“Jeg håber på større diversitet i musicaludbuddet”

Hvordan ser musicalproducenternes jagt på succes ud fra en forskerstol? Det afslører lektor og ph.d. i teater- og performancestudier Michael Eigtved her. Som forsker siden 1999 og underviser på Musicalakademiet har han fulgt udviklingen i dansk musical tæt, og med kommercialiseringen ser han en risiko for kunstnerisk ensretning, manglende diversitet og for få eksperimenter.

Af Kristine Høeg

Udgangspunktet for interviewet var egentlig, at få Michael Eigtveds bud på, hvad professionaliseringen af dansk musical har betydet for de forestillinger, som hundredtusinder af danskere hvert år løser billet til. Men den erfarne lektor og ph.d. i teater- og performancestudier ved Københavns Universitet understreger, at det er vigtigt at skelne mellem professionalisering og kommercialisering. For det er i høj grad den skærpede konkurrence – og de mulige overskud, producenterne øjner – der gør den store forskel, mener han.
Hvor professionaliseringen – inspireret af den måde, de store Broadwaymusicals bliver til på – har skubbet til udviklingen og løftet niveauet herhjemme, er det i Eigtveds øjne kommercialiseringen, der kommer med nogle iboende udfordringer for både performere og publikum.
“I begyndelsen blev performerne rekrutteret blandt skuespillere – man kaldte dem syngende skuespillere. De havde altid været der, men de sang ikke nødvendigvis de populære ting. Kurt Ravn, Birgitte Raaberg, Flemming Enevold er gode eksempler. Og så var der en del professionelle sangere, der viste sig også at have talent for skuespil. Det fortæller også, at dansen ikke var helt så stor en del af musicals dengang, som det siden er blevet,” forklarer Michael Eigtved, der udover at forske i musicals underviser på Musicalakademiet og desuden har været direktør på Frederiksberg Museerne, der dengang husede både Revymuseet og Storm P.-museet.
Han beskriver forestillinger som ‘Berlin 84’ med Anne Linnet og Sebastians ‘Skatteøen’ fra 1986 som de markante vendepunkter:
“Det er her, popmusikken og teatret for alvor begynder at smelte sammen – og det får en masse nyskrevne danske musicals frem, samtidig med at nogle producenter øjner kommercielle muligheder i kunstformen.”

Høj standard – men også begrænsning
Herefter begynder blandt andet landsdelsscenerne at interessere sig mere for musicals, ligesom Morten Grunwald henter ‘Atlantis’ og ‘Les Miserables’ til Østre Gasværk – det, som Eigtved kalder for ‘londonbølgen’ – mens Flemming Enevold på Gladsaxe Teater insisterer på nyskrevne danske musicals.
Det hele kulminerer i første omgang nytårsaften 1995, på kanten af kulturbyåret, hvor dronningen er til premiere på musicalen om H.C. Andersen. Musical er blevet stuerent, og publikum strømmer til – med forventninger om at se produktioner, der matcher dem, de har set i London og New York.
På ryggen af den udvikling etablerer Fredericia Teater nogle år senere Musicalakademiet – først som privat uddannelse, siden som en del af Scenekunstskolen:
“Musicalperformerne som vi kender dem i dag – Broadwayperformeren, der kan det hele – kom med Musicalakademiet. Pludselig fik vi en hel generation, der for eksempel kunne steppe, som var noget af det, man mente, var en vigtig del af musicalperformerens grundtræning. Systematiseringen af uddannelsen har været med til at sikre en kontinuerlig tilgang af performere, så vi nu har 20 generationer af professionelt trænede musicalperformere,” fortsætter Michael Eigtved.
At der kom en decideret musicaluddannelse har været med til at løfte niveauet enormt, men samtidig har det også betydet en vis ensartethed i den stil, som performerne tager med ud på scenerne. Michael Eigtved taler om, at det har skabt en standard, der er høj, men som risikerer at fastlægge bestemte opfattelser af musicals i branchen:
“Med årene er der internationalt – og dermed også i Danmark – blevet skabt en ideel måde at synge og performe på. Det er noget med ‘belting’ og en meget kraftig volumen. Skolen uddanner helt naturligt i den retning, og det er med til at sætte en standard, som branchen overtager ved at udvælge stemmer, der kan det. Der er ikke noget forkert i det, men det skaber en vis ensretning, der er en af de faktorer, der påvirker ideen om, hvad musicals er i Danmark. Jeg ser desuden, især i den rent kommercielle del af musicalbranchen, en tendens til at satse på forestillinger, hvor det hele er storladent, indfølt og måske lidt sentimentalt – som er noget af det, sangerne kan. Og som publikum i mange tilfælde forventer.”
Og så er vi fremme ved Michael Eigtveds bekymring for den kommercialisering, han ser præge den danske musicalindustri i disse år:

Producenter går efter volumen
“I dag ved musicalproducenterne, at der i den grad er et publikum til deres forestillinger, så konkurrencen er også blevet hårdere. Der er mindst fem store private producenter, der kæmper om det samme publikum – og derudover er der selvfølgelig konkurrencen med større teatre, der har relativt store tilskud. Det betyder, at de er nødt til at tage mere for billetterne for at hente overskuddet hjem. Det vil alt andet lige give et større pres på kontraktforhandlingerne med performerne,” forklarer Eigtved og fortsætter:
“Det er dyrt at sætte musicals op, og de private producenter vil selvfølgelig gerne være sikre på at få deres investeringer tilbage, for der er ikke noget sikkerhedsnet under dem. Så de går efter publikumsvolumen – og derfor bliver der ikke taget så mange chancer. En måde at forsøge at minimere risikoen på er at vælge kendte historier, kendte komponister og kendte performere.”
Det bliver, i Eigtveds verden, til endnu et skridt mod den ensretning, han ser mange steder i branchen – det samme gælder castingen af performere til forestillingerne:
“Nu ved jeg jo ikke, hvordan castingen foregår, men jeg oplever, at producenterne går efter et bestemt udtryk, hvor man ikke så ofte ser performere med mere kant. Valgene bliver tilsyneladende truffet lidt mere efter publikums smag, hvilket man nok kan opleve som mere økonomisk effektivt end egentlig kunstnerisk begrundet.”

Vejen væk fra ensretning?
Nu kan det hele måske lyde, som om musicalforskeren næsten har givet op på kunstformen, men han øjner flere tegn på forandring:
“På det seneste er der blevet taget nogle rigtig fine initiativer fra branchens side, der skal skubbe lidt til opfattelsen af, hvad en musical kan være. For nylig var der en visning med readings fra tre nyskrevne musicals, der fungerede som bud på, hvordan man kan gøre noget andet. I år er der også, for første gang, afholdt Musicalens Folkemøde, der sætter lup på mange facetter af, hvad en musical er.”
Også en ny studieordning på Musicalakademiet er et vigtigt nyt skridt, mener Michael Eigtved:
“Musicalakademiet har lavet en ny studieordning, der snart bliver iværksat, og jeg tror, de har taget højde for nogle af de her ting. Jeg håber, at de kommer til at arbejde med endnu flere forskellige sangudtryk, og at de i optaget vil være endnu mere opmærksom på kunstnerisk diversitet. Jeg er med på, at der i en uddannelse skal være en vis standard, hvor man skal kunne dække klassisk Broadway, men måske kan man nøjes med det, der er absolut nødvendigt, så vi undgår risikoen for ensartethed og standardisering?”