Trænger du til ny inspiration og måske til at skifte de daglige rammer lidt ud med Rom? Så har du nu mulighed for at ansøge om studieophold på Det Danske Institut i Rom i efteråret 2024. Her får du flere detaljer og kan se billeder fra det fine sted.
Forskere inden for alle grene af videnskaben, kunstnere inden for alle kunstarter, arkitekter, musikere og forfattere kan nu søge efterårsstudieophold på Det Danske Institut i Rom i perioden fra 1. september til 29. december 2024.
Her kan du få din næste geniale ide
Instituttet har til huse i Kay Fiskers fornemme bygning fra 1967 og ligger i Borghese-parken, få minutters gang fra Piazza del Popolo og Roms centrum. Instituttet byder på et fantastisk bibliotek, flotte rammer og masser af dansk design, der kan glæde øjet, mens din hjerne tænker nye tanker. Hvem ved – måske er det lige det, der skal til, for at du kan undfange din næste geniale ide?
Som stipendiat på Det Danske Institut bliver du del af et inspirerende og spændende internationalt forsker- og kunstnermiljø. Du får adgang til byens enestående ressourcer i form af museer, monumenter, biblioteker, arkiver m.m., ligesom husets personale står til rådighed med hjælp og vejledning.
Frist for indsendelse af ansøgninger er mandag d. 12. februar 2024 kl. 24.
Læs mere om instituttet og find ansøgningsformularen her på Det Danske Instituts hjemmeside