Ny direktør: Vi vil kæmpe for bedre løn og vilkår gennem stærkere alliancer

Dansk Skuespillerforbund byder velkommen til vores nye direktør, Maria Ventegodt, der med sine stærke rødder inden for menneskeretten, er den helt rigtige person til at tage kampen op for at sikre bedre løn og rammer for danske film-, tv- og scenekunstnere.

Maria Ventegodt er uddannet jurist og har gennem årene i særdeleshed brugt sin faglighed inden for menneskeret og ligebehandling. Maria kommer aktuelt fra en stilling som konstitueret dommer i Østre Landsret, og har inden da arbejdet mere end 20 år på Institut for Menneskerettigheder, hvor hun fra 2021 frem til 2023 bestred stillingen som national chef.

Fokus på bedre løn- og arbejdsvilkår
Kigger man på Maria gennem kunst- og kulturbrillen, kommer hun til skuespillerforbundet som et ubeskrevet blad. Men som Marias cv også viser, har hun stor erfaring med arbejdet for, at lovgivning og politik beskytter særlige grupper.

Maria udtaler i forbindelse med tiltrædelsen:
“Jeg ser frem til at kæmpe for gode vilkår for skuespillere, operasangere, dansere, koreografer og musicalperformere – helt indlysende for deres egen skyld - men også for at sikre dansk kultur, som er helt afgørende for den dansk selvforståelse og sammenhængskraft. Løn- og arbejdsvilkårene for forbundets medlemmer skal ind i det 21. århundrede. Det virker ret rystende, at gennemsnitsindtægten for medlemmerne fortsat er betydeligt lavere end lavtlønnedes gennemsnitlige indtægt – samtidig med den meget ringe sikring under sygdom, pension og barsel.”

Samarbejde og alliancer bliver et klart fokus
Maria kommer til forbundet med mange års erfaring med at skabe alliancer for at opnå en politisk forandring, og med en klar ambition om at agere samlende og inkluderende i samarbejdet med branchens øvrige institutioner.

Om arbejdet tilføjer Maria:
“Rettighedskonflikterne med store aktører som Viaplay og Yousee har vist, at vi skal stå sammen i branchen for at sikre de danske rettigheder. Jeg mener også, at vi kan styrke dialogen og alliancerne, når vi arbejder for bedre dansk lovgivning og bedre aftaler i Danmark. Jeg vil derfor gøre mit yderste for at skrue endnu mere op for dialogen både med Christiansborg, institutioner på kulturområdet og de øvrige forbund.

Forperson Benjamin Boe Rasmussen glæder sig også til samarbejdet med forbundets nye direktør:
”Jeg er pavestolt over, at vi har fået Maria i hus og glæder mig til at vi med hendes faglige baggrund kan komme afgørende skridt videre i arbejdet med alle de udfordringer, vores medlemmer står overfor. Nu mere end nogensinde før er det afgørende, at vi ser den danske film-, tv- og scenekunstbranche som ikke blot en essentiel faktor i dansk kunst og kultur, men også som en væsentlig brik i en stadig mere globaliseret verden, der ikke bare udfordrer kunstnernes økonomi men også vores nationale identitet.”

Rent praktisk tiltræder Maria Ventegodt stillingen som direktør torsdag 12. december.