Egentlig følte nu 29-årige Hjalte Gustavussen sig godt forberedt til 2022-virkeligheden som nyuddannet skuespiller. Han vidste, at det blev hårdt arbejde. At han skulle knokle for mulighederne. Og han var klar. Med nyslået eksamensbevis fra Panorama Academy i baglommen og en agent skulle vejen ind i branchen nok vise sig.

Af Kristine Høeg

“Jeg havde helt sikkert regnet med, at jeg skulle knokle for det. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være så svært bare at komme til audition. Jeg havde nok en tro på, at hvis du kan dit fag, og du er god og er en fed person, så skulle der nok være døre, der åbnede sig. For jeg kan jo godt. Jeg har lige spillet Hamlet i en BBC-produktion. Men ikke engang dét lader til at være en adgangsbillet.”
Hvis ikke Hjalte Gustavussen lander nogle flere eller bedre betalte roller, er han i farezonen for at ryge ud af forbundet. Også selv om han netop har afsluttet indspilningerne til hovedrollen i en kortfilm fra en prisbelønnet amerikansk instruktør. Taktikken er ellers knivskarp – han arbejder på sit fag hver eneste dag, mailer med faste intervaller til teaterchefer, instruktører og castere, træner teknikker og opdaterer showreel og billeder.
“Jeg synes faktisk, de på skolen var ret gode til at sætte os ind i den realitet, der ventede os, og lærte os om tilgangen til branchen. Det var ingen hemmelighed, at vi er nødt til at lægge os i selen for at lykkes. Så jeg forstår godt systemet, men det er meget svært at få lirket døren op til teatrene,” mener Hjalte Gustavussen, der beskriver, hvordan han kan skrive til et hav af castere og kun får få svar retur.
“Jeg tror, det handler om, hvad man plejer at gøre i branchen. Der er jo rift om jobbene, og det betyder, at der bliver castet i gruppen af dem, der kender nogen, eller blandt de navne, som folk kender. Men det betyder jo også, at vi som branche risikerer at lukke os om os selv – at det bliver forudsigeligt.”
For Hjalte Gustavussen betyder det længere perioder uden job:
“Jeg er megataknemmelig og stolt over det, jeg har lavet allerede nu, men jeg føler mig også lidt som en bokser, der har trænet og trænet uden at komme i ringen. At blive set på giver en særlig og vigtig erfaring – det mærkede jeg, da jeg var på Hamlet, hvor jeg var den eneste ‘ukendte’ skuespiller.”