Det er ikke nemt at leve af at lave scenekunst. Og slet ikke når tematikkerne tager rod i problematikker vedrørende LGBTQ+. Men gennem bl.a. støtte fra Dansk Skuespillerforbund formår Teater HiLS DiN MOR at producere forestillinger henvendt til børn og unge over hele Danmark, så de gennem kunsten kan forholde sig til og spejle sig i historier om svære emner som seksualitet og køn.
I en verden og i en tid hvor kunsten og kulturen skal navigere i et landskab præget af økonomiske udfordringer, er Teater HiLS DiN MOR et eksempel på, hvordan passion og kreativitet kombineret medstøtte fra fonde og organisationer som fx Dansk Skuespillerforbund, kan skabe væsentlig og meningsfuld scenekunst. Selvom den lille forening ikke har muskler eller rækkevidde som de store nationale teatre, har de alligevel formået at markere sig som en stærk LGBTQ+-stemme og adressere områder, der er svære at tale om og måske af den grund ofte forbigås.
Siden grundlæggelsen i 2010 har Teater HiLS DiN MOR udviklet sig til at blive en bastion for inklusion og mangfoldighed gennem scenekunsten. For det er ikke et hvilket som helst teater, der gør sig i scenekunst. HiLS DiN MOR har nemlig en stærk mission om at fremme mangfoldighed og inklusion gennem scenekunsten og er grundlagt med en forpligtelse til at udforske og fejre tematikker vedrørende LGBTQ+. Også uden for de cirkler, hvor emnet allerede er på dagsordenen, fx forestillinger for voksne i København. Da teatret begyndte at lave forestillinger med de samme tematikker for børn og unge over hele landet, skete der noget.
Jesper Forlund Hansen, daglig leder og producent, samt René Benjamin Hansen, kunstnerisk leder og skuespiller, oplevede, at deres stykker blev taget imod på en helt anden måde. De unge tilskuere gav udtryk for, at de med stykkerne fik mulighed for at spejle sig i historier, som de ikke følte, de havde mulighed for i hverdagen.
“Igennem årene har vi fået mange positive tilbagemeldinger fra unge mennesker, som måske selv går og kæmper med noget. Her er vi med til at skabe forståelse og refleksioner. Vi er jo ikke professionelle rådgivere, men vi guider dem videre med, hvor de kan gå ind og finde netværk og alt sådan noget,” forklarer René.
Han slår dog samtidig fast, at det ikke kun børn og unge, der kan identificere sig med problematikkerne vedrørende LGBTQ+, der skal kunne få noget ud af deres forestillinger:
“Vi satser altid på at lave brede forestillinger. Så selvom du ikke er LGBT-menneske, så kan du sagtens spejle dig i historien. Og den historie plejer vi at tage seriøst. Og derfor tror jeg også, at de unge hopper med på historien.”
Teatrets virke har derfor ikke kun været en platform for kunstnerisk udtryk, men også et pædagogisk redskab, der har berørt livet for unge mennesker på tværs af landet.
“Mange har kunnet spejle sig selv, og synes det var enormt vigtigt, det vi lavede," deler Jesper om reaktionerne fra unge, der har set deres forestillinger.
Uden støtte – intet teater
På trods af pæne modtagelser for deres forestillinger af publikum, står Teater HiLS DiN MOR over for betydelige udfordringer – især af økonomisk art. Det er desværre en realitet, at denne form for kunstnerisk virke ikke er mulig uden økonomisk støtte.
“Vi er i den heldige situation, at vi er under en treårig driftsbevilling fra Statens Kunstfond," fortæller Jesper og understreger vigtigheden af denne støtte for teaterets daglige drift.
Men selv med en driftsbevilling er udfordringerne talrige, da fondsmidlerne sjældent dækker produktionsomkostningerne. Den økonomiske virkelighed er altså alt andet end let for teaterproduktioner især inden for nicheområder som LGBT+–scenekunst. For at få økonomien og de kunstneriske ambitioner til at gå op samarbejder teatret dog også med andre teatre og modtager støtte fra Dansk Skuespillerforbund fra de såkaldte KulturPlus-midler.
De udfordringer som Teatret HiLS DiN MOR oplever er en generel problemstilling for mange udøvende kunstnere. Kan man dyrke sin kunst og samtidig bestå rent økonomisk? Til spørgsmålet om hvordan Teatret HiLS DiN MOR ville se ud uden støtte, er svaret klart og enstemmigt:
“Vi ville ganske enkelt ikke eksistere.”
Som René siger:
“Vi ville slet ikke kunne drifte teatret og producere scenekunst for det beløb, vi får fra Statens Kunstfond alene. Så det er altafgørende, at vi kan rejse yderligere fondsmidler og finde samarbejdsteatre for at kunne realisere vores produktioner. Derfor er det fantastisk, at Dansk Skuespillerforbund støtter os med den teaterprofil, vi har. Dem er der jo ikke så mange af i Danmark. Så det er dejligt at vide, at ens forbund også bakker op om mangfoldighed. Vi er virkelig taknemmelige for, at de har villet støtte os ad flere omgange. Det er vi meget, meget glade for.”
Ny forestilling til efteråret
Netop nu er teatret godt i gang med forberedelserne til deres nye forestilling ‘Spejlvendt’, der får premiere til efteråret. En forestilling, der er henvendt til gruppen 12+, og som ifølge Jesper handler om kønsudtryk og kønsidentitet.
“‘Spejlvendt’ handler om, hvad man udtrykker i forhold til det, man tager på sin krop. Og det er med udgangspunkt i et ungt menneske, som har lidt svært ved at finde ud af sig selv. Denne person møder en meget klassisk, flamboyant drag queen. Og gennem denne drag Queen hjælpes personen på vej til en selverkendelse: At det er okay at bryde med samfundets normer. Og man ikke skal tænke så meget over, hvad andre tænker og siger.”
Datoerne for stykket er endnu ikke offentliggjort. Vil du vide mere om Teater HiLS DiN MOR, kan du følge med på Teater.hilsdinmor.dk
Mød den unge instruktørstuderende Nivetha Balasubramaniam, der som en del af Super 16 også har mulighed for at instruere og producere film takket være midler fra KulturPlus-støtteordningen.