#laboratoriet: Vand, vind og cellefornyelse

Det kræver sin performer at overdøve vejr og vind og fange publikum på en turbåd midt i havneløbet. Ikke desto mindre er det scenen for forestillingen ‘Boat Tours NHZ – New Harbour Zones’, der indtog Københavns havn denne sommer.

Af Louise Kidde Sauntved

En stor turbåd med plads til 150 passagerer sejler gennem Københavns havn. Undervejs fortæller Kaptajn Atlas og hans, mere eller mindre, trofaste crew om havnens nye zoner, mens passagernes opmærksomhed med jævne mellemrum bliver fanget af begivenheder på, eller tæt på, land.
Performancegruppen Liminal står, sammen med Sydhavn Teater, bag forestillingen ‘Boat Tours NHZ – New Harbour Zones’, der bruger havnens nutid, fortid og fremtid til at fortælle en både seriøs og humoristisk historie om byudvikling, gentrificering, identitetspolitik og hvordan det er at være menneske i en by i hastig udvikling.
Et af de steder, båden sejler forbi, er Sluseholmen, hvor små røde fiskerhytter stædigt klamrer sig til havnekanten – i skyggen af områdets massive nybyggeri.

Usynlige statister
Da Sceneliv er med til prøve, er båden dog ikke kommet endnu. Den er dyr at leje og bliver derfor først indsat relativt sent i forløbet. Det samme gælder statisterne, der er en vigtig del af flere scener. Det kræver derfor en god portion fantasi at forestille sig både tilskuere, båd og medspillere. Ikke mindst for Pernille Koch, der har tre placeringer på land, hvorfra hun skal spille for publikum på båden.
En af scenerne udspiller sig under det futuristiske højhus Metropolis i Sluseholmen. En gangbro af træ går rundt om betonbygningens bue, helt tæt på vandet. Den er oprindeligt tænkt som et rekreativt område, men stort set ingen beboere benytter den. Måske fordi den massive betonbygning over broen føles som en knusende vægt. En følelse, der bliver ført videre over i den planlagte performance, hvor en kultleder dirigerer sine trofaste følgere til at bruge cellefornyelse til at holde bygningen oppe. Med gentagne, energiskabende bevægelser.
I dag er opgaven for Pernille Koch og koreograf og iscenesætter Adelaide Bentzon at skabe en foreløbig koreografi til de femten statister, der kommer til senere.
“Er det her, vi skal gøre det,” spørger Pernille Koch og ser sig omkring på den buede træbro, der åbner op mod hele havneløbet.
“Ja,” siger Adelaide Bentzon og kommenterer på blæsten, der suser med overraskende kraft helt tæt på vandet:
“Det bliver interessant i forhold til lyd.”
“Jeg tror det kunne fungere godt, hvis vi deler dem op i små grupperinger,” fortsætter hun:
“Gider du være prøveklud for mig? Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at se de forskellige positioner?”

Hårdt arbejde
Pernille Koch stiller sig op og begynder at udføre en række pulserende bevægelser – liggende, stående, siddende. Med armene strakt mod himlen eller stemt hårdt ind mod betonmuren. Undervejs kommer Adelaide Bentzon med små kommentarer.
“Det er superflot,” siger Adelaide Bentzon.
“Det interessante er, om man kan lave en formation, der går fra høj til lav oppe ved væggen, eller måske hernede,” siger hun og svinger armene ud mod kanten af broen.
Pernille Koch går hen til kanten. Stiller sig på alle fire og vugger op og ned i ryggen, som en forlængelse af bølgerne bevægelser.
“Det er hårdt at være hernede i længere tid,” kommenterer hun forpustet.
“Ja, men det er flot. Og jeg er ked af at sige det, men det er altså ret sjovt, når det bliver lidt anstrengende,” siger Adelaide Bentzon med et grin.
En sky er gået for solen, og små skarpe regndråber slår huller i vandoverfladen. Men det slår ikke Pernille Koch og Adelaide Bentzon ud. Det kan jo meget vel være de arbejdsforhold, de skal spille under.

Ikke nok at råbe højt
Pernille Koch har stor erfaring inden for performanceteater, der netop er karakteriseret ved, at ikke to opgaver er ens, fordi virkeligheden uvægerligt spiller med. Denne gang er udfordringen dog ikke kun den vind, der kan gøre det udfordrende at kommunikere ud til publikum på båden, men nok så meget at finde en plads i helheden, hvor de fem performere er spredt ud over hele havneløbet.
“Man kan blive lidt lost, fordi man ikke altid har følelsen af at være fælles som gruppe,” fortæller Pernille Koch under en pause i prøverne.
“Det er lidt underligt at være spredt ud på den måde og prøve at finde ud af, hvor ens brikker passer ind i det fælles puslespil. Derfor har det også været rigtigt vigtigt, at vi startede med at have prøver og udvikle sammen, så vi kender hinandens scener.”
I modsætning til resten af holdet spiller Pernille Koch kun på land. Hun kommer derfor til at være iført både mikrofon og øresnegl, så hun kan kommunikere med spillerne på båden. Og overdøve havneløbets vind og bølger:
“Normalt når man er på udendørs teater-locations, råber man bare højt, men det er ikke altid nok her, når folk på båden skal kunne høre os. For det er ikke sikkert, den kan komme helt tæt på, eller måske kommer der lige en måge og tager opmærksomheden. Som spiller er det udfordrende, fordi mit scenerum er så meget større end mig. Man får følelsen af at blive lidt væk i det. Det kræver, at man tænker meget over ens spil. Skal vi spille lidt større? Tale lidt langsommere? Ikke have så mange små, finurlige indskudte sætninger, som publikum ikke kan høre? Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan skabe et intimt rum med publikum, selv om der er en afstand. Men når båden kommer, tror jeg det bliver mere tydeligt, hvad vi skal skrue op for, og hvad vi skal skære væk.”

Interaktion eller ej
Under prøverne kommer en kvinde gående med sin hund. Hun stopper nysgerrigt op, men går hurtigt videre. Vil ikke forstyrre. Hun er kun det andet menneske, Pernille Koch og Adelaide Bentzon har mødt dernede. Den anden var en mand, der tog en dukkert. De ville ønske, at der var flere af områdets beboere, der kom naturligt forbi.
“Jeg kan godt lide den interaktion, der opstår med folk på gaden, når man laver performanceteater,” siger Pernille Koch og fortsætter:
“Jeg kunne godt tænke mig at arbejde mere med de mennesker, der har deres gang i Metropolis. Men vi kan ikke regne med, at der er nogen. Nogle aftener cykler folk forbi hele tiden, og andre dage, som i dag, er her helt stille.”
Hvis der skulle komme nogen forbi, vil hun dog forsøge at få dem med.
“Man håber altid, at der sker et eller andet. Selv om det også kan være stressende med for mange ubekendte.”
Som for eksempel et helt hold statister, der ikke er med endnu, men alligevel skal tænkes ind i koreografien.
“Netop fordi de kommer lidt sent, skal vi være ekstra forberedt, så jeg har lavet mange scener med dem inde i mit hoved. Samtidig med at jeg ved, at meget af det nok skal laves om, når vi står der. Men vi har tænkt, at bevægelserne skal være sådan en messende, rytmisk ting, som folk kan finde ud af at lave selv. For det skal være så enkelt, at ingen bliver sat på en umulig opgave. Så det forhåbentlig bliver til et megafedt billede.”