Hvordan får vi scenekunstens rammer ind i 2024?

Nogle gange får du en kæmpe åbenbaring af at læse en bog eller af at se en film eller et teaterstykke. Og nogle gange får du det modsatte; en mere tvivlsom oplevelse, hvor du måske undrer dig over, hvorfor der blev brugt ressourcer på det. Heldigvis hører de sidste til sjældenhederne – men alligevel stødte jeg på en forleden. Det foregik på Kulturens Analyseinstituts hjemmeside, hvor jeg kunne læse en ‘brancheanalyse’, hvor ‘branchen’ skitserede udfordringerne for dansk scenekunst – og nogle af løsningerne.

Her kunne jeg bl.a. læse, at man anser overenskomsterne for forældede – og som en af løsningerne anbefaler man et regeringsindgreb mod 75-dagesreglen!

Lad mig først og fremmest slå fast med syvtommersøm: Ingen af de kunstnere, som er med til at skabe indholdet på scenerne, eller som har indgået overenskomsterne med teatrene, er blevet spurgt eller har været en del af denne ‘brancheundersøgelse’. Så jeg undrer mig i den grad over, at en statslig undersøgelse på den måde agerer ufiltreret videreformidlingskanal for en så ensidig udlægning af scenekunstens udfordringer.

Der er ingen tvivl om, at der brug for en scenekunstreform. Der er heller ingen tvivl om, at det er en enig branche, der ønsker det. Men at argumentere for, at det er overenskomster, og dermed den danske model med aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der er hovedudfordringen for dansk teater er en både farlig og ikke-bæredygtig måde at løse branchens udfordringer på.

Det, analysen i virkeligheden siger er jo, at hvis teatrene skal leve op til de standarder og ordnede forhold, som arbejdsmarkedets parter har aftalt, så er de økonomiske rammer ikke nok. Og det kan vi sagtens blive enige om! Men at ville løse sine økonomiske udfordringer ved at forsøge at få dem, der leverer indholdet til at arbejde på endnu ringere vilkår, er ikke en modernisering. Og det bør slet ikke være noget, som Kulturens Analyseinstitut inddrager som en løsning, eller være en holdning, som de stiller sig bag.

Derfor vil jeg gerne være tydelig om, hvor Dansk Skuespillerforbund står i den her debat:
1. Vi har brug for en scenekunstreform. Og vi skal som samlet branche formå at anerkende parternes forskellige dna, og alligevel gå sammen om det vi kan blive enige om.

2. Vi har brug for nye, moderne overenskomster. For skuespillerforbundet betyder det fx bedre barselsrettigheder – og et bæredygtigt lønniveau, som afspejler lønniveauet i samfundet og ikke mindst det som freelanceansættelser betyder for jer medlemmer i form af usikkerhed og ringere mulighed for at passe ind i arbejdsmarkedets firkantede kasser.

Vi har tilbudt Dansk Teater den fleksibilitet, de efterlyser, men de har ikke været klar til at kompensere økonomisk for de konsekvenser, en sådan fleksibilitet har.

Uanset hvor hårdt vi i skuespillerforbundet vil arbejde for vores ønsker, så mener jeg ikke, at overenskomstens detaljer bør være del af den scenekunstreform, som vi og alle andre efterlyser. Min anbefaling til Dansk Teater og Kulturens Analyseinstitut er, at de skaber et reelt og dækkende overblik over, hvilke indsatser staten og kulturministeriet med fordel kan gøre for at hjælpe scenekunsten ind i det 21. århundrede. Dét vil vi gerne bidrage til – for så kan vores medlemmer måske også få nogle overenskomster, som matcher årstallet i kalenderen.