A change is gonna come…

Benjamin Boe ser flere tegn på en spirende aktivisme blandt jer medlemmer, og det gør ham stolt. For der er stadig brug for at kæmpe for diversitet i branchen. Det gælder ikke mindst de mange voksne kvinder, der falder ud af arbejdsmarkedet, fordi de runder 50 år. Heldigvis tror han på, at forandringen er på vej!

Af Benjamin Boe
Nyhedsbrev 21. marts 2024


Ved Bodiluddelingen i lørdags vandt ‘Et større billede’ en særbodil for den fremragende og humoristiske kampagne, der i den grad har sat spot på den manglende diversitet i vores branche. Det er en flok virkelig seje, aktivistiske medlemmer, som står op for det, de tror på. Både Producentforeningen og vi har støttet og hjulpet dem i deres kamp for at skabe den nødvendige forandring – og den skal nok komme. Det tror jeg på!

Helt tosset situation for de voksne kvinder
Men selv om kampagnen er supergod og virkelig har sat gang i debatten, er vejen til fuld diversitet på tværs af etnicitet, seksualitet, religion og ikke mindst alder desværre stadig lang. Det ser vi meget tydeligt på et af de områder, vi i forbundet har særligt fokus på lige nu.

Vi oplever nemlig det både ulykkelige og helt tossede, at størstedelen af de kvindelige medlemmer, der passerer 50 år,  ingen roller får og derfor stort set falder ud af arbejdsmarkedet. Der er flere årsager til det; dels bliver der ikke fortalt ret mange historier om kvinder, der er 50+, og dels har vores branche nok en tendens til at hylde og vende sig mod ungdommen af grunde, vi måske ikke er helt bevidst om.

Det er baggrunden for, at skuespillerforbundet i april ligger hus til to vigtige arrangementer om vores kvindelige medlemmers vilkår – og dem vil jeg kraftigt opfordre til, at I deltager i.

Event: Hvordan skaber vi forandring?
Den 3. april inviterer vi både kvindelige og mandlige medlemmer til at dykke ned i, hvorfor så mange kvindelige skuespillere og scenekunstnere pludselig forsvinder fra plakaterne i forbindelse med, at de runder et aldersmæssigt skarpt hjørne.

Vi samler et par seje skuespillere, Mia Lyhne og Maria Rich, og antropolog og konsulent Naja Lind Rasmussen og kommunikationsrådgiver Rikke Kristine Østergaard fra Firmaet DittoDitto, der sammen skal gøre os klogere på de mulige årsager til den skæve repræsentation af voksne kvinder i kunsten. Og selvfølgelig skal vi også tale om, hvad vi kan gøre for at forandre situationen.

Nyt netværksmøde for kvinder
Dagen efter, 4. april, har Evi Arnsbjerg Brygmann taget initiativ til et netværksmøde for vores kvindelige medlemmer, hvor hun skaber plads til at vi sammen kan blive klogere på fx pension, barsel, lønforhandlinger og meget andet. Det er en gylden mulighed for at dele viden og få gode råd om alt det, mange kvinder konstant bliver udfordret med i den her branche.

Jeg er virkelig stolt over, at I medlemmer flexer jeres aktivistiske muskler og på den her måde ‘går på gaden’ for at skabe den forandring, vores branche så desperat mangler. Lørdagens Bodilstatuette til ‘Et større billede’ viser, hvilket potentiale vores forening rummer. Vi er i gang!

Jeg ved godt, at både jeg og alle andre altid taler om det her på Kvindernes kampdag – men vi ved, at det er en kamp, I kæmper hver dag. Så det skal vi også gøre!