvert fald være en, der nærmest sad og piskede mig. Som ældre lærer man langsommere.”
Er du et politisk menneske?
“Jeg har stor respekt for håndens arbejde, men det betyder ikke, at jeg har disrespekt for åndens arbejde. Det er meget svært for mig at svare på, fordi jeg er blevet beskyldt for at være rød. Det stammer fra, da jeg boede i kollektiv, og fordi jeg har sunget Wolf Biermanns sange på plade. Erhard Jacobsen var meget vred på mig tilbage i sin tid. I stedet for rød vil jeg vil betegne mig selv som samfundsbevidst og ikke-udnyttende. Det er langt fra det samme. Da jeg boede i kollektiv, oplevede jeg, at der sad 25 mennesker i et hus, og hvis man sagde et pip imod det mandsdominerede samfund, eller pippede om at det var for meget, når det hashrygende folk spiste børnenes madpakker til næste dag, blev man jordet. Totalt jordet.”
Men det var ikke mændene med billeder af diktatorer, der var de værste. Det var dem, der selv udøvede magt.
“Mange gange har jeg været ude for, at mænd med magt ville have noget af mig. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel. Jeg fik engang tilbudt en rolle som russisk agent i en film og blev inviteret ind på et kontor, hvor vi skulle snakke om rollen. Der bad fire mænd på den anden side af bordet mig om at smide tøjet. ‘Hvorfor skal jeg det?’ spurgte jeg. Jeg havde jo ikke hørt noget om, at jeg skulle være nøgen i filmen. De sagde ‘vi vil godt lige se grundigt efter, for der havde været en anden med en masse ar på underarmen’. Det var en dansk film, og det var i 1970’erne, og det blev et hurtigt ‘nej tak’ fra mig. Hvis det skulle være på den måde, så kunne det være lige meget.”