Hans Henrik Clemensen har været vidt omkring i løbet af mere end 50 års arbejde som skuespiller. Ud og ind gennem eksperimentalteater, politisk teater og børneteater. Der har med årene indfundet sig en ro i arbejdet med at udtrykke sig, så man som publikum sidder, og vil have mere af manden, der har haft så forskellige ledestjerner som Arne Skovhus, Dario Fo og Dirch Passer.
Af Jacob Wendt Jensen
Bragt i Sceneliv #2 2024
Den barndom Hans Henrik Clemensen havde, var fyldt med teater. Han faldt ikke selv i gryden som spæd, men han så nysgerrigt til, mens stribevis af teaterfolk rørte i den.
“Min mor havde en viktualiebutik, og hun sendte mig i gymnasiet, selv om det ikke var noget, man gjorde hjemme i gården på Øresundsvej på Amager. Det var jeg utrolig glad for. Samtidig har jeg altid været fascineret af teater, og det er også takket være min mor, for hun var abonnine på Det Kongelige Teater. Og så kendte hun en kontrollør på teatret, Andreasen. Især når der var det, man kaldte ‘rød plakat’ – når den planlagte forestilling var aflyst, og de spillede noget andet i stedet – kunne jeg komme ind og se med. Alene. Jeg var kun en otte-ti år. Så var det bare ned og med sporvogn nummer to, der standsede foran teatret. På den led så jeg alt mulig forskelligt. For eksempel Jørgen Reenberg med ‘Admiralens vise’. Ham blev jeg en meget stor beundrer af,” fortæller Hans Henrik Clemensen.
I dag er Clemensen 75 år og har være skuespiller i mere end 50 år. Både på teaterscener og i tv-serier og film dukker han ofte op med interessante og vedkommende bud på anløbne machomænd i jakkesæt og slips.
Kafka i et abstrakt lys
Clemensen lærte således at se teater, men ét er selvfølgelig at gå ind og se teaterstykker som dreng. Noget andet er på et tidspunkt at få en særlig smag og en bevidsthed om kvalitet.
“I gymnasiet var vi helt vilde med 1960’ernes franske nybølgefilm af Truffaut og Godard, og vi var meget eksistentielle. Jeg har altid været fascineret af fransk kultur. Efter studentereksamen tog jeg til Frankrig og boede et år i Grenoble. Der var gang i den dernede med studenteroprøret, og det skabte en politisk bevidsthed, som jeg ikke havde haft tidligere. I gymnasiet var jeg medlem af KG – Konservative Gymnasiaster. Efter oprøret i 1968 blev jeg ræverød. Samme efterår kom jeg med i en teatergruppe, der hed Christianshavns Gruppen.”
I denne mellemting mellem at være amatør og professionel gik det meste af tiden med tillidsøvelser.
“Vi øvede i meget, meget lang tid, inden vi i maj 1969 lejede Hit House, altså Aveny Teatret, der på det tidspunkt mest blev brugt til rockkoncerter med blandt andre Peter Belli. Der opførte vi forestillingen ‘Jamen’, der var baseret på en novelle af Franz Kafka. Stykket var meget abstrakt, og det handler om, hvordan vi mennesker forvandler os til det negative. Vi begyndte forestillingen med at ligge helt nøgne i lyset. Derefter fandt vi ‘tøjet’, som vi langsomt tog på, mens vi undrede os over, hvad det nu var for noget? Ingen havde set noget lignende på det tidspunkt.”
Stykket blev en stor succes med ventelister og spillede mod forventning mere end 20 gange.
Med ironi på trods
Men Hans Henrik Clemensen opdagede også hurtigt, at det kunne gå den anden vej. For eksempel med det andet stykke i Christianshavns Gruppen. Det blev spillet på Fiolteatret og hed netop ‘Stykke to’.
“Vi blev haglet ned af anmelderne. For eksempel var Knud Schønberg i Ekstra Bladet ude med en overskrift i retning af ‘nu smider de tøjet igen’. Det var ikke så godt, og det med nøgenheden var da også et halmstrå, vi greb til. Generelt vil jeg dog gang, var med et stort hjerte. Det minder lidt om det, vi ser hos de unge i dag, når det gælder klimaet. Man skal ikke undervurdere ungdommens lyst til at ændre samfundet, og ungdomsoprøret i min generation satte en dagsorden i kunstens verden – også senere hen.”
Var det alt det samfundsomstyrtende, der gjorde dig til skuespiller, eller var det interessen for det tekniske i faget?
“Det kan godt gå hen og blive meget psykologisk, for hvorfor bliver man skuespiller? Da jeg var barn, forsøgte jeg altid – hvis der var nogen, der ville give mig en røvfuld – at afvæbne dem ved at være morsom. I første omgang kommer det nok herfra – altså skuespil som en slags panser. Og dernæst også ønsket om at blive set. Jeg var meget tiltrukket af de modsætninger, der giver humor,” forklarer Hans Henrik Clemensen og tænker sig lige om en ekstra gang, inden han fortsætter:
“Det har sgu nok også noget at gøre med, at jeg havde en barndom, hvor jeg var uønsket. Fra min mors side. Jeg var enebarn og en slags fejltagelse. Min mor kom sammen med en gift mand, og jeg blev resultatet, og det var ikke sjovt for hende. Det dilemma sansede jeg som dreng i tilspidsede situationer. Hun var en god mor, det var der ingen tvivl om, men der kunne godt falde en sætning af a la ‘du skulle aldrig have være født’. Selv om jeg er 75 år har det på en måde forfulgt mig. Der er sådan noget eksistentielt grotest og ironisk over den skæbne, og jeg er blevet et meget ironisk menneske på mange måder. Det er vanvittigt svært at forklare, men jeg tror bare, der er en sammenhæng. Ironien hænger sammen med, at jeg startede mit liv på trods.”
Viser kun 90 procent
Når Hans Henrik Clemensen dukker op på en scene, en tv-skærm eller et filmlærred, sker der næsten altid noget uventet. Scenen slår et slag med halen, og masken bløder igennem.
“Jeg lægger meget vægt på ikke at spille tingene direkte. I stedet forestiller jeg mig karakterens fortid. At vedkommende har en hemmelighed. For nylig sad jeg sammen med min kone, der også er skuespiller, og vi så ‘Pigerne fra Englandsbåden’, hvor jeg spiller en fyr, der er virkelig anløben. Og der sagde min kone ‘hold kæft, mand. Man er jo simpelthen ude og at skide med ham der, du spiller. Man aner slet ikke, hvad han er for en’. Det er noget af det, jeg er ude efter,” fortæller Hans Henrik Clemensen og uddyber:
“Jeg bruger kun at vise omkring 90 procent af det menneskes karakter, så der er et felt tilbage, som folk sanser, så de bagefter tænker ‘hvad er det for en mærkelig mand?’. Den spillefacon kan også indebære, at man tænker replikken i stedet for at sige den. Jeg ser meget på britiske skuespillere frem for de amerikanske, og briterne kan jo bare det der. James Norton er en af de helt store. Det er ham fra tv-serierne ‘Happy Valley’ og ‘Grantchester’. Jeg synes, han er en fuldstændig fantastisk skuespiller. Han er en af favoritterne til at blive den nye James Bond, som jeg forstår det. Men det håber jeg nu ikke, han bliver, for det vil ødelægge hans karriere.”
Ligeløn på Fiolteatret
Skuespiller og teaterdirektør Arne Skovhus inspirerede Hans Henrik Clemensen kraftigt i de unge år.
“Ingen husker ham længere, men han betød utroligt meget for teatret i 1970’erne. Han lå i evig krig med Dansk Skuespillerforbund og daværende formand Holger Perfort. Folk hadede ham, fordi han syntes, det traditionelle teater var noget værre lort, hvor han stod for en ny form for teater. Det var ikke nødvendigvis samfundsomstyrtende, men det skulle være noget, der spillede en rolle i dagligdagen for det almindelige menneske.”
Skovhus så ‘stykke 2’ og inviterede på den baggrund Clemensen ind som elev på Fiolteatrets elevskole, som han var ved at oprette:
“Det sagde jeg ja til. Jeg kunne jo godt mærke, at der skulle noget læring til. Det var ikke helt nok at rende rundt og være nøgen. Hans elevskole skulle bestå af fem elever det første år.”
Clemensen og de medstuderende fik det samme i løn som de skuespillere, der var ansat. Der var ligeløn på teatret.
“Det var meget usædvanligt, og det var det, skuespillerforbundets formand sur over. Arne Skovhus var ligeglad med overenskomster, så jeg tror vi fik 2.000 kroner om måneden, og så blev der trukket 250 kr. til lærerlønninger, så vi kunne få noget undervisning hver morgen.”
Lulu Ziegler og Zeus
En af lærerne var Lulu Ziegler, som Skovhus kendte fra revyarbejde i Dronningmølle. Hun underviste eleverne i seks-syv dage.
“Jeg har aldrig lært så meget i mit liv som i de dage, og jeg har taget nogle af øvelserne fra dengang med mig videre i livet, når jeg har haft elever. For eksempel sådan noget med at komme ind på en scene, slå armene ud og sige ‘jeg er Zeus!’. Det er sådan set en ret dum lille øvelse, men hold da helt kæft en selvtillid man får af det. Zeus er jo den største! Derudover havde vi Avi Sagild og Ole Ishøj, der også var fremragende lærere.”
Lykken på skolen varede dog ikke længe, for skolen holdt ikke til, at Arne Skovhus stoppede i 1973.
“Jeg havde nogle rigtig fine år, hvor vi blev kastet ind på scenen med det samme. På den måde fik jeg min uddannelse.”
Takket være Arne Skovhus spillede Clemensen også gårdteater i gårdene på Vesterbro, hvor ikke mange børn havde set teater før – og det var i de år, den store børneteaterbevægelse i Danmark blev født.
Da DKP blev for meget
I sommeren 1971 blev nemlig også Fiolteatrets børneteater startet.
“Jeg kan huske, at vi blandt andet spillede ‘Flødeulven’ af Siw Widerberg. Vi var jo med i fem-seks stykker hver sæson, så vi knoklede bare løs. Når jeg ser tilbage i dag, er det kun mig fra mit hold, der stadig er skuespiller, mens det stod bedre til på holdet efter os, hvor blandt andre Jesper Christensen, Pierre Miehe-Renard, Søren Thomsen og Litten Hansen kom til at gå.”
På et tidspunkt indførte Arne Skovhus demokrati på arbejdspladsen, men det gik ifølge Clemensen for vidt.
“Årsagen til at jeg forlod Fiolteatret var, at den højeste myndighed pludselig var vores mandagsmøder. Jeg vil ikke nævne navne, men det medførte, at DKP’erne lugtede blod i forhold til at overtage organisationen. De manipulerede og gjorde ved. Det gjorde de overalt, dengang i 1970’erne og 1980’erne. De satte sig på Fredsbevægelsen og på Vietnamkomiteerne. Og pludselig kunne man ikke mere spille Dario Fo på Fiolteatret. Han var, som der blev sagt, ‘defaitistisk’. Den virkelige årsag var naturligvis, at Fo ofte forholdt sig satirisk til det italienske kommunistparti. Det er lidt den samme tendens, der ses i dag. Jeg er mere bange for de restriktioner, kunstnere pålægger sig selv, end for de restriktioner folketing og regering pålægger os. Til sidst blev Arne simpelthen så træt, at han ikke gad mere. På den led skød han sig selv i foden, fordi DKP’erne var så gode til at organisere sig.”
Børneteater i Banden
Efter tiden på Fiolteatret kom Clemensen med i teatergruppen Banden, der gik for at være børneteatergruppernes ‘kongelige teater’. Her var han i ni år – frem til 1983 – og det gik med fuld fart og 300 opførelser om året både på hjemmebane og rundt omkring i landet.
“Jeg lærte sindssygt meget af at spille børneteater. For eksempel at gøre mig meget umage. Du gør dig også umage, når du spiller teater for voksne, men når det gælder om at holde børns opmærksomhed, er det alligevel en helt anden sag. Du sidder nede på gulvet ved dem, hvor de måske begynder at hive hår ud af dine underben og den slags. Derfor lærer man sig en masse tricks for at bevare børnenes opmærksomhed. Hvis der for eksempel opstod for meget uro, kunne det være noget med at pege op og sige ‘neeiij – se deroppe’. Så kiggede ungerne op, og der blev helt stille. Derefter kunne man gå videre med stykket.”
I 1979 henvendte den daværende kulturrådmand i Odense sig til Banden og gjorde dem til egnsteater efter den nye egnsteaterlov i 1978.
“Det var en genial lov, der har betydet, at en masse af de frie grupper, der var opstået dengang, kunne slå sig ned forskellige steder i landet. Når vi mødtes til den årlige børneteaterfestival, var det ligesom når forskellige saksiske stammer mødtes og kæmpede mod hinanden. Kæmpede om publikums gunst ved at sælge forestillinger.”
Reaktioner foran von Trier
En af de filmroller der står i enhver filmnørds erindring, er Hans Henrik Clemensens rolle som Bodil Jørgensens mand i Lars von Triers ‘Idioterne’. Han dukker først op i de dramatiske og nærmest hårrejsende sidste scener.
“Vi skulle have været en dag på settet, men vi endte med at bruge tre dage. Der var sat alt for kort tid af. Det var virkelig en svær scene, hvor Lars gik efter en helt særlig følelse. Vi var mange mennesker på sættet i en lille to-treværelses lejlighed i Rødovre, tror jeg, det var,” husker Hans Henrik Clemensen og fortsætter:
“Der var den der intense følelse af, at Anne Louise Hassing skulle være meget følelsesfuld og græde. Samtidig med, at jeg skulle stikke Bodil Jørgensen en lussing. Scenen blev stærk, men det er ikke så meget min skyld, for jeg leverer jo bare håndfladen. Altså, jeg reagerer på det ekstreme i situationen. Med Bodil havde jeg aftalt, at vi talte til tre, inden jeg slog hende, men så hviskede von Trier, at jeg i stedet skulle tælle til fem, før jeg slog, og det vidste Bodil ikke. Det viste sig at være en god ide. Altså bortset fra at Bodil flækkede øjenbrynet! På film skal man – efter min opfattelse – ‘tænke’ mere og spille mindre. Kameraet er en afslørende ven.”
Et hårdt fag
I en ganske kort periode på tre-fire måneder i 1997 var Hans Henrik Clemensen konstitueret formand i Dansk Skuespillerforbund.
“I en overgangsperiode mellem to formænd forsøgte jeg at få det bedste ud af det. Jeg fik da hevet en aftale i land om, at skuespillereleverne kunne komme i praktik rundt omkring på teatrene. Det har jeg altid syntes var vigtigt. I øvrigt synes jeg, det er en naturlig udvikling siden dengang, at vi er langt flere medlemmer i dag. Samfundet udvikler sig, og kunst og kultur er kommet til at betyde mere og mere. I dag er der dobbelt så mange teatre som dengang, hvis man tæller de små teatre med,” forklarer Hans Henrik Clemensen.
“Den faglige identitet er stadig stærk. Og det er for mig forbløffende, at folk stadig gider være skuespillere, når lønnen er så forholdsvis ringe. Det er lige før, lønnen ligger på linje med en kassedame i Netto, når du starter.”
Clemensen har også selv oplevet, at skuespillerfaget er et hårdt fag at holde sig inde i, selv om han nu altid selv har haft en del at lave.
“Der har da været perioder, hvor jeg har tænkt, at nu må jeg gøre det hele på en ny måde for at holde mig inde i gamet, ikke? Men generelt har jeg været heldig. Dødheldig. Teaterbranchen udgøres af sådan nogle stammer, der lever parallelt med hinanden, og det er vigtigt at være med i en eller flere af dem.”
Cirklen er sluttet
Hans Henrik Clemensen har altid været fascineret af Dario Fo. I odenseperioden lavede han og Vigga Bro, som var hans partner dengang, således Fos ‘Mister Buffo’ og Franca Rames kvindefortællinger i en meget succesfuld forestilling.
“Efter jeg for første gang havde set ham optræde i Holstebro, ville jeg nærmest være Dario Fo. Jeg følte, han skulle have været min far. I 1993 var min nuværende kone og jeg så på Bali, hvor vi blandt andet var på et maskekursus. Da min maske var færdig, udbrød jeg ‘gud! Det er jo en blanding af Arne Skovhus, Dario Fo og Dirch Passer!’. Jeg elsker nemlig også Dirch Passer højt, og de var alle tre store forbilleder. Jeg havde altså arbejdet med masken i to uger, og mine tre helte var ubevidst smeltet sammen i ansigtet på masken.”
Har du fortrudt noget i din karriere som skuespiller?
“Nej. Men jeg har haft sådan et ‘Sliding Doors’-øjeblik. Af og til har jeg spurgt mig selv, hvad der mon var sket, hvis havde sagt ja til et tilbud fra Det Kongelige Teater i 1977. Var min karriere blevet anderledes? Men omvendt – havde jeg sagt ja til det, var jeg aldrig kommet med i det lidt løsere ensemble på Gladsaxe Teater hos Kaspar Rostrup og min daværende svoger, Christoffer Bro.”
Med tiden nyder Clemensen livet mere.
“Jeg er for gammel til at være bitter over de valg, jeg har taget, eller over at ordrerne ikke altid ruller ind. På det seneste er jeg begyndt at lave en del frivilligt arbejde. For eksempel med noget der hedder Junkfood i Kødbyen, hvor de laver mad til hjemløse. Jeg kører med varer for dem, der skal lave 350 måltider hver dag. På en eller anden måde er cirklen sluttet. Min mors viktualiebutik lå på Øresundsvej på Amager, men jeg kom ofte i Kødbyen som dreng. De er allesammen skidesøde og taknemmelige over, man vil være med. Det evige begær efter anerkendelse og efter at blive set, får jeg også der. Det må jeg indrømme. Jeg er endt, som jeg begyndte. I en leverpostejbakke i Kødbyen. Selv om min identitet stadig vil være skuespiller.”