Skuespillet frisætter operasangen

Hvis du vil være operasanger, er det ikke nok, at du har en gudbenådet stemme og er eminent dygtig til at synge. Du skal også lære at spille skuespil. For det er ikke mindst gennem skuespillet, at sangens potentiale bliver forløst.

Af Lise Penter

En operasanger in spe skal ikke blot lære at beherske sin stemme og sang, så den kan bære at drive et stort orkester, og dens klang rører publikum. Sangeren skal også lære at spille skuespil.
Ikke så lidt af en mundfuld – men det kan også være en kærkommen mundfuld. I hvert fald for den norske mezzosopran Frida Lund-Larsen, som i juni 2024 afsluttede fire år på Operaakademiet, der er et samarbejde mellem Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Kongelige Teater.
“Det var netop, fordi jeg ville lære at fortælle historier, at jeg søgte optagelse på Operaakademiet,” fortæller hun og fortsætter:
“På min Bachelor på Norges Musikkhøgskole havde vi kun begrænset dramaundervisning, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for en formidlingsværktøjskasse. Uanset hvad jeg synger og i hvilken genre, er det vigtigt for mig, at der en helhed – en mening med det jeg gør, og hvorfor jeg gør det.”
Hendes oplevelse er, at jo mere drama og jo flere formidlingsværktøjer, hun har fået, desto lettere er det blevet at synge. De to udtryk støtter hinanden og bygger hinanden op:
“Når det står klart for mig, hvilke tanker og undertekster min rolle har, og hvorfor karakteren agerer og reagerer, som den gør, bliver jeg grebet af fortællingen og bliver mere fri i min sang. Selvfølgelig skal man ind med en pincet og plukke og bygge sten for sten, men for mit vedkommende går sang og skuespil hånd i hånd.”

Sang på 1. pladsen, skuespil på 1 ½-pladsen
Instruktør og dramatisk uddannelsesleder på Operaakademiet, Ebbe Knudsen, er enig med Frida Lund-Larsen i, at skuespillet støtter sangen. På Operaakademiet udgør drama og skuespilteknik da også meget mere end et lille appendixfag til sangen:
“Når vi afholder optagelsesprøver, bliver ansøgerne ikke vurderet alene på deres sang. Selvfølgelig har sangen en afgørende betydning, men vi kigger også på ansøgernes visuelle fremtræden. Hvis de kommer igennem til tredje og sidste prøve, arbejder vi musikalsk og dramatisk med den enkelte sanger for at se, om han eller hun har potentiale til at formidle historier på scenen,” forklarer Ebbe Knudsen.
Ikke sådan at forstå, at Operaakademiet kun optager sangere, der kan spille stort skuespil fra dag 1:
“Det er vores ansvar at give dem værktøjer til at forløse deres evner og blive dygtigere og dygtigere, for der er ingen tvivl om, at forventningerne til, hvad operasangere skal kunne mestre – udover at synge – vokser hele tiden. Det oplever jeg både her i København, og når jeg ser opsætninger rundt om i Europa. Operasangere skal kunne bevæge sig naturligt på en scene, kunne danse, mime, fægte – og spille skuespil.”
Generelt vægter særligt skuespillet mere og mere i opera, mener Frida Lund-Larsen:
“Sangen ligger selvfølgelig på 1. pladsen, men skuespillet kun lige under. På 1 ½-pladsen.”

Fokus på kroppen
Hvordan lærer man så sangere, der først og fremmest er sangere, at spille skuespil og gebærde sig på en scene? Noget af det første går ud på at plante en kropsbevidsthed hos dem.
Frida Lund-Larsen husker en tidlig workshop, hvor sangerne bare skulle gå rundt i rummet:
“Derefter så vi os selv på video. Herregud!” siger hun og griner.
“Armene hang og slaskede.”
Det er helt normalt for unge og utrænede operasangere, fortæller Ebbe Knudsen:
“Der skal fokus på kroppen. Ellers hænger den fuldstændig, og jo mere kollapset kroppen er, desto dårligere er det for sangen – og i øvrigt ser det mærkeligt ud.”

Musikken fortæller
Det første år på kandidatuddannelsen er sangteknik, grundlæggende skuespilteknik og bevægelse separate fag. Derefter begynder man at integrere det hele i situationer og afsnit fra operalitteraturen.
Ebbe Knudsens arbejde med at instruere sangerne ligner til forveksling arbejdet med at instruere skuespillere. Det handler om at formidle tanker og motivation for sangernes figurer. Hvad vil den enkelte figur gerne opnå? Hvilke handlinger kan figuren foretage sig for at nå sit mål? Hvilken funktion har figuren i historien? Hvorfor er den der? Hvad er dens relation til de andre figurer?
Musikken leverer mange informationer, der kan bruges.
“Den måde, musikken er bygget op på, fortæller noget om karakteren,” fortæller Ebbe Knudsen og fortsætter:
“Musikken er et udtryk for, hvilke følelsesmæssige ting der foregår i karakteren, og bliver dermed lidt bestemmende for, hvordan man kan lade karakteren handle. Nogle gange kan man også gå decideret imod det, musikken fortæller, men så har man stadig forholdt sig til det.”

Frisætter sangen
Al undervisning på Operaakademiet foregår i naturlige omgivelser, altså inde bag murene på selve Operaen i København. Fra første færd møder og mærker sangerne stemningen og kulturen i et operahus. De kommer også i praktik og medvirker i rigtige opsætninger.
“Der er forskel på at arbejde i et prøverum og arbejde på en forestilling med et kæmpestort orkester og en kæmpestor scene. Meget af det her håndværk lærer man først, når det virkelig gælder. For de fleste sangeres vedkommende tror jeg, at det er frisættende,” siger Ebbe Knudsen.
Det kan Frida Lund-Larsen skrive under på. Senest har hun sunget ‘Tredje Dame’ i Mozarts ‘Tryllefløjten’ på Operaen.
“Når jeg slipper prøvesalsversionen, går det ofte bedre for mig. Når det gælder for alvor, er der et eller andet, formentlig adrenalin, der kicker ind. Det er det bedste i verden. Jeg er 100 procent i historien,” fortæller hun.

Spillet skal have en naturlighed
Udover det rent dramatiske skal en operasanger også have styr på sin ‘optrædeteknik’.
“Som for eksempel en fysisk bevidsthed om hvordan man arbejder med kroppen, hvordan man står, og hvordan man bevæger sig, så det ser naturligt ud,” forklarer Ebbe Knudsen.
Naturligt? I opera?
“Ja. Musikken i opera kan være voldsom og kræve, at man spiller lidt større, end man måske gør som skuespiller, men alligevel skal spillet i en opera have en naturlighed for at kunne skabe troværdighed på scenen. Vi mærker mere og mere at publikum ønsker en form for troværdighed i det, der bliver leveret. Så der ligger et kæmpestort forventningspres på operasangere for at kunne honorere det,” siger han og fortsætter:
“Selv om opera er noget helt andet, så har de fleste af os film og tv-serier som visuel reference. Vi har en masse visuelle koder fra film og tv, og de koder har publikum med sig i operaen. Sangerne har dem også selv. Jeg tror, de fleste sangere ville opleve at blive låst, hvis de ikke kunne agere nogenlunde naturligt, men blot skulle stå stille på scenen. Når en sanger føler sig låst, sætter det sig i kroppen, og så sætter det sig i stemmen, og så…”
“… sætter det sig i hovedet,” supplerer Frida Lund-Larsen.
“Nemlig – og så begynder man faktisk at synge dårligere. Det var også det, Frida talte om tidligere: Hvis man har en forståelse – en dramatisk forståelse – af situationen og en klar tanke om, hvad figuren gør, så understøtter det faktisk det vokale, og det kan hjælpe til at frisætte sangen. Hvis man kan få de to ting til at arbejde sammen, er det superfedt,” siger Ebbe Knudsen.

Sanger ved et tilfælde
Så mange definerende hændelser i livet sker ved et tilfælde. Det var også et tilfælde, at Frida Lund-Larsen opdagede, at hun kunne lide at synge, og at hun var god til det.
Det begyndte for cirka 12 år siden, da hun var 15 år. Hendes venindes mor havde problemer med sin talestemme og blev henvist til en sangpædagog. De to veninder gik med, for det kunne da være sjovt at prøve at synge. De fik hver 15 minutters sangtræning om ugen. Snart mente sangpædagogen dog, at Frida Lund-Larsen havde et talent, der fortjente 30 minutter og dernæst 45 minutter, og sangpædagogen opfordrede hende til at være med i et kirkekor. Derfra så Frida Lund-Larsen sig ikke tilbage, selv om hun kommer fra en familie, der ikke har spillet musik og heller ikke har lyttet til klassisk musik.
“Mine forældre blev vist lidt overraskede over, at jeg ikke gik efter at blive læge, lærer eller ingeniør som alle andre i min familie, men i stedet valgte en vej, som ingen af os kendte noget til. Men de har støttet mig lige fra begyndelsen, og de er også begyndt at lytte til klassisk radio. I dag næsten mere end jeg selv gør,” fortæller hun.
Hun tog en bachelor på Norges Musikkhøgskole. Videre til Operaakademiet, hvor hun – i konkurrence med omkring 70 ansøgere fra Danmark og udlandet – fik en af de eftertragtede seks studiepladser på den toårige kandidatuddannelse med speciale i opera. Dernæst blev hun optaget på Young Artist Programme, som er et toårigt forløb, også på Operaakademiet, med mulighed for flere roller på scenen.

Drivkraft til det næste kick
Den 15. juni 2024 havde hun sin afsluttende eksamensopførelse på Operaen i København. Nærmere betegnet i den tyske komponist Engelbert Humperdincks (1854-1921) ‘Hänsel und Gretel’, hvor hun med stort overskud og autoritet sang – og spillede – den onde heks, hvis yndlingsspise er små børn. Hun var ikke en heks med vorte på næsen, men en gennemført vampet version af en heks, som med forræderiske lokkende smil i et ansigt omkranset af lyse slangekrøller a la Mae West spankulerede selvtilfreds rundt på scenen og sugede på sit lange cigaretrør.
“Frida har udviklet sig fuldstændig fantastisk meget, siden hun for første gang trådte ind på Operaakademiet. I begyndelsen var hun meget forsigtig. Hun var bange for at gøre noget forkert og holdt derfor enormt meget tilbage,” fortæller Ebbe Knudsen.
“Jeg var hamrende bange,” siger hun selv:
“Jeg analyserede alting 100 gange, og når jeg endelig havde tænkt færdigt, var det for sent at reagere. I dag er jeg ikke bange for at prøve ting af. Jeg ved, at hvis der bliver takket nej til mit bud på min figurs handling, så er det ikke ensbetydende med, at jeg har fejlet, men blot et udtryk for at instruktøren har et andet koncept i tankerne. De fleste instruktører vil hellere have, at man kommer med et bud, end at man møder blank op uden at have forholdt sig til den historie, der skal fortælles.”
Nu er Frida Lund-Larsen en fuldbåren operasanger, og hun er så klar til det næste kapitel i sin sangrejse: Den hårde konkurrence om jobbene rundt om på operascenerne. Men hun har drivkraften, for hun skal ud at opleve, at ‘det kicker ind’.