FAQ om Nuuday/YouSees søgsmål mod Copydan

Søgsmålet mellem Nuuday/YouSee og Copydan, hvor tv-distributøren kræver 70 % nedgang i betalingen for rettighederne til det indhold, de sælger i deres tv-pakker, har siden sagen kom frem fået en del omtale, særligt i fagmedier. Senest opdateret 11/4-24.

Det er helt naturligt, hvis du som medlem har et hav af spørgsmål til sagen, og vi vil derfor løbende prøve at redegøre for, hvad der er op og ned i sagen.
Vi anbefaler derfor løbende at, du holder dig orienteret her på siden.


Hvad drejer sagen sig helt grundlæggende om?
Nuuday/YouSee har sagsøgt rettighedshaverne i regi af Copydan Verdens TV, UBOD og Koda med krav om, at betalingen for kunstnere, kulturproducenter og tv-stationers indhold reduceres med mere end 70 procent. 

Nuuday/YouSee sælger i deres tv-pakker adgang til en stor mængde indhold, leveret af kunstnere, kulturproducenter og tv-stationer. Nuuday/YouSee kræver nu, at betalingen for indholdet reduceres med mere end 70 procent i forhold til, hvad der har været aftalt og betalt de seneste mange år. Kravet om den voldsomme reduktion kommer, selvom tv-pakke-produktet er det samme i 2024 som året før, og på trods af at Nuuday/YouSee gennem en lang årrække har ønsket at købe flere rettigheder, og Nuuday/YouSee sætter priserne op i forhold til kunderne.

Nuuday/YouSee har anlagt sagen ved Sø- og Handelsretten. Men en sag ved domstolene kan trække ud i årevis, alt imens titusindvis af kunstnere og kulturproducenter ingen betaling får. Rettighedshaverne har valgt at bede Ophavsretslicensnævnet om at vurdere sagen, som efter vores opfattelse det naturlige sted at få striden afklaret, og det vil samtidig kunne ske hurtigere end ved domstolene. Og i dette tilfælde er en hurtig sagsbehandling vigtig, så vi kan sikre betaling til kunstnere og kulturproducenter.

Læs flere detaljer om sagen her...


Hvorfor er der forskel på rettighedsbetalingen i Danmark, Norge og Sverige?
Rettighedsbetalingen i fællesaftaler i Danmark er højere end i Norge og Sverige. Dette har Nuuday/YouSee fremført i medierne. Men de ”glemmer” i samme ombæring at fortælle, at der er en række gode grunde til forskellen: Det skyldes bl.a., at mængden af rettigheder, som Nuuday/YouSee køber via fællesaftalen i Danmark, også er væsentlig højere og mere omfangsrig end i Norge og Sverige. I Danmark indgår fx rettigheder fra tv-stationen TV 2 i fællesaftalen i Danmark, mens modstykket i Sverige og Norge - TV 2 (Norge) og TV4 (Sverige) - selv håndterer deres rettigheder. Det er fx også således, at der er mange flere forbeholdte rettigheder i Danmark, end i Sverige og Norge. Og reguleringen og markederne er også forskellige, fx er der i Sverige en meget større andel af tv-reklame-finansiering end i Danmark.


Hvorfor er det ikke nok med en a conto-betaling fra Nuuday/YouSee mens sagen løber?
Nuuday/YouSee har tilbudt at betale et a conto-beløb som dækning af de manglende rettighedsbetalinger mens sagen står på. Det er imidlertid ikke en løsning, der fungerer i praksis. For medlemsorganisationerne kan ikke sende et a conto-beløb til de enkelte rettighedshavere, da vi jo kan risikere, at en del af pengene skal betales tilbage, hvis Nuuday/YouSee mod forventning får delvis medhold i deres voldsomme påstand om en reduktion på 70 % i betalingen. Vi kan i praksis ikke bede titusindvis af kunstnere og producenter om ikke at bruge deres indtægter, fordi de muligvis skal betale dem tilbage engang i fremtiden. Oveni har Nuuday/YouSee også stillet krav om betaling af morarenter (ca. 11 %), hvis en del af betalingen skal returneres. 


Hvad ligger der bag stigningen i rettighedsbetalinger, som Nuuday/YouSee anfægter?
Nuuday/YouSee angiver, at rettighedsbetalingen er steget og nu udgør ca. 20 % af deres omsætning, og at det er for høj en andel. Dette er en forsimplet udlægning. Stigningen fra 10 % til 20 % dækker nemlig samtidig over indførelsen af digitale tv-tjenester i tv-sendefladerne (fx Start Forfra, Catch up og mulighed for at gemme tv-programmer i skyen) som Nuuday/YouSee selv har ønsket at få adgang og erhverve rettigheder til, fordi de kan tjene penge på dem og fordi de er nødvendige for at holde på kunderne. Det nuværende betalingsniveau er dermed den samlede betaling for flow-tv og on demand adgang til indholdet.
Fra rettighedshavernes side mener vi, at den nuværende betaling, som er forhandlet og aftalt løbende over en årrække, er en helt rimelig betaling for det indhold og de produkter, som rettighedshaverne leverer, og som Nuuday/YouSee tjener penge på at tilbyde deres kunder. 

Når Nuuday/YouSee laver forretning på baggrund af rettighedshavernes produktioner og indhold, skal de selvfølgelig betale for brugen. Det er i overensstemmelse med ophavsretsloven, EU-retten og internationale konventioner. Og det gælder også, når Nuuday/YouSee vælger at købe digitale tv-tjenester til deres tv-pakker som en del af deres forretning. Alt andet ville ikke være rimeligt. 


Hvad er Ophavsretslicensnævnet?
Ophavsretslicensnævnet er et specialiseret nævn, nedsat af Folketinget med en Højesteretsdommer i spidsen og 2 sagkyndige indenfor området, der netop har til opgave at vurdere, hvad der er en rimelig pris for rettigheder, hvis parterne ikke kan blive enige. Derfor er det altid muligt at få afklaret, om prisen for rettigheder er rimelig og baseret på objektive og ikke-diskriminerende vilkår. Ophavsretslicensnævnet er i sin vurdering også forpligtet til at tage konkurrenceretlige principper og regler i betragtning.

Kontakt og yderligere info

Jørgen Ramskov
Producentforeningen
Næstforperson Copydan Verdens TV

Mail: jr@pro-f.dk
Tlf.: 20 27 77 90

Hvad er rettigheder egentlig?

Bliv klogere på hvad rettigheder egentlig er - og hvordan de opstod.

Læs mere her...

Copydan er en non-profit rettighedsorganisation, der er skabt og styret af skabende og udøvende kunstnere samt tv-, musik- og filmproducenter. Bag Copydan står mere end 30 medlemsorganisationer, som repræsenterer de mange tusinde kunstnere og kulturproducenter, der sikrer produktionen af musik, film og tv-udsendelser mv. hvert år i Danmark. På vegne af kunstnere og kulturproducenter indgår Copydan aftaler om betaling for rettighederne til det indhold, som kunstnere og kulturproducenterne har skabt og bidraget til. Copydan fordeler pengene til medlemsorganisationerne, som sørger for, at pengene kommer ud til de enkelte rettighedshavere.

Koda er en musikrettighedsorganisation, som repræsenterer mere end 50.000 medlemmer bestående af komponister, sangskrivere og musikforlag. Vi arbejder for, at vores medlemmer får en rimelig betaling fra dem, der bruger musikken, og for et stærkere musikliv gennem blandt andet et tættere internationalt samarbejde og et nødvendigt fokus på at gøre musikbranchen mere bæredygtig.

UBOD (Union of Broadcasting Organizations Denmark) er et samarbejde mellem primært europæiske public service-tv-stationer. Samarbejdet omfatter bl.a. ARD, ARTE, DR, NRK, RAI, RTL, SVT, TVE, TV 2, TV 4 og ZDF og vedrører disse tv-stationers interesser i Danmark, for så vidt angår tredjeparters brug af deres indhold.