Jan Hertz var ‘for færdig’ til elevskolen, blev smidt ud og måtte gå den hårde vej – sin helt egen. Siden blev han både skuespiller, iscenesætter og teaterchef. Og så har han været chef for Dronning Margrethe.

Af Jacob Wendt Jensen
Portrætfoto: Lærke Posselt

Han er ikke i tvivl om, hvornår det gik op for ham, at han havde et fighter-gen, der nok skulle bære ham igennem. Jan Hertz. Også selv om det ikke altid var i sync med sin omverden.
“Året før jeg kom ind på elevskolen, havde jeg et meget spændende forår, hvor jeg flere gange var til interview med Leon Feder på Aalborg Teater. Han skulle tiltræde som direktør og tilbød mig at stå for børne- og ungdomsteateret. Samtidig kunne jeg få lov til at spille Perchik i ‘Spillemand på en tagryg’. Lige netop på det tidspunkt stod jeg et sted, hvor jeg for første gang i mit liv tænkte ‘hvad vil jeg?’. Jeg havde hjulpet andre med at komme ind på elevskolen. På må og få. Nu blev jeg altså nødt til at prøve selv.”
Med hjælp fra Birthe Backhausen og Søren Weiss kom Jan Hertz ind på elevskolen i Aarhus med klassekammerater som Kirsten Lehfeldt, Søren Spanning, Ole Thestrup, Bente Eskesen, Bent Vestergaard og Eva Rungwald.
“Jeg var forvirret på elevskolen. For jeg havde jo været ude i marken og prøvet meget – for eksempel havde jeg instrueret skolekomedier – så jeg var på nogle områder selvkørende, og så var der andre sider, som jeg kom til kort over for. Jeg kunne for meget – men alligevel for lidt. Jeg havde aldrig prøvet at plante et frø og væde det og set, hvad det kunne blive til – jeg havde ikke givet mig selv lov til det – men havde i stedet lavet min egen værktøjskasse.”
Allerede som dreng var Jan Hertz, uden at spørge sine forældre, gået til casting på filmen ‘Der var engang en krig’ (1966) med manuskript af Klaus Rifbjerg og til stykket ‘Hekseri eller blind Alarm’ samme år på Det Kongelige Teater. Han fik tilbudt at være med begge steder, men hans forældre satte sig imod, fordi de ikke syntes, Jan var god nok i skolen.

For færdig til elevskolen
I dag kan Jan Hertz godt se, at det var klogt nok, men dengang sårede det ham dybt.
“Jeg aner ikke, hvor min teaterinteresse kom fra, for jeg blev absolut ikke sparket i den retning af mine forældre. De var af den slags, hvor man skulle have sin studentereksamen, hvad jeg da også fik på Ordrup Gymnasium. Som barn var jeg meget alene og kunne godt finde på bare at sidde oppe i et træ – med mine eftertanker og et godt overblik. Jeg sad og fantaserede og skrev vel i virkeligheden allerede inde i hovedet, ligesom jeg skrev eventyr ned på papir. Men når det trak op til leg, skyggespil, teater eller noget med at klæde sig ud, trak det i mig, og så kom jeg ned fra træet.”
Og gennem alle børne- og ungdomsårene uddannede Jan Hertz så at sige sig selv i teatret og hele verden omkring det.
“Jeg ville sådan set gerne fordybe mig på uddannelsen og give mig selv, det jeg så brændende søgte. Efter et år tog andre beslutningen for mig om, at jeg skulle stoppe. De syntes, at jeg var ‘for færdig’. De syntes, jeg gik efter resultatet – og det gjorde jeg også. Jeg hørte godt, hvad der blev sagt, men min hjerne forstod det ikke. Den forstod kun, at jeg skulle prøve at være så god som muligt – yde mit allerbedste. Men det var jo netop det, jeg ikke behøvede at gøre på en elevskole, hvor jeg kunne være i proces, trække vejret og lære tingene fra bunden, men jeg havde for meget krudt i røven til det.”

Andre chancer
Jan Hertz husker stadig tydeligt den dag, hvor han blev bedt om ikke at fortsætte på elevskolen efter det første år.
“Jeg glemmer det aldrig. Man tog en konklusion fra mig. ‘Det har jo ikke noget med dit talent at gøre, Jan. Det har noget at gøre med, at du hele tiden søger resultater’ blev der sagt. Jeg forstod så bare ikke, at man først indkaldte mig, da året var omme i stedet for meget tidligere? Hvorfor lade mig køre mit løb, når man kunne se, at det ikke var af ond vilje? Så der blev jeg sgu gal på rektor Freddy Koch.”
Samme aften gik 23-årige Jan Hertz i byen med kammeraten Ole Thestrup, der drak Hertz fuld i porsesnaps, som han af samme grund ikke har drukket siden 1972. Han kom dog hurtigt i gang med andre teateropgaver. For eksempel hos Bodil Lindorff på børneteatret Filuren. Her skulle han stille dekorationer op og spille for børn. Det blev også til en opringning til Leon Feder på Aalborg Teater, der havde haft spurgt omkring på Jan Hertz allerede før tiden på elevskolen. Og selv om det gamle tilbud var forpasset, fik han et nyt. I stykket ‘Børsbaronen’, der skulle op i foråret 1973.
“Det gjorde, at jeg ligesom havde en sæson – og så var jeg for alvor i gang.”
Siden har Jan Hertz klaret sig forbilledligt uden officiel skuespilleruddannelse og bevist, at man sagtens kan lære noget på selve scenen. Instruktør og teaterdirektør blev han også. Han kan det meste, der efterspørges i branchen, men måske har hans profil været lidt mere utydelig end de fleste skuespilleres.
“Det er jo på en gang problemet og samtidig løsningen. Er det forbudt at være dygtig til flere ting? Ja! Kan han mon spille en rolle i en film den ene dag, når han instruerer andre skuespillere en anden dag? Eller når han var teaterchef? I den forbindelse er det min erfaring, at man kan blive for retningsutydelig.”

‘Cabaret’ som skæbne
Man kan også lære af at optræde med dygtige læremestre.
“Det var jo sådan, det var begyndt. Jeg siger ikke, det er sådan, det absolut skal være, for jeg havde nok haft rigtig godt af at være på elevskole. Den mest tydelige konsekvens, jeg har oplevet af dette, var da jeg gik til optagelsesprøve i Gøteborg til rollen som konferencieren i ‘Cabaret’. Instruktøren ville have en udefra, som publikum ikke anede, hvem var, fordi man på den led gjorde publikum behørigt usikre hver aften, når jeg kom ned af den der vindeltrappe. De anede ikke, hvad det der gespenst var,” husker Jan Hertz.
Musicalen ‘Cabaret’ havde på en måde forfulgt ham gennem årene.
“Uden jeg har villet det. Helt fra gymnasiet. Året efter jeg bliver student, blev jeg af Ordrup Gymnasium spurgt om, hvor vidt jeg ville instruere årets skolekomedie, og det var ’Cabaret’. Vi lånte kostumerne fra Allé Scenen. Sally Bowles blev spillet af Birgitte Bruun, der gik i 2.G på det tidspunkt. Hendes moster, Birgitte Price, kom og så stykket og skaffede mig ind som instruktørassistent hos John Price, og det var ikke så lidt af en masterclass. Jeg havde også hjulpet med opsætning af samme stykke på Gl. Hellerup med Søren Sætter-Lassen som en genial konferencier. Både før og siden har jeg sagt ja, når det har haft noget med ‘Cabaret’ at gøre,” siger Hertz og fortsætter:
“I Göteborg blev jeg spurgt, om jeg havde spillet mange seriøse roller i Danmark. Nej, egentlig ikke. Jeg begyndte bare at arbejde, og derfor så de mig mere som den, jeg i sin tid søgte ind på elevskolen for at blive. Det var en stor lise at blive set af nogle nye, der ikke havde fordomme. Vi er i 1988, og hvis ikke jeg var tiltrådt som chef for Amager Scenen, havde jeg også spillet Higgins i ‘My Fair Lady’ deroppe i 1989.”
I Sverige har Hertz medvirket i sammenlagt 20 produktioner, hvoraf halvdelen var med Eva Rydberg.

Amager Scenens sidste omgang
Men det blev Amager Scenen, som Hertz valgte. Han blev kraftigt opfordret af Jørgen Buckhøj, der selv ville gå af.
“Jeg har aldrig villet være leder, men det havde min forgænger Buckhøj heller ikke. Han ville bare sørge for, at teatret ikke lukkede. Det ville jeg også gerne. Det blev en spændende livsstraf og udfordring, som jeg havde så godt af. Folkeligt teater i øjenhøjde kan du ikke gøre overfladisk, for så bliver et ikke underholdende. Jeg var ikke en folkelig type, men jeg blev mere oprigtig i de år ved at beskæftige mig med det. At kunne tale med sit publikum er vigtigt.”
På forhånd var der en vis skepsis i forhold til, om Hertz kunne gøre ‘matadoren’ kunsten efter.
“Vi tog fat i det fra enden med sponsorer og så med et repertoire, der fyldte scenen. Med langt mere bredde og flere farver end bare at spille en farce med fem døre. Blandt stykkerne var ‘Landsmandliv’, ‘Frøken Nitouche’, ‘Stamherren’, ‘Sound of music’ og ‘Sommer i Tyrol’. Scenen var 16 meter bred, så det var nærmest som i widescreenfilm. Vi lod Rigmor Mydtskov fotografere stjernerne og hang portrætterne i entreen. Den slags huskede jeg selv, fra da jeg kom på Folketeatret som barn. Jeg åd det råt. Vi havde haft en belægningsprocent på 98,4 procent, da jeg stoppede efter syv år. Når det er gået allerbedst, har jeg aldrig været den, der kunne læne mig tilbage og nyde mig selv over resultatet. Så har jeg sagt ‘hvad vil du bruge det her til?’. Eller skal du videre? Vi havde skiftet betrækket på stolene og købt tre biografer i Amagercenteret, og så begyndte de at grave til metroen. Der kom rotter op af jorden, og det så jeg som et tegn om at stoppe.”

Kærlighed i Skarnkassen
I 1999 blev Jan Hertz headhuntet til at være underholdningschef i Tivoli.
“Entreprenøren med salgsnæsen havde brug for en kunstnerisk leder. Det var godt set, at han valgte mig. Efter knap tre år døde jeg dog i administrationen, men min hovedopgave undervejs blev at rationalisere Pantomimeteatret, og det lykkedes med sværdslag. Undervejs skulle vi huse dronningen med hendes første opgave. Vi havde en kunstnerisk sparring ud i det scenografiske med ideer. Jeg oplevede en dybt fokuseret og engageret dronning – ned til mindste detalje. Hatten af for hendes indgang til tekstiler og til den enkelte karakterrolle. Jeg spurgte simpelthen mig selv, om hun havde arbejdet om natten, kan jeg huske.”
Opført blev H.C. Andersen-balletten ‘Kærlighed i skarnkassen’, som den kom til at hedde,
“Vi spurgte dronningen, hvad hun syntes, balletten skulle hedde. Hun sad ved sit sofabord og sagde ‘det er meget morsomt, man bliver spurgt om det, når man har arbejdet på det i flere søndage. Man kunne jo kalde den for ‘Kjærestefolkene’ med ‘j’ – ligesom H. C. Andersen – men så ville folk sige, vi var snobbede. Så det gør vi ikke. ‘Toppen og bolden’ kan vi ikke kalde det, for det er ikke den fulde sandhed, og ‘Flipperne’ heller ikke, for det er en blanding af det her med at være oppe og nede i samfundet. Jeg får lyst til noget, og nu siger jeg det ligeud af hjertet. Jeg synes, vi skal kalde det ‘Kærlighed i skarnkassen’. Så er vi dernede, hvor det klæder os alle sammen at være’.”
Krukkeri var der ikke meget af hos majestæten:
“Dronningen ankom med H. C. Andersens værker og en tegneblok. Bum! Hun havde glædet sig til samarbejdet, og sagde så ‘jeg vil bare lige sige, at det kan godt være, man er landets fuldstændig berømmede og udmærkede leder, men derfor kan man jo godt være en fatalt talentløs scenograf. Så vil I ikke være søde at sige jeres mening, selv om jeg godt ved, det er svært’.”

Ikke en parodi
Jan Hertz har siden 1980 optrådt som Dronning Margrethe, og han har insisteret på at skrive en ny tekst hver gang – til netop den lejlighed der nu var tale om, og til den tid han befandt sig i. Det er blevet til knap 800 på omkring 45 år
“Det har kraftpetervæltemig været et hestearbejde. Det må nemlig ikke være som i en revy, selv om det startede i Esbjerg-revyen i 1980. Jeg ophørte hurtigt med at parodiere hende, fordi hun selv blev dygtigere til sit job. Jeg gør noget andet – jeg opfører mig, som om jeg er hende. Det skal være underholdende og indholdsrigt med kant, som når dronningen selv taler. Jeg er klædt ud, og billedligt talt kan man sige, at den paryk jeg bærer, er af ægte hår.”
Da Margrethe fyldte 50 år, blev Hertz spurgt, om han ville danse hendes del af en trio, hvor to andre var Benedikte og Anne-Marie. I al hemmelighed blev nummeret indstuderet, hvor der blandt andet blev danset ‘Napoli’. Bagefter blev Jan Hertz inviteret til en privat middag på Marienborg sammen med omkring 40 andre.
“Det var virkelig hyggeligt – med alle sportsvennerne og nogle af de andre optrædende fra tv-fejringen, som for eksempel Edith Guillaume og Michala Petri. Undervejs kom jeg og hun pludselig til at stå overfor hinanden, hvorpå hun udbryder: ‘gud, der er De jo!’, og det røg så ud af munden på mig ‘ja, tak i lige måde!’. Vi fik så kaffe og avecer. Senere på aftenen ville Prins Henrik gerne have, at jeg efterlignede dronningen, men det gør man jo ikke bare sådan lige. Sveden sprang fra min pande. Han fortsatte opfordringerne og foreslog endda, at vi kunne hente en af hendes egne kjoler. Det lykkedes mig at undvige, og i stedet gik jeg hen til dronningen og fortalte, at jeg syntes, trinene til ‘Napoli’ var svære at danse i høje hæle. Dronningen sprang ud på gulvet, viste selv trinene og gav mig ret. Og derefter sagde hun noget, der gjorde mig glad – ‘jeg var meget glad for deres parodi, og jeg vil gå så vidt som til at sige – det var ingen parodi. Jeg så jo mig selv. Anne-Marie hang ud over balkonkanten af grin, og prinsesse Benedikte grinede så meget, at hendes mascara hang nede på knæene’.”

For lidt skuespil
Oprindeligt var Jan Hertz udset til at overtage familiefirmaet, juvelerbutikken P. Hertz i Købmagergade, men han havde slet ikke lyst.
“Det har jeg aldrig villet, og der var tavshed i stuen, da det kom frem. Min energi har altid været lystbetonet. Hvis jeg ikke har ild i røven eller ild i flammen, hvordan søren skal andre så få det? Så jeg har altid besluttet mig for, også når jeg var arbejdsgiver og sådan noget, at stå frem, have humør eller blive væk. Folk er nødt til at mærke, at ham der, ham bliver de nødt til at følge, for han vil noget. Den hardcore businessside af tingene lærer jo også en at få fart på. Men det kan være svært at holde sig relevant, fordi det er andre, der bestemmer, hvad man skal være med i som skuespiller,” siger Jan Hertz og fortsætter:
“Da Erik Clausen ringede til mig og spurgte, om jeg ville have en lille rolle i ‘Mennesker bliver spist’, sagde jeg ja, næsten inden han havde talt færdig. Jeg spillede en tyggegummifabrikant, der bor i Frankrig med sin alkoholiserede kone, spillet af Katrine Jensenius. Rasmus Botoft spurgte mig i den forbindelse, hvorfor jeg ikke blevet brugt meget mere på film. Jeg er jo lykkelig, når jeg laver sådan noget, men folk har formentlig troet, at jeg lavede alt muligt andet. Og så har jeg aldrig bevidst været med i kliker for at få arbejde. Jeg har drukket mig for lidt fuld sammen med andre på Alleenberg. Jeg har aldrig været arrogant, men nogen har måske syntes det. For h…, jeg har en svensk mor og en jødisk far, og en mormor, der er født i Great Britain, som hun siger ‘no, I’m not English, I’m British-born’. Altså, det har jo ligget i mit gen.”

Den nøgne sandhed
Selv om der har været meget revy i Jan Hertz’ liv, er han dog holdt op med det – i en alder af efterhånden 75 år.
“I revyen sætter du virkeligheden på spidsen. Jeg både hader det og elsker det. Fordi det kan laves med smag. Og det kan laves med for lidt smag – og med den formulering er jeg venlig. Jeg sagde nemlig ikke ‘uden smag’. Mit mål har altid været, med en vis form for elegance, at udlevere folk, så publikum kan få lov at tænke den sidste bid selv. For mange serverer det hele på et bræt, så det uæstetisk bliver hældt ud over publikum, og man dermed tror, at man er mere underholdende. Men gu’ er man ej. Det er ligesom med et isbjerg. Isbjergets kolossale magt beviser det, ved at der kun er en tiendedel over vandet – det er i de ni tiendedele under vandet, fylden findes, og det er det, der skaber magten. Når revy er godt, er det jo ny dansk dramatik i sin helt rå form og med rækkefølgen af numrene kan du tage fejl og misse et godt nummer, og du kan højne et mindre godt nummer, fordi det ligger rigtigt i rækkefølgen. Efter mange revyer og produktion af Revyernes revy i syv år, syntes jeg bare, at nok var nok.

Hvad er dit ønskescenarie i de næste år?
“At jeg må komme ud i arbejdsforhold i samspil med andre, i noget jeg ikke har prøvet før. Med kreativ frihed, hvor jeg skal byde ind til fordel for det fælles skabte resultat. Jeg har måtte gå den hårde vej ,og jeg er klar til den nøgne sandhed – helt ind til benet. Fordi det har jeg overskuddet til det nu. Jeg synes ikke, jeg sidder og bliver melankolsk som en gammel mand. Jeg sidder, som om jeg er midt i tingene, og sådan har jeg det. Jeg har fugt under armene af iver.”