“Det er en del af revytraditionen at tage både dansk og udenlandsk politik under behandling på scenen i form af samfundssatire,” siger instruktør og iscenesætter Joy-Maria Frederiksen, der har iscenesat Cirkusrevyen i 2023 og 2024, og som skal igen i 2025.
“Vi gør grin med magthaverne og de fine – sådan har det været siden Holbergs tid,” fortsætter hun.
Men der er en grænse.
“Vi vil meget gerne være politiske, men ikke partiske og aldrig partipolitiske. Partifarven er ligegyldig for vores satire. Cirkusrevyen henvender sig til en bred målgruppe, og vi ønsker ikke at støde folk fra os. Tilskuerne må ikke føle sig hældt ned ad brættet, fordi dem de hepper på får et lille rap over fingrene.”
Joy-Maria Frederiksen har masser af holdninger, også til politik, men det er meget sjældent, at hun giver sig til kende i det offentlige rum.
“Jeg vil ikke have, at revyen bliver dømt ude på grund af mine holdninger. Cirkusrevyen har et kæmpestort trofast publikum, og det er min opgave at føre traditionerne videre og passe på stedet. Så jeg tænker helt sikkert over, hvad jeg siger uden for privatsfæren.”
“Desuden tror jeg på dialog – ikke mindst i en verden, hvor lande tæt på os, som Sverige og Frankrig, oplever en øget polarisering. Vi får ikke noget ud af at stå og råbe til hinanden på hver sin side af plankeværket. God satire er morsomt og holder balancen og giver vores 1.200‑1.300 gæster hver aften noget at tænke over, når de går hjem. Det er sådan, jeg bruger min stemme.”
Cirkusrevyen havde i år en skarp klimaprofil, hvor politikerne blev ristet for deres passivitet, men den berørte også børnene fra Syrien.
“Det faldt nogle publikummer lidt for brystet, selv om vi ikke tog politisk stilling. Vi slog kun fast, at her har vi nogle børn, som har det dårligt, og det skal vi kunne i Cirkusrevyen,” siger instruktøren.
Et enkelt nummer behandlede uden spas emner som krigen i Ukraine og konflikten i Gaza.
“Vi havde skrevet det som en alvorlig vuggevise om de voksne, som passer på børnene, så de kan sove roligt. Det var en videreførelse af den gamle tradition med viser, hvor man virkelig kunne få sagt nogle ting. Men den form er desværre på retur. For selv om danskerne er et politisk engageret folkefærd, og stemmeprocenten er høj, så er der mindre tålmodighed i dag og derfor færre og kortere viser i revyerne,” forklarer Joy-Maria Frederiksen.

Bodil Alling bliver kaldt en nestor i dansk børneteater og har siden sin professionelle debut i 1981 kæmpet for børns ret til at møde kunst.
“Jeg arbejder videre på en bevægelse, som blev sat i gang i 1970’erne. Det var en evig kamp for flere midler og mere opmærksomhed til scenekunst for børn og unge. Især har det i alle årene ligget mig på sinde, at børn fra alle sociale lag skal have ret til mødet med kunsten,” fortæller hun.
Bodil Alling har siddet i utallige nationale og internationale organer og udvalg for at sikre, at børn blev præsenteret for professionel kunst og ikke kun pædagogisk læring. Og med et spinkelt håb om at kunne rokke lidt ved sociale og politiske forhold, som hun mente var forkerte.
“Den kunst, jeg taler om, handler ikke om finkultur for særligt udvalgte publikummer, men om at børn og voksne med forskellig livserfaring og sociale forhold skal præsenteres for forskellige syn på verden. Undersøgelser har dokumenteret, at mødet med kunst kan bevæge os, så vi får en tro på, at forandring er mulig. Kunsten tilbyder en udvidelse af vores forestillingsevne og styrker derved vores livsduelighed.”
Det politiske arbejde åd med årene så meget af Bodil Allings tid, at hun ikke følte, hun havde energi nok til at skabe sine teaterforestillinger:
“I dag ligger min aktivisme næsten udelukkende på de skrå brædder. Gennem mine forestillinger forsøger jeg at gøre det usynlige synligt og lempe og lirke ved publikums forestillingsevne gennem historier om livsangst, uretfærdighed, ligeværd. Alt sammen med et glimt af humor. Jeg vil gerne vise, at alle har værdi, uanset om de bor i blokkene eller i villaerne.”
Bodil Alling støtter ikke en bestemt politisk linje eller organisation.
“Jeg kunne ikke drømme om at være partipolitisk, så ville jeg jo kun have de publikummer, der var enige med mig. Vores teater er hverken kirke eller skole og skal ikke fortælle tilskuerne, hvad der er sandt eller falsk. Jeg har set fremragende forestillinger med politiske budskaber, for eksempel om klima, krig og en verden i kaos, det er bare ikke min metier. Jeg er varsom med at lægge et tungt samfundsansvar over på det yngre publikum, som stadig knokler på med at forstå deres egen lille verden.”
Bodil Alling har skabt forestillinger på Teatret Gruppe 38 i 43 år. I dag spiller de samme stykker for både børn og voksne, og der kommer stort set lige så mange voksne som børn til forestillingerne. Men Bodil Alling har fået en ny sag at kæmpe for.
“De seneste ti år har vi mærket en stor forandring blandt publikum. Det har mistet evnen til at koncentrere sig om én ting i længere tid ad gangen. Men jeg kræver den fordybelse af tilskuerne og bliver næsten endnu mere analog af, at de keder sig,” siger hun med et glimt i øjet.
Og alvoren er lige bagved.
“Jeg stiller mig lige foran publikum uden paryk eller store teatralske effekter. Det er her, dramaet begynder. Det er her, vi er i øjenhøjde med os selv, og hvad vi står for. Og det er vigtigt, for at vi forbliver troværdige, selvstændigt tænkende mennesker.”