Svajende som søgræs i det uendelige rum
Det kræver sit at fylde nok i en sal, der måler 70 meter i længden og har over syv meter til loftet. Men selv om hun er lille af statur, ved danser Antoinette Helbing udmærket, hvad opgaven kræver. Det handler nemlig primært om kontakt. Til publikum og danserne imellem.
Af Louise Kidde Sauntved
Da Aaben Dans og Dreamers Circus’ ambitiøse forestilling ‘De fortabte…’, som er inspireret af William Heinesens roman ‘De fortabte spillemænd’, spillede for fulde huse i den gigantiske Hal 9 i Roskilde i september, var scenen et brusende hav – takket være videoprojektioner skabt af Olivier Guillemain. Da Sceneliv kiggede forbi til prøverne før sommerferien, var forløbet ikke så langt.
Faktisk er holdet på det tidspunkt flere uger fra at indtage den enorme sal, der måler 70 meter i længden og har syv en halv meter til loftet. Endnu er den endelige scene kun en vision – til stede som en model i langt mindre skala, der står på et bord i Aaben Dans’ prøvelokale.
Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder af Aaben Dans og manden bag forestillingen, fortæller, hvordan sceneopbygningen er tænkt til at vække alle sanser. Publikum bliver mødt af en duft af hav og havn, tjæret reb og knasende blåmuslingeskaller. Skråpodier giver en illusion af fjeldsider, og kunstigt grønt græs vil som en sti sno sig mod bagscenen – langt fra publikums podiepladser i den anden ende af rummet. Adskilt af det hav, der senere vil blive projiceret på gulv og vægge. Lige nu er den primære scene markeret med grøn tape på gulvet, hvor de skrå scenekanter bliver tydelige mod det sorte gulv, der er slidt gråt af dansernes sko.
Stemningen i prøvelokalet bliver sat af en violin, der spiller op til folkedans. I dag er kun fire af de fem dansere med. Jan Vesala indtager dansegulvet som den første. Med støvletramp og åbne arme inviterer han Antoinette Helbing med i dansen. Tøvende ser hun ham an, inden hun tager de første trin, der skiftevis spejler og udfordrer ham. Hun bryder ud og henter Ole Birger Hansen. Han bliver fulgt af Alvilda Faber Striim. De fire dansere drejer rundt på gulvet, først i en cirkel, siden i en individuel koreografi, inden de atter finder tilbage i cirklen. Hvirvlende om hver sin akse, men med samme retning rundt som gruppe.
“Skal vi dreje i samme retning, eller skal det være fuldt kaos?” spørger Alvilda Faber Striim.
De prøver lidt forskellige løsninger, der blandt andet skal afsøge, om den megen hvirvlen omkring tager kraften fra de øvrige bevægelser. Til sidst skærer medinstruktør Mette Kruse igennem:
“Enten skal Jan hvirvle den samme retning som jer andre, eller også skal I ikke hvirvle overhovedet. Det er simpelthen for svært at aflæse, hvad det er, der sker, når han hvirvler modsat. Det er et irriterende billede.”
“Nå, synes du det?” kommenterer Thomas Eisenhardt.
Kreativ dynamik
Det sidste bliver sagt med et smil. At skabe en forestilling er en kollektiv proces i Aaben Dans, og det er tilladt at være uenig. Faktisk er det givende. Derfor har Thomas Eisenhardt også gjort det til en fast ting altid at have en medinstruktør, der kommer fra et lidt andet fagligt felt. Som Mette Kruse, der er dramaturg og ser på teksten med et andet blik.
“Jeg elsker det,” siger Antoinette Helbing, da vi efterfølgende taler om dagens prøve og den indbyrdes dynamik:
“Jeg elsker den friktion og den konstante forhandling, det fører med sig. Den er ret interessant. Thomas er jo den, der har skabt konceptet. Han er koreograf og danser, så han snakker meget ud fra danserne perspektiv, hvor Mette er dramaturg, så hun kigger meget på helheden og funktionen af bevægelsesmaterialet, scener og rækkefølge. Hvad skal det kunne, det her? Deres dynamik tvinger også mig til at tage stilling. Hvad synes jeg selv? Er der brug for, at jeg byder ind med noget?”
Antoinette Helbing har været en del af Aaben Dans siden 2011, og hun er vant til den kollektive skabelsesform.
Svajende nærvær
“Den allerførste dag, jeg var med, startede med det, vi kalder ‘søgræsimprovisationer’, hvor vi egentlig bare svajer. Vi havde sådan en lang somatisk praksis, hvor vi arbejdede med de indre organer, og hvordan det hele bevæger sig inden i os, som vi så udviklede videre i relation til hinanden: Hvordan mærker vi vores indre, og hvordan mærker vi den, vi berører – den persons indre? Og hvordan kan det hele indgå i et samspil? Den praksis gjorde os i stand til at finde ud af, hvordan vi kunne komme i kontakt med hinanden, og samtidig lægge mærke til vores eget indre. Først på et abstrakt plan, men siden arbejdede vi videre med at bruge det i nogle konkrete menneskelige situationer, hvor vi arbejdede med et konkret blik og en konkret handling – og hvordan det så kunne forbindes. Det forankrer virkelig en i en selv, men også i øjeblikket, hvilket er meget givende for en performance, hvor man ellers godt kan komme meget op i hovedet og tænke i stedet for at mærke. Og så taber det utroligt meget. Denne her praksis gør, at man er til stede som en hel person.”
Derfor har danserne også taget søgræsøvelsen med sig videre i forløbet. Hver morgen, tyve minutter inden prøvestart, mødes de og svajer som søgræs som en del af deres opvarmning.
Små bevægelser i et stort rum
‘De fortabte…’ er en hyldest til naturens kræfter og den færøske standhaftighed. Til generationer af mennesker, der har stirret ud på havet og ønsket, at det ville bringe deres elskede tilbage igen. Eller forbandet det for netop ikke at gøre det, men i stedet opsluge og udslette kærligheden. Det er naturen mod det lillebitte menneske. Fanget i den både ydre og indre storm, der hvirvler som danserne på scenegulvet.
Til sidst i den aktuelle scene ender Antoinette Helbing bag den bageste grønne tape, der markerer, at her slutter det centrale scenerum. Når holdet indtager Hal 9, er det meningen, at hun skal fortsætte helt ned til bagscenen, hvor hun tager tøjet af og danser videre. Indtil videre markerer hun derfor bare sine videre bevægelser.
Mette Kruse kommer på gulvet, og de taler lidt om, hvordan de bedst forløser scenen:
“Måske skal du ikke tage alt tøjet af. Måske er det bare toppen? Måske kommer det til at virke mere nøgent end en helt nøgen krop. For en nøgen krop er jo i virkeligheden bare natur.”
Antoinette Helbing prøver nogle trin af. Det skal også passe med, at hun kan få tøjet både af og på, uden at det virker akavet. Og hvor meget kan man egentlig se, når publikum sidder 70 meter væk?
“Det er virkelig et stort rum, og man skal tænke helt anderledes i forhold til kropsarkitektur for at fylde hele rummet,” siger Antoinette Helbing efterfølgende.
“Jeg er jo bare lillebitte i det store rum. Så man er nødt til at have et arkitektonisk forhold til kroppen. Men vi har lavet en forestilling her før, så jeg ved, at det faktisk er ret simple ting der virker – at svaje eller løfte et ben virker utroligt stort i det rum. Det er nok.”