For Nina Ingemann var udfordringen tredobbelt, da hun i 2022 var færdig på Royal Academy of Dramatic Art i London; hun skulle tilbage til sit danske modersmål, opbygge sig et netværk og forsøge at lande sine første roller.

Af Kristine Høeg

“Jeg blev uddannet midt under corona, så det var en udfordret branche, jeg kom ud i. Og selv om jeg i starten blev inviteret med på et festivalprojekt, har min oplevelse været, at jeg som klassiker-orienteret skuespiller måske ikke var så relevant på det tidspunkt. Selvfølgelig skal jeg kunne tage et afslag, men jeg er overrasket over, hvor få muligheder der er for at blive set af castere og instruktører. I hvert fald for os nyuddannede, der ikke allerede har et navn,” fortæller Nina Ingemann, der ikke kan undgå at sammenligne med det land, hun er uddannet i:
“Danmark en lille branche i forhold til England, men med en kæmpe talentpulje. Her er så mange knivdygtige skuespillere, der kæmper om meget lidt arbejde, og samtidig har vi ikke rigtigt en kultur med åbne auditions. Jeg ser i hvert fald sjældent teatre holde åbne auditions. Det er en særlig praksis, der betyder, at der er mange, der ikke bliver set – til trods for at så mange stykker bliver sat op for offentlige midler.”
At hun synes, det virker næsten umuligt at få en fod indenfor, betyder dog ikke, at Nina Ingemann har opgivet drømmen – men hun føler, hun er nødt til at slå knuder på sin personlighed:
“Jeg prøver at gøre alt mit grundarbejde med at gøre opmærksom på mig selv på mail. Jeg kan dog ikke lide at være aggressiv og synes ikke, der er en kultur for, at jeg personligt kontakter instruktører eller producenter – jeg oplever det som meget grænseoverskridende. Casting i dag er ofte via selftapes, som kan være positivt, men også skaber en følelse af isolation i arbejdet. Vores fag er jo afhængig af et samspil med andre, og det nødvendigt at holde den del i gang – og derfor har jeg også deltaget i flere workshops hos DSF Studio. Men det er svært at komme med på dem, som casterne afholder, og jeg synes, det ville være rart, hvis branchen var mere grundig i forhold til at opdatere sig på nye ansigter.”
Som eksempel på en, der – trods Nina Ingemanns nytrykte eksamensbevis – sprang ombord i et samarbejde, nævner hun Christoffer Berdal:
“Jeg spurgte ham, om han kendte en ung instruktør, som ville arbejde på mit koncept ‘Konger i korsetter’, der blev udtaget til Hamletscenens ‘Shakespearementarium, men han foreslog sig selv. Det var skønt, at han, der er så etableret, har så åben en indstilling til en nyuddannet, som tilmed kom fra udlandet.”