I London er Josefine Hartvig ved at pakke kufferten efter at have uddannet sig på East 15 Acting School. Nu venter Aarhus, men hun ved, at det bliver svært – og derfor begyndte hun at markedsføre sig selv allerede under skoletiden. Det danske ‘auditionmarked’ beskriver hun nemlig som usynligt.
Af Kristine Høeg
“Jeg vil gerne ansættes på et teater, men det kommer ikke til at ske. Der er ringe odds, når jeg ikke er fra Scenekunstskolen. Heldigvis kan jeg godt lide at lave mine egne ting, og jeg har også valgt skolen her, fordi der er fokus på at producere selv. Jeg begyndte allerede at planlægge mine egne projekter et halvt år inde i uddannelsen.”
Så kontant er Josefine Hartvig, når hun taler om muligheden for at blive del af et danske teaterensemble. Men er det ønskværdigt, at en nyuddannet skuespiller opgiver drømmen inden dimissionen? At vi taler om, at de bliver uddannet til et liv som selvproducerende – eller på dagpenge?
Tiden som nyuddannet ser anderledes ud for Josefine Hartvigs britiske medstuderende:
“Herovre er det vigtigste, at du får en agent. Så mine klassekammerater forstår ikke, hvorfor det ikke er en ting i Danmark. ‘Hvordan får du en audition? Hvordan ved instruktørerne, at du eksisterer?’ spørger de. Uden at lyde bitter så har de jo ret. Det danske system betyder, at det bliver folk, de kender og har set før. Man vil kun ansætte dem, som man ved kan noget. Men uden åbne auditions ved du det jo ikke,” mener Josefine Hartvig, der dog har spottet flere open calls de seneste måneder:
“Det er spændende! Og jeg tænker, at der jo må være en grund til, at de begynder at gøre det mere. Måske kan vi ligefrem få fokus på, at vores branche er mere end svær at komme ind i.”
Inden hun blev optaget på East 15, etablerede Josefine Hartvig Teater Fråds, hvor hun selv producerede, og nu genåbner hun kompagniet – med håb om en produktion allerede til efteråret. Og så har hun netværket alle årene, hun læste i London:
“Jeg laver oversættelser for forskellige scener, så de ved, at jeg eksisterer. Jeg skriver til folk og kommenterer på opslag, har været ude for at møde folk, når jeg var hjemme på ferie – bare for at minde dem om, at jeg er her. Jeg netværker som en vanvittig. Jeg har ikke noget imod at arbejde hårdt for at opnå det, jeg gerne vil, den ville være rart at vide helt konkret, hvad jeg skal tage fat på – for jeg vil ikke bare sidde og vente.”
Selv om hendes britiske uddannelse har været bred og haft fokus på mange forskellige discipliner, drømmer Josefine Hartvig stadig om at have adgang til mere viden om at producere egne forestillinger:
“Det kan godt være, jeg har erfaringer, men det hele er noget, jeg har lært mig selv. Det kunne være rart med fundamental viden om at komme i kontakt med venues, søge rettigheder, fundraising, hvordan man finder en producent, kommer i kontakt med en dramatiker – vi må være mange, der gerne vil lære det.”
Amalie, Hjalte, Liza, Christian og Nina er alle blevet uddannet inden for de seneste fire år, men mødet med branchen har været knoldet og fyldt med forhindringer. Alle håber, nogle tvivler, og en balancerer på kanten af forbundets prøvemedlemsregler – men fælles for dem er, at de har flere ting, de gerne vil forandre i deres fælles svære fag.
Benjamin Boe: “Vi har et ansvar for at give de nye i faget håb”
“At få ideer er en muskel, der skal trænes – og det gør vi her”
Liza Westh: “Jeg er overrasket over, hvor mange kompetencer jeg har brug for”
Hjalte Gustavussen: “Jeg føler mig som en trænet bokser, der ikke kommer i ringen”
Nina Ingemann: “Jeg er overrasket over, hvor få muligheder der er for at blive set”
Amalie Drud Abildgaard: “80 procent af tiden laver jeg noget, jeg ikke er uddannet til”
Christian Iversen: “Det jeg har fået med fra uddannelsen, er det, jeg bruger mindst”
Julie Carlsen fra Scenekunstskolen: “I vores fag er der perioder, hvor telefonen ikke ringer”
Er du ny i faget? Her er 5 gode råd fra de nyuddannede