De fleste kan huske, hvor de var, da coronaen ramte os i marts 2020. Liza Westh sad på sit kollegieværelse i London. Der var udgangsforbud, og universitet, hvor hun tog sin SU-godkendte skuespilleruddannelse, blev lukket. Hun kom aldrig tilbage til skolen – og afgangsforestillingen, som de havde arbejdet på siden oktober, blev aldrig opført.
Af Kristine Høeg
“Afgangsforestillingen er så vigtig. Det er der, alle agenterne kommer. Der, man bliver set. De fleste afgangselever bliver signet af en agent efter forestillingen. Så hvis ikke det havde været for corona, var jeg nok blevet derovre,” fortæller Liza Westh, der rejste hjem til København i juni 2020.
Da der endelig kom gang i de danske scener igen, blev der primært opført udskudte – og allerede castede – forestillinger. En situation, hun synes stadig præger hendes muligheder for at få gang i arbejdslivet:
“Jeg vidste godt, at det ikke ville lyserødt. Der ville ikke være linet job op. Jeg har spillet teater, siden jeg som 12-årig begyndte på en teaterskole, og jeg har også oplevet at få en hel masser nej’er og at skulle op på hesten igen. Men omstændighederne har gjort det sværere, end jeg regnede med.”
For tiden underviser Liza Westh på den skole, hvor hun selv tilbragte sin ungdom, og hun elsker det. Men selve branchen oplever hun stadig som en ‘lukket klub’:
“Jeg synes, branchen skal blive bedre til at lukke frisk blod ind og være mere åbne for os, der kommer med en udenlandsk baggrund og en anden tilgang til faget. Jeg er med på, at kendte navne sælger billetter, men man går samtidig glip af talenter, der så ikke bliver brugt.”
En af de helt store forskelle på Danmark og England, forklarer Liza Westh, er det med agenterne – i England er de fundamentet, mens vi herhjemme mere betragter dem som et fordyrende mellemled:
“Der er flere om buddet derovre, og det er mere konkurrencepræget, men omvendt føler jeg samtidig, at der er flere muligheder. Det handler mere om at komme først end om, hvem du kender. Det kræver, at du har en god agent, der skaffer dig auditions og castings, men jeg synes, det er mere fair end i Danmark, hvor det er nærmest umuligt at opdage at der er casting.”
Så som mange andre holder Liza Westh sit netværk levende – og det har kastet hende i en retning, hun ikke havde set komme:
“Jeg har været overrasket over, hvor vigtigt det er, at vi skaber vores egne muligheder, og hvor mange kompetencer jeg reelt har brug for, men omvendt har det gjort mit arbejdsliv så meget bredere. Jeg kom på et tidspunkt med på en kortfilm som produktionsassistent, hvilket førte til, at jeg blev producent på en anden produktion. Jeg havde ikke min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle producere, og jeg måtte spørge kloge mennesker og google mig frem til viden om det. Men nu skal samme instruktør lave en kortfilm i Frankrig, hvor hun har skrevet en rolle til mig.”
Amalie, Hjalte, Liza, Christian og Nina er alle blevet uddannet inden for de seneste fire år, men mødet med branchen har været knoldet og fyldt med forhindringer. Alle håber, nogle tvivler, og en balancerer på kanten af forbundets prøvemedlemsregler – men fælles for dem er, at de har flere ting, de gerne vil forandre i deres fælles svære fag.
Benjamin Boe: “Vi har et ansvar for at give de nye i faget håb”
“At få ideer er en muskel, der skal trænes – og det gør vi her”
Hjalte Gustavussen: “Jeg føler mig som en trænet bokser, der ikke kommer i ringen”
Nina Ingemann: “Jeg er overrasket over, hvor få muligheder der er for at blive set”
Amalie Drud Abildgaard: “80 procent af tiden laver jeg noget, jeg ikke er uddannet til”
Christian Iversen: “Det jeg har fået med fra uddannelsen, er det, jeg bruger mindst”
Josefine Hartvig: “Mine medstuderende spørger, hvordan vi danskere får auditions”
Julie Carlsen fra Scenekunstskolen: “I vores fag er der perioder, hvor telefonen ikke ringer”
Er du ny i faget? Her er 5 gode råd fra de nyuddannede