Litten Hansen har brugt de fleste af sine arbejdsår som skuespiller til praktisk og politisk arbejde. Som blandt andet medlem af Folketinget, direktør for Copydan og formand for Dansk Skuespillerforbund i knap et årti. Den første kvindelige formand. I det hele taget var hun ofte ene kvinde i ledelseslaget, og det krævede både slagkraft og mod at bide skeer med konservative mandspersoner. Og et helt tredje våben – nemlig humor.

Af Jacob Wendt Jensen

Allerede før hun blev skuespiller, fik Litten Hansen sans for mere end det kunstneriske i faget som skuespiller:
“Det begyndte med, at jeg fik en uddannelse som korrespondent, og jeg blev dygtig til at skrive på maskine. Det var dengang, man skrev med fire gennemslag og stencil. Allerede som barn havde jeg deltaget i en konkurrence, som Gyldendal udskrev, da de begyndte at udgive tranebøger. Jeg vandt, og præmien var hele 20 tranebøger, og jeg var lykkelig. En af dem var Alan Patons ‘Ve, mit elskede land’, der handlede om situationen i Sydafrika. Jeg blev helligt forarget, da jeg læste om zuluhøvdingen, der brændte det pas, som alle de sorte skulle gå med. En prægtig figur. Undertrykkelsen af de sorte i Sydafrika og apartheid var fremmed for mig. Jeg var jo opdraget til, at alle mennesker var lige,” siger Litten Hansen, og fortsætter:
“Ikke længe efter kom filminstruktør Henning Carlsen hjem fra Sydafrika med filmen ‘Dilemma’ (1962). Den havde premiere i den gamle biograf Carlton. Den film fik bare min indignation til at blusse endnu mere op.”
Da Litten Hansen havde ry for at være god til kontorarbejde, fik hun tilbudt at blive sekretær i Den danske Anti-Apartheid Komité.

Blæksprutte i VS
Der slog hun ørerne ud og lærte af en god blanding af gamle frihedskæmpere og politikere fra Sydafrika og andre lande fra samme region.
“Især klikkede jeg med Eduardo Mondlane fra Mozambique. Han var præsident for frihedsbevægelsen i Mozambique, FRELIMO. Han var altså det mest charmerende – han slog fuldstændig benene væk under mig. En stor basse, som havde meget let til latter, og det har jeg også. Og så spurgte han, om jeg kunne tænke mig at komme til Tanzania. Der havde de en flygtningelejr, hvor de lærte flygtninge fra Mozambique at læse, skrive og slås. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Han tog hjem, og vi skulle så bare lige arrangere, hvordan jeg skulle komme derned. Men så blev han slået ihjel af en brevbombe.”
Det fik blot Litten Hansens engagementet i sagen til at blive endnu stærkere.
“På grund af mine maskinskrivningsevner blev jeg spurgt, om jeg ville være referent på SF’s hovedbestyrelsesmøde. Det gik godt i et par år, inden jeg kom med i VS i 1967.”
Teaterskole frem for universitet På partiets kongres blev det tydeligt, at der manglede kandidater til at dække hele landet.
“Vi holdt kongres på en skole, hvor folk sov på gulvet i gymnastiksalen. Det var en rodebutik med et miskmask af tidligere SF’ere, tidligere DKP’ere, anarkister og blomsterbørn. Men vi fik da etableret et nogenlunde funktionsdygtigt flertal. Jeg stillede op, og jeg blev også medlem af Forretningsudvalget, hvor jeg mødte teatermanden Arne Skovhus.”
Han havde fået Fiolteatret.
“Skovhus kunne hverken skrive på maskine eller føre kassekladde. Det kunne jeg til gengæld. Vi blev gode venner, og lige der startede min teaterkarriere. På Københavns Universitet havde jeg bestået bifagseksamen i historie og alle deleksamener i Samfundsfag, så jeg manglede kun at skrive mit speciale i ‘International politik’. Og det mangler jeg stadig. Lige da jeg var ved at forberede specialet, ringede Skovhus og spurgte, om jeg havde lyst til at blive elev på hans nye teaterskole på Fiolteatret.”
Litten Hansen tænkte sig om et i par timer og ringede og sagde ‘ja tak’.

Ikke nogen ny Ghita Nørby
Målet med den alternative elevskole var at uddanne skuespillere, der var politisk bevidste.
Med på Litten Hansens hold var Søren Thomsen, Pierre Miehe Renard, Grith Bacher og Jesper Christensen. Det blev det andet og sidste hold på Fiolteatrets elevskole, og der blev eksperimenteret meget. For eksempel blev der lavet en forestilling om narkomaner – ‘Narkodage’ – hvor man fandt fem-seks narkomaner, der skulle spille teater. Det var ikke altid lige let at holde styr på dem.
“Jeg kunne godt lide at være på skolen, men ret hurtigt konkluderede jeg dog, at jeg aldrig ville blive en ny Ghita Nørby. Men så sagde folk til mig ‘det behøver du heller ikke at være’.”
Blandt mange roller var også moderen i Brechts stykke af samme navn. Kaninen i ‘Alice i Eventyrland’ og bunkevis af børneteater. Meget af det politisk.
“Brecht, Dario Fo og et stykke af Ebbe Reich Kløvedal med titlen ‘På vor lysegrønne ø’. Vi spillede engang en børneforestilling, der hed ‘Du skal ikke tro, du er noget’. Hvor jeg var den, der blev mobbet ud af fællesskabet. Jeg satte mig så ned blandt børnene. Og så var der en lille pige, der listede over og satte sig omsorgsfuldt ved siden af mig,” fortæller Litten Hansen og fortsætter:
“Vi optrådte også på skoler i omegnskommuner, hvor der var et stort antal fremmedsprogede elever. Fra Tyrkiet. Vi spillede en formiddagsforestilling, der var stuvende fuld, og så holdt vi frokostpause. Derefter skulle vi spille igen om eftermiddagen, hvor der kom endnu flere. De der havde været til stede om formiddagen, ville se det en gang til.”
Med tiden blev Fiolteatret domineret af kommunister, og de har aldrig været gode venner med VS’erne.
“Arne Skovhus blev mobbet ude af DKP’erne, og så stod jeg der med håret i postkassen. Det endte med, at jeg forlod teatret.”

Lille parti – stor indflydelse
På filmen ‘Ta’ det som en mand, frue’ om kønsrollemønsteret mødte Litten Hansen de tre kvindelige filmskabere Elisabeth Rygård, Mette Knudsen og Li Vilstrup.
“Jeg var med, da filmen havde premiere i New York, hvor billetkøen til vores film var helt utrolig lang og spørgelysten stor. Derefter blev jeg medlem af teatergruppen Banden, men måtte træde ud, da jeg kom i Folketinget som suppleant. Måske burde jeg ikke have sagt ja, for det bragte mig væk fra teatret, men jeg har aldrig veget tilbage for en udfordring. Den største oplevelse, jeg fik, var at blive Advisor to the United States i FN, hvor jeg beskæftigede mig meget med problemstillinger om Sydafrika. Den danske ambassadør ville stemme imod fem resolutioner om boykot af Sydafrika, og der lykkedes det mig, ved hjælp af ekstensiv brug af en telexmaskine, at holde dansk udenrigspolitik i hævd,” husker Litten Hansen og fortsætter:
“Udenrigspolitisk nævn blev indkaldt, og det fik i sidste ende regeringen overbevist. Siden blev jeg budt på en drink derovre af senere FN-ambassadør Henning Kjeldgaard, der syntes det var ‘lidt sjovt’, at jeg repræsenterede det mindste parti i Folketinget og alligevel havde fået så stor en indflydelse. Og det syntes jeg også! Jeg blev dog ikke valgt ind, da der halvandet år efter blev udskrevet valg.”

Omvej via Artistforbundet
Litten Hansen var den første kvindelige formand for Dansk Skuespillerforbund fra 1982 til 1991. Efter Hans Rostrup og før Troels II Munk. I perioden op til udnævnelsen havde Litten Hansen mest arbejdet med at instruere diverse stykker på Dueslaget i Ribe, Rimfaxe Teater i Roskilde, Møllen i Haderslev og på Holstebro Egnsteater.
“Den rolle jeg husker mest tydeligt som skuespiller var i TV-Teatrets ‘Er det løgn, hvad jeg siger?’. I EkstraBladet skrev man, at nu måtte instruktørerne da stå i kø for at hyre mig. Det gjorde de dog ikke. I TV-Teatret var jeg også inde i billedet til rollen som kvindelig borgmester i et stykke af Erik Thygesen, men det blev afvist, fordi man mente, det ville være utroværdigt med en kvindelig borgmester.”
Faktisk havde Litten Hansen problemer med at blive medlem af Dansk Skuespillerforbund, fordi hun var uddannet på Fiolteatret. Dengang optog man nemlig kun medlemmer fra de tre statsfinansierede skoler.
“Så måtte jeg jo melde mig ind i Artistforbundet. Det var der nu også mange andre, der gjorde. Også fordi de havde en arbejdsløshedskasse. Det havde skuespillerforbundet ikke på det tidspunkt.”
Litten Hansen var glad, da reglerne i skuespillerforbundet blev lavet om, så man kunne blive medlem af DSF, hvis man havde arbejdet to gange på en overenskomstmæssig kontrakt. Hun blev medlem i 1979 – og formand allerede i 1982. Da hun gik af i 1991, sagde man om hende, at hun havde forvandlet Dansk Skuespillerforbund fra ‘en blomsterforening til en slagkraftig fagforening’.

Kvinde med styrke og humor
Til den første generalforsamling kom Litten Hansen i bestyrelsen og blev næstformand.
“Jeg blev valgt det år, hvor forbundet havde varslet strejke mod den storkøbenhavnske landsdelsscene, fordi vi ikke kunne få en ordentlig overenskomst. Den suppedas hoppede jeg lige ind i. Kort efter meldte Hans Rostrup, at han ville trække sig som formand, og han foreslog, at jeg tog over. Som sædvanlig sagde jeg ‘det kan jeg da godt’!”
Hun slap dog ikke for kampvalg.
“Ebbe Trenskow fra Aalborg Teater gik på talerstolen og stillede et mistillidsvotum til mig på vegne af de tre gamle landsdelsscener. Om det var, fordi jeg er kvinde eller socialist fremgik ikke i detaljer. Men jeg blev nu alligevel valgt med en stor overvægt af stemmer.”
I det hele taget var der modstand fra mændene, i både Dansk Skuespillerforbund og andre organisationer, for hvem det var nyt, at her kom en kvinde med kundskaber og slagfærdighed.
“Som formand i Dansk Skuespillerforbund var jeg selvskrevet til at sidde i bestyrelsen for Gramex, men jeg blev ikke indkaldt til møderne. Da jeg konfronterede den mandlige formand med det, sagde han blot ‘kvinder har ikke forstand på ophavsret’. Jeg tænkte, at manden burde skamme sig.”
Når dørene var lukket, brugte Litten Hansen sin humor.
“I de år så man kun Kirsten Stallknecht, formand for Dansk Sygeplejeråd og Lillian Knudsen fra Kvindeligt Arbejderforbund, så det var på mange måder pionerarbejde, vi bedrev. Da jeg skulle forhandle om situationen med den storkøbenhavnske landsdelsscene, var min modpart Amtsrådsforeningens forhandler H. C. Tjellesen. Under forhandlingerne skulede han hele tiden ned i bordpladen og ville ikke kigge på mig direkte. Så var det jeg lagde min hånd på hans arm og sagde ‘vi kan ikke blive ved med at mødes på den her måde’. Vi endte med at blive perlevenner, og da jeg gik af som formand, optrådte en teatersportgruppe med blandt andet situationen med Tjellesen, og han grinede selv højest, da han på den måde blev mindet om dette særlige møde.”

Da A-holdet havde sagt fra
Litten Hansens første faglige opgave som formand blev et besøg af Francesco Christofoli fra Den Jyske Opera.
“I dag kan jeg ikke huske, hvad de ville, men det var noget, jeg ikke anede noget om. Og det måtte jeg jo så finde ud af. Sådan gik det den første tid. På det tidspunkt var der rigtigt mange overenskomster, der ikke var blevet fornyet længe. For eksempel det vi kaldte ‘filmoverenskomsten’, der var helt tilbage fra 1960.”
På det tidspunkt var der dog det problem, at omkring 100 københavnske medlemmer havde meldt sig ud af Dansk Skuespillerforbund. Groft sagt alle de store stjerner fra filmenes verden og de toneangivende teatre.
“Det var ikke videre solidarisk. Kirsten Rolffes var deres formand. Nå, men jeg greb knoglen og ringede til Kirsten og spurgte, om ikke vi skulle holde et møde. ‘Jo, du kan komme ud til mig’ sagde hun så. Det gjorde jeg. Hun boede i Østbanegade, og der serverede hun frokost bestående af sild og snaps. For os var det jo et problem at forhandle overenskomst, hvis ikke vi havde A-holdet med os. Vi snakkede længe og kom godt ud af det med hinanden, og det lykkedes mig at overbevise hende om den gode ide i, at de frafaldne trådte ind igen.”

Opbakning fra Poul Reichhardt
Da Litten Hansen gik til forhandlinger med producenterne, havde hun dermed et es i ærmet.
“Mødet var med Bent Fabricius-Bjerre og hans advokat Jens Jordan, der indledte med at sige, at han ikke troede, de kunne forhandle nogen overenskomst med os. ‘Hvorfor ikke’ spurgte jeg. ‘Fordi de skuespillere, vi bruger, slet ikke er medlem hos jer’ lød det. Jordan begyndte at læse op fra en liste, og der var kun to eller tre, som stadig ikke var medlemmer. Dermed faldt deres argument til jorden, og vi fik vores overenskomst, selv om det tog et godt stykke tid fra det første møde. Da Bent Fabricius-Bjerre underskrev den, sagde han ‘en dag vil dine medlemmer rejse en statue af dig for den præstation’,” husker Litten Hansen med underspillet glæde.
Men hvad var det store spring fremad for skuespillernes rettigheder lige præcis dengang?
“At vi fik rettighederne til visning i tv. Det som siden hed kabel-tv, men som i dag hedder Copydan Verdens-tv. Her fik vi stor hjælp af Poul Reichhardt, der i mange af sine kontrakter havde fået tilføjet, at han skulle have penge, hvis filmene blev vist i andre medier. Siden takkede jeg Poul Reichhardt mange gange for det gennembrud. Han var tillidsmand på det Det Kongelige Teater, og han kom selv med sine kontrakter. Reichhardt var en god fyr, og derfor gjorde vi ham også til æresmedlem.”
På det tidspunkt var han delvist lammet på grund af en hjerneblødning. Da han blev ringet op og hørte om æresbevisningen, takkede han i første omgang nej med ordene ‘jeg kan fandeme ikke engang skide selv!’. Men han lod sig overbevise, da Litten Hansen lovede, at han ville blive båret op og ned ad trapperne.
De første ord i hans takketale vidnede om, at der stadig var gejst og humor i den gamle skuespiller: ‘mit held var, at jeg så så forbandet godt ud’. Derefter kiggede han ud over forsamlingen på et par hundrede skuespillere og sagde efter en veltimet kunstpause: ‘jeg ser, at det ikke længere er nødvendigt!’.

De vigtige rettigheder
Gennem tiderne har der kun været få skuespillere, der afviste at være medlem af Dansk Skuespillerforbund. Jesper Klein ville simpelthen ikke, fordi han som ung blev nægtet optagelse, da han ikke havde gået på elevskole og Jens Okking ville i solidaritet med Artistforbundet ikke melde sig ind.
Alle har dog været glade for blandt andet få del i royalties for at være med i film og tv-serier siden 1976. En ordning som Litten Hansen og Arne Würgler, dengang fra Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer, var arkitekterne bag.
“Til at begynde med hed det ‘Kassetteudvalget’, fordi det handlede om video og anden spredning af film og tv-serier. Både jeg og Würgler skulle komme med et forslag til en organisation, der kunne varetage interesserne. Jeg lagde vægt på Copydan, hvor han gjorde det på KODA – men ellers var vi ret så enige. I min tid femdoblede vi omsætningen, og siden er det blot gået endnu mere fremad. Den ordning kan du fandeme tro, jeg er stolt af. Det er jo baggrunden for, at der er så mange skuespillere, der har en pæn pension i kraft af rettighedspenge. Selv om jeg selv ikke har lavet ret meget, får jeg også en sjat penge hvert år. Første gang kabelpengene skulle fordeles, var det Ove Sprogøe, der fik mest. Det var jeg simpelthen så lykkelig for, for han var en meget kær ven og kollega.”
Mikael Waldorff og mange andre førte siden faklen videre, og i dag bliver der fordelt i underkanten af 200 mio. kroner hvert år.

På skærmen til sidst
I tv-serien ‘Ugeavisen’ (1991-1992) fik Litten Hansen en sen hovedrolle. I en hurtigt produceret en af slagsen, der stammer fra årene lige før opblomstringen af danske tv-serier med ‘Taxa’, og hvad deraf fulgte.
“På det tidspunkt havde jeg besluttet at holde op som formand, så det gik at være med. Det var trods alt 52 afsnit, der skulle optages på kun et halvt år, så vi skulle arbejdede hurtigt. Da vi ankom til første læseprøve, fik vi et stykke a4-papir, hvor der stod, hvem vi skulle spille. Og det var så det,” husker Litten Hansen og fortsætter:
“Serien var baseret på et engelsk oplæg, og det var første gang, vi lavede en sitcom i Danmark. Dem der havde rejst verden rundt for at se, hvordan man lavede sitcoms, har sikkert haft det sjovt og drukket sig fulde hver aften. Godt forberedt var de i hvert tilfælde ikke. Hver mandag fik vi et manuskript, som skulle produceres mandag og tirsdag, og onsdag morgen fik vi et nyt manuskript, der skulle produceres torsdag og fredag.”
Hvert afsnit varede omkring tre kvarter:
“Jeg blev højlydt forbavset, da jeg mødte nogle seere, der kaldte os for ‘Matadors afløser’. Det var det jo ikke, men det var populært, og det var godt nok. Jeg spillede over for Peter Belli, der var sig selv og som sådan virkelig god. Det mest oprørske var, at jeg skulle ryge cigaretter tre fjerdedele af tiden.”
Litten Hansen går ellers og har det godt, hvis nogen skulle spørge.
“Men jeg er jo en fattigrøv, så jeg går kun i teatret, når jeg bliver inviteret eller får fribilletter. Jeg har kun min folkepension, og jeg kan svært nok få den til at slå til. Selv om jeg bander lidt over det en gang imellem, er de mange faglige resultater dog det hele værd.