Kunst- og kulturkritik, især teateranmeldelser, er under pres i danske medier, hvilket skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum og flere kritikere ser som en trussel. Både mod kunstens synlighed og den demokratiske debat i det hele taget. Mens større medier skærer ned, går nichemedier som Soundvenue og Vi elsker serier i den modsatte retning og udvider deres dækning til også at omfatte scenekunst – med stor succes.

Af Andreas Ebbesen Jensen

Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum husker stadig en af de allerførste gange , hun blev anmeldt. Det var i starten af 1980’erne, kort efter hun dimitterede fra Statens Teaterskole. I en af sine første roller på teatret spillede hun den pukkelryggede Martirio i Federico García Lorcas teaterstykke ‘Bernardas Hus’. Politikens daværende anmelder Ebbe Mørk skrev, at han så en ‘ung Clara Pontoppidan’ i hende.
“Og jeg kan bare huske, at jeg tænkte ‘wow’. Det var virkelig store ord. Dengang troede jeg jo, at anmeldelser havde en betydning for min karriere. Det er jeg så blevet klogere på siden,” siger hun med et smil.
I dag er Ina-Miriam Rosenbaum 65 år, og i den fire årtier lange karriere som skuespiller på teatret og et væld film- og tv-produktioner (senest i DR-serien ‘Orkestret’) har hendes præstationer udløst alt fra stjerneregn til nedsablinger.
“Og det er jo særligt de dårlige anmeldelser, man husker,” siger Ina-Miriam Rosenbaum og fisker et gulnet avisudklip op af tasken. Hun har gemt udklip af alle sine anmeldelser gennem tiden og har taget en af de rigtig slemme af slagsen med. En af de anmeldelser, der kiler sig fast i hukommelsen, som et knivsblad i ryggen.
Kritikeren, der førte kniven, var Politikens daværende terateranmelder Bent Mohn, der i starten af halvfemserne var taget ud for at se en kabaret på Café Liva, som Ina-Miriam Rosenbaum medvirkede i. Ina-Miriam Rosenbaum læser op fra den lille lap papir: ‘Skæbnen havde placeret mig så ugunstigt, at jeg intet kunne se af, hvad der var under knæhøjde. Og derfor så jeg ikke noget af Ina-Miriam
Rosenbaum. Men jeg hørte da den spæde stemme give et ganske kønt foredrag (…). Jeg kan da komme med en forbrugervejledning: Kom en aften, hvor der kun er få mennesker, det skulle ikke være så svært’.
“Altså, det er jo virkelig en perfid anmeldelse. Han anmeldte jo min højde, og den kan jeg sgu ikke gøre meget ved,” forklarer Ina-Miriam Rosenbaum, der er en 148 centimeter høj.

Medierne vender det blinde øje til scenekunsten
Anmeldelser – både de gode og de dårlige – hilser den erfarne skuespiller og mangeårige producent dog mere end velkommen. “Jeg ville være virkelig bekymret, hvis man fjernede det lag af formidling og faglig kritik. Al kunst har brug for at blive mødt med fagkritiske øjne. Det åbner et værk op og giver grobund for en samtale om kunsten og ikke mindst dens rolle i samfundet,” mener hun.
I dag er der langt færre fagkritiske øjne, som møder scenekunsten. Den 1. marts 2024 valgte scenekunstmediet Den 4. væg at droppe de skrevne anmeldelser. Den 12. januar i år lukkede Radio4 sit kulturmagasin, og sidste år omlagde Jyllands-Posten sin kulturredaktion, hvilket blandt andet betød, at teateranmeldelserne fik kniven. I et skriftligt svar til mediet Kulturmonitor svarede Jyllands-Postens konstituerede ansvarshavende chefredaktør, at ‘vi sparer vores allermindst læste anmeldelser væk for at bruge pengene på indhold og journalistik så klogt som muligt’.
Berlingske har gemt deres kultursider bagerst i avisen, hvor man skal spejde langt for efter kritik af scenekunsten mellem royalt stof, madanmeldelser og livsstil.
Ina-Miriam Rosenbaum ser ikke den vigende kunst- og kulturdækning som et isoleret problem. De traditionelle medier gisper efter vejret og har gjort det i årevis. Stofområderne bliver nedbarberet set over en bred kam, og det er en bekymrende tendens, mener skuespilleren. Som udøvende scenekunstner finder Ina-Miriam Rosenbaum det selvfølgelig forstemmende, at kulturkritikken – og særligt teaterkritikken – underprioriteres så meget i dag:
“Når mediehusene skærer ned på kunst- og kulturkritikken, svigter de ikke blot alle de professionelle udøvere i kulturlivet. De svigter også den demokratiske debat, sammenhængskraften i samfundet og læserne og publikum,” forklarer hun.
“Når der er folketingsvalg, fylder kunsten og kulturen altid forsvindende lidt. Men det skyldes måske netop, at både politikerne og medierne er virkelig dårlige til at formidle, hvor vigtig kunst- og kulturkritikken er. Uden den bliver vi et mere åndløst og fattigt samfund.”

Anmeldelser bliver sjældent promoveret
Da Jyllands-Posten i slutningen af 2023 omlagde kulturstoffet, måtte dagbladets faste freelanceteateranmelder, Trine Wøldiche, se sig om efter andre steder at svinge sin kulturpen. Hendes stilling blev nedlagt. Begrundelsen fra ledelsen var, at der ikke var nok klik i teateranmeldelserne.
“Og det forstår jeg da egentlig godt, at der ikke var. Teateranmeldelserne var jo gemt væk langt inde på sitet bag en betalingsmur. De blev sjældent promoveret, og det er da klart, at når anmeldelserne bliver gemt så langt væk, så er der heller ingen, der læser dem,” siger Trine Wøldiche.
“Jeg kan jo sige herfra og til dommedag, at kulturkritik er vigtigt. Men det hjælper jo ikke noget, når medierne konstant underprioriterer stofområdet. De store medier modtager millioner i mediestøtte, som forpligter dem til at dække kultur. Problemet er bare, at kultur i mediestøtteaftalen er meget løst defineret, og derfor kan dagbladene definere både sport og madanmeldelser som kultur. Jeg synes bare ikke, at den holder. I min optik lever medier som Jyllands-Posten ikke op til deres mediestøtteansvar i forhold til at dække kulturen bredt.”

Medierne bevæger sig ned ad en farlig vej
Trine Wøldiche arbejder også som fast teaterjournalist hos det online scenekunstmedie ISCENE. Og hendes redaktør, Rie Hammer, der også er forperson hos Foreningen Danske Teaterjournalister og Forenede Kritikere, deler sin kollegas frustration over dagbladenes nedprioritering af kunst- og kulturkritikken.
Hun mener, at det er en ‘farlig vej’, som medierne har begivet sig ned ad de senere år ved at skære i stofområdet.
“Kunst er en måde at forbinde os på tværs af socialklasser, alder, køn og etniciteter og religion, og kunst kan være med til at starte nogle samtaler, der handler om, hvordan det er at være en del af et samfund,” siger hun og fortsætter:
“Og man behøver ikke nødvendigvis se en teaterforestilling for at få den indsigt. For i det øjeblik et kunstværk foldes ud af en fagstærk kritiker, så kan vi også snakke om det. På den måde er kulturkritikken jo også med til at fordre en demokratisk samtale om det være borger i samfundet på.”
I forhold til scenekunsten finder Rie Hammer det ‘fuldstændig vanvittigt’, at den scenekunst, som man fra statens side har valgt at støtte, ikke bliver fulgt op med krav om en bred, alsidig og landsdækkende professionel formidling i medierne.
“Der findes så mange teatre og grupper i Danmark, som producerer scenekunst af høj kvalitet, som ingen anmeldelser eller synlighed får i medierne. Og det skyldes jo i høj grad den måde, vores mediestøtte er udformet på,” mener hun:
“Der er ingen krav i mediestøtten om at skrive specifikt om kunst. Der er ingen krav til kunstfaglighed eller kunstkritik. Mediestøtten bør jo også gå til at folde ud, hvad der sker inden for kunsten og kulturen i samfundet. Derfor mener jeg, at kulturkritikken og kulturfagligheden bør skrives ind som specifikke krav i mediestøtten.”

“Stiltiende accept af at kunst og kultur ikke har nogen værdi”
Hvert år bliver der tildelt 351 mio. kr. i mediestøtte. Ud af det beløb går blot 400.000 kr. til et kunst- og kulturmedie – nemlig filmmagasinet Ekko.
“Det er næsten umuligt for mindre kunst- og kulturmedier at få mediestøtte, fordi de skal løfte kravet om tre redaktionelle årsværk, hvilket de færreste nichemedier kan leve op til – herunder ISCENE,” forklarer Rie Hammer og fortsætter:
“Der er en stiltiende accept af, at kunst og kultur ikke har nogen værdi. Og det er foruroligende, at ingen politikere råber vagt i gevær. For næste logiske skridt er jo, at man skærer i støtten til kunsten og kulturen. Hvis der ikke er nogen, der taler om den, så kan man jo lettere retfærdiggøre at spare på kunsten og kulturen. Og hvad bliver vi så for et samfund?”
Er der også grund til selvransagelse hos de danske kulturkritikere? Hvis man skal lege djævlens advokat, så kan problemet vel også skyldes, at kulturkritikken bare ikke er god nok?

Carina Nørgaard Schou, chefredaktør på ‘Vi elsker serier’

“Jeg synes i den grad, at medierne har sovet i timen. De kunne jo med fordel prøve at udvikle på formaterne og tage kunst- og kulturkritikken nye steder hen. Men det gør man bare ikke. Jeg har ikke løsningen på, hvordan man får et mere læsbart eller oplevelsesrigt format, men jeg synes, det er en debat, der er værd at tage. Man kunne jo med fordel tage dialogen med teatrene og høre dem om, hvad de ønsker fra mediedækningen,” siger Rie Hammer.
Den holdning deler skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum:
“Jeg læste et debatindlæg af Christian Have forleden, hvor han efterlyste en dialog mellem medierne og kunstnerne i forhold til at tage kunst- og kulturkritikken nye steder hen. Og den pointe deler jeg. En af mine kæpheste er, at anmeldelser er blevet synonyme med et antal stjerner eller hjerter. Det reelle journalistiske arbejde reduceres til en karakter og en oneliner til markedsføringsbrug. Og det gavner ikke anmeldelsens status som debatskabende og informativt medie.”

Nichemedier kaster sig over scenekunsten
Mens de store medier i samlet flok skærer på kunst- og kulturstoffet og i særdeleshed underprioriterer teaterkritikken, er der også positive strømninger at spotte i medielandskabet når det gælder dækningen af scenekunsten.
I foråret offentliggjorde onlinemediet Soundvenue, at de udvider deres kulturdækning til også at inkludere blandt andet teater. I den forbindelse udtalte Soundvenues chefredaktør, Nicolai Torp, i en pressemeddelelse:
“Den samfundsudviklende debat fordrer et medansvar. Et ansvar, som indebærer udvikling af formater og formidling, der gør indholdet relevant for læserne og tilbyder en fælles demokratisk debat. En debat, som tager afsæt i vores fælles scenekunstneriske kulturarv, styrker os som mennesker og kan være med til at nedbryde nogle af de forskelle og fordomme, der skaber afstand og splid i samfundet.”
Også onlinemediet Vi elsker serier, der er en del af Aller, har udvidet kulturdækningen med scenekunst inden for det seneste halve år. Når de store medier begraver kulturstoffet eller helt skærer det væk, efterlader det et hul i markedet, som skal udfyldes, fortæller chefredaktør hos Vi elsker serier, Carina Nørgaard Schou.
“Vi fornemmer ikke, at folks interesse for at læse om teater er nedadgående. Tværtimod har der været rigtig stor interesse for de teateranmeldelser, vi har bragt. Og vi kan jo se, at vi får flere læsere, når vi bringer en anmeldelse af en forestilling, som ligger bag en betalingsmur hos for eksempel Politiken,” forklarer hun.
Indtil videre har Vi elsker serier kun anmeldt de brede mainstream-teaterforestillinger og -musicals, men Carina Nørgaard Schou vil ikke udelukke, at dækningen på sigt bliver udvidet til at omfatte de mindre scener også.
“Jo mere interesse vi får på det her nye stofområde, desto mere er vi villige til at satse på at bringe anmeldelser af de mindre forestillinger,” siger hun og slår samtidig fast, at teaterdækningen ikke kun udspringer af kommercielle interesser:
“Vi skriver om scenekunsten, fordi vi synes, at det er et sindssygt vigtigt stofområde, som får alt for lidt plads i kulturdækningen. Teatret kan give en unik kulturoplevelse, som publikum ikke kan få foran skærmen derhjemme. Og vi håber, at vi kan få en eller anden form for opdragende effekt i forhold til at skubbe flere danskere i armene på teatrene.”