Utroligt krævende – utroligt givende

En ting er at skulle holde styr på en enkelt karakter på scenen – eller måske to. Men 15? Ikke desto mindre er det noget, Jakob Højlev Jørgensen gør hver eneste aften i soloforestillingen ‘Kaptajn Utrolig’.

Af Louise Kidde Sauntved

Egentlig er Jakob Højlev Jørgensen rigtigt glad for at spille sammen med andre. I tolv et halvt år var han del af ensemblet på Aalborg Teater, og han elsker den dynamik, der opstår i den kreative proces med andre spillere, hvor man løfter hinanden, så en og en bliver mere end to. Alligevel har han nu to gange befundet sig mutters alene på scenen, i krævende soloforestllinger, hvor han må være sin egen kreative sparringspartner.
Det startede med ‘Jeg er min egen kone’, om den østtyske transvestit Charlotte von Mahlsdorff. Med en handling, der strakte sig over et halvt århundrede og fortalt gennem 35 roller, alle spillet af Jakob Højlev Jørgensen selv. Stykket havde danmarkspremiere på Aalborg Teater og er siden blevet sat op på Himmerlands Teater, Svalegangen og Riddersalen, hvor Jakob Højlev Jørgensen spillede det i hele tre sæsoner.
Det gav blod på tanden. Så da Højlev Jørgensen oplevede den britiske dramatiker Alistair McDowalls soloforestilling ‘Kaptajn Utrolig’ i London, blev han dybt grebet af fortællingen om helt almindelige Mark, der midt i en livskrise stræber efter at være en superhelt i sin datters øjne. Han skyndte sig at erhverve rettighederne til at oversætte stykket til dansk med henblik på at sætte det op herhjemme.
Det skulle dog vise sig at være noget af en udfordring. Ikke kun fordi det kræver både vedholdenhed og benarbejde at skaffe finansiering og scenerum til den type forestilling, men også fordi manuskriptet viste sig ikke at indeholde en eneste regibemærkning. Ikke engang en anvisning af, hvilken karakter, der siger hvilken replik. Og der er vel at mærke 15 karakterer i alt – spillet af den samme skuespiller.
“Det er et ret vildt manuskript. Det er nærmest skrevet som et digt. Dramatikeren Alistair McDoWall har lavet et værk, og så har han givet ansvaret videre og sagt ‘løs det, som I kan’. Det pirrede mig rent fagligt, for det havde jeg ikke prøvet før,” fortæller Jakob Højlev Jørgensen og viser manuskriptet, der er fyldt med overstregninger og håndskrevne noter i margen.
“Der er kun to steder, hvor der står noget – ‘hun trækker på skuldrene’ og ‘han smiler’. Jeg tror, det er, fordi man lige netop de to steder kan gå helt galt i byen. For eksempel i slutmonologen, der er en undervisning i, hvordan man lærer at flyve. Det kunne hurtigt blive tolket som en flugt eller en dødsdrift. Så når der står ‘han smiler’, er det et hint fra Alistair McDowall om, at det ikke er der, vi er.”

En ren historie
‘Kaptajn Utrolig’ havde danmarkspremiere på Vendsyssel Teater sidste år og blev genopført på Riddersalen i september. Nu, hvor spilleperioden er overstået, vil Jakob Højlev Jørgensen godt afsløre, at der er en rigtig god grund til, at han står ene mand på scenen og spiller femten karakterer i stedet for at dele opgaven.
“Umiddelbart kan det måske godt ligne sådan en elegant teaterleg, hvor en skuespiller hopper fra rolle til rolle. Men det viser sig, at Mark har mistet alle dem, han taler om. Hans datter døde af sygdom. Hans kone er han ikke sammen med mere. Han har ikke noget job. Så i virkeligheden er vi med på en rejse, hvor han gennemgår alle sit livs største traumer og højdepunkter. Og hele hans verden som superhelt – en fantastisk verden, hvor han har kræfter og overskud til at gøre alt – er noget, han gennemlever alene. Det er en vigtig pointe.”
Derfor endte Jakob Højlev Jørgensen med at stå alene på scenen, trods flere forslag om at inkludere andre elementer.
“Der er mange, der tænker, at når der kun er ét menneske på scenen, så er det lidt en spareøvelse, og nogle foreslog endda at tilføje en jazzsaxofonist eller en tegner, der illustrerede live. Men for mig handlede det om at skabe en ren fortælling. Ved at være alene på scenen, bliver Marks ensomhed tydeligere i alt, hvad jeg gør – også når jeg spiller dem, han har omkring sig.”

Kunsten at lytte til sig selv
Og hvordan spiller man så femten forskellige karakterer – der alle alligevel på samme tid er en? På en måde så publikum kan følge med i de mange skift? Det gør man, ifølge Jakob Højlev Jørgensen, ved at gøre så lidt som muligt.
“Det handler om at lægge kortene lidt tydeligt fra starten. Når først man ved, hvem der er hvem, er det lettere at vise med små ting og simplificere det, man arbejder med. Jeg har ingen kostumeskift – kun en kappe, der ryger lidt ned i bukserne og op igen. Og det er faktisk endt med at være meget minimalistisk, hvor det måske bare handler om lige at hæve brystet – så er man den karakter. Der er mange af den slags teknikker.”
Og så handler det om, hvad spillerne vil med hinanden.
“Det er jo ikke en monolog, men et stykke, der godt kunne være spillet af mange mennesker. Så jeg nyder at turde lade mig blive påvirket og overraske over det, der kommer. Det lyder måske banalt, men det er faktisk der, det helt store arbejde ligger. At være både motor, den der driver, og den der bliver påvirket i hver eneste scene.”

Magi opstår
Det stiller store krav til forberedelsen. Og at man prøver at lade være med at tænke fremad, men hele tiden bliver i nuet.
“Kunsten er jo, at når to mennesker sidder og snakker sammen, så går det nogle gange hurtigt, og andre gange opstår der lige en lille pause. Så siger du noget, og så siger jeg noget.”
Og så skal man være lydhør overfor nuancerne. For selv om man ikke har medspillere, der pludselig kan komme med noget overraskende, kan der stadig være ting, man skal reagere anderledes på. De kommer bare fra en selv.
“Det handler altid om kontakt og om at gøre medspilleren god, når man spiller. Medspilleren er der så bare ikke rigtigt her. Jeg kan ikke se, hvordan den anden bliver påvirket, når jeg flirter eller skælder ud, eller vi har en kæmpe krise. I en enkelt scene er jeg endda oppe at slås med mig selv. Alligevel skal jeg lade mig påvirke. Det bliver lidt abstrakt. Men jeg prøver altid at være i den, jeg er lige nu. Hver gang.”
Under prøverne har Jakob Højlev Jørgensen flere gange oplevet, at han i scener, hvor der er tre karakterer i spil, nærmest har det, som om der også er tre skuespillere der arbejder sammen på scenen.
“Hvor den ene får instruktionen, fordi de andre fungerer fint, og så kan de være med til at løse scenen. Eller jeg kan sige, at nu har jeg svært ved at komme igennem det her, fordi hun spillede anderledes. Det er ret magisk at kunne blive påvirket af, at de andre spillere ændrer sig, selv om der bare er mig. Det er en vild opgave. Men det er også ensomt, når jeg går i gang med at spille, fordi der ikke er nogen at snakke med bagefter. Til gengæld kan jeg jo også påvirke hele forestillingen. Så hvis en af karaktererne er ved at løbe af med noget, så kan jeg hive ham eller hende lidt ind. Det kan man ikke på en normal forestilling, hvor der står 15 mennesker på scenen, mens et symfoniorkester spiller.”