Stort set alle skuespillere oplever perioder, hvor telefonen ikke ringer. Men de pauser kan du bruge aktivt til at blive mere bevidst om og træne dit instrument – og derved stå stærkere som skuespiller. Du kan skærpe bevidstheden og træne blandt andet frihed, nærvær og formsans, forklarer Maibritt Saerens.

Af Louise Kidde Sauntved

Nogle påstår, nok lidt flabet, at hvis en musiker bliver arbejdsløs, sætter vedkommende sig hjem i kælderen og øver skalaer og forfiner sin tekniske kunnen. Hvorimod en skuespiller, der bliver arbejdsløs, sætter sig på den nærmeste café og drikker kaffe.
Men der er måske noget om snakken – på en måde.
For hvis du er pianist, er det lettere at gennemskue, hvordan du bedst bruger tiden på at dygtiggøre dig, så du står stærkere, når du næste gang bliver tilbudt en opgave. Som skuespiller er det straks sværere – fordi det for nogle måske er mere abstrakt at finde ud af, hvordan vi skærper vores instrument og talent i ufrivillige pauser. Men det er ikke desto mindre både muligt og meget vigtigt. Og noget alle burde kaste sig over i stedet for kaffekoppen, ifølge Maibritt Saerens. Hun blev uddannet skuespiller i 1999 og har siden været flittigt brugt på teater, film og tv, både herhjemme og i Norge, ligesom hun underviser andre skuespillere.
Første gang hun oplevede en stille periode som skuespiller, var, da hun for 14 år siden blev mor til tvillinger. Hun opdagede, at det krævede en aktiv indsats for at komme tilbage og igen blive en efterspurgt skuespiller.

Frihed
Hun hørte selv tesen om skuespilleren og kaffekoppen fra sin dramalærer på teaterskolen, Finn Hesselager, men tænkte at cafeen og kaffekoppen aldrig skulle få bugt med hendes passion. Hun satte sig for at blive fuldstændig klar over de teknikker, hun kunne bruge til at træne sit instrument. Også i pauserne.
“Da jeg kom ind på teaterskolen, havde jeg allerede gået på en privat skuespilleruddannelse og havde taget en dramapædagogisk uddannelse, og jeg var så tændt på det her fag. Dengang troede jeg, min passion handlede om at komme ud og lave teater, film og tv – hvad jeg også har været så heldig at få lov til. Men i virkeligheden handler min passion om selve skuespillerfagets bagvedliggende mekanikker – teknikkerne bag, men også den gave faget tilbyder bag teknikkerne; nemlig frisættelse af krop, sind og sjæl.”
Hun kan huske første gang hun så et teaterstykke, der virkelig ramte hende:
“Det var i Musikhuset i Aarhus. Jeg sad og hulkede på bagerste række, uden dengang helt at forstå hvorfor. Men jeg var ramt af skuespillernes sprog bagved talen og stykkets indhold, deres frihed, nærvær og det samspil, de havde på scenen. Jeg opdagede en ny mulighed for at være menneske, gennem større frihed i krop og energi, mere nærvær og bedre kontakt i det relationelle rum.”

Ind bag masken
Og frihed – fysisk, psykisk, mentalt – kan du træne. Uanset om du har et scenerum eller bare dit eget kælderrum.
“Du kan starte med at spørge dig selv ‘hvor står jeg i vejen for rollerne?’. Er det fysikken, så træn den. Er det psyken eller dit mentale mindset, så kig i første omgang på de personlige forhindringer, der står i vejen, og som holder rollens udtryk – eller måske endda karrieren – tilbage. Det kan være manglede selvindsigt i egne strukturer i krop og psyke, som du derved ubevidst giver videre til rollerne. Hvordan skal du kunne sætte dit hjerte i spil, hvis du ikke kender dit eget hjerte? Du skal kende til nogle af alle de overlevelsesstrategier, som beskytter og passer på os mennesker i relation med verden. Som Finn altid sagde til mig: ‘det du ikke lever i livet, kan du ikke give rollen’. Så opdag hvor du mangler større frihed i krop, psyke eller sind. Tag offeret ud af offeret, som Ivana Chubbuck siger, og bliv en mere fri spiller.”
“Som skuespiller handler frihed om at kunne give rollen en hvilken som helst form, i både krop, psyke og tale – men frihed for mig handler også om at slippe lidt mere ind bag masken, også din egen. Ind bag form og sprog og hen mod selve vågenheden, som al form udspringer fra – evnen til at hvile frit i ikke-gøren. Vi skuespillere lever jo af at tage masker, roller, på og af. Og når du har gjort det rigtigt mange gange, så opdager du, at jamen, hov, når jeg tager denne her rolle af, så er der jo stadig en maske, og det er dig selv – Maibritt. Og når du begynder at arbejde så nørdet med bevidsthed og krop, så opdager du, at skuespillerbevidstheden, selve vågenheden, den ligger faktisk inde bag Maibritt. En hvilende, åben lytten, der ikke skal noget. Maibritt kan være nyttig i nogle situationer som spiller, men står ofte i vejen for den transformationskraft, som nogle roller kræver, og den lytten, hvorfra al liv og alle impulser kommer.”

Lav dit eget laboratorie
Det er dog de færreste, der arbejder så radikalt, at de helt slipper jeg’et undervejs. Maibritt Saerens nævner Jim Carrey, der næsten ikke kunne slippe rollen som Andy Kaufman, efter at have lavet ‘Man on the Moon’, eller Daniel Day-Lewis, der insisterer på at blive i karakteren, også når han ikke optager.
“Jeg lever stadig illusionen Maibritt. Men jeg begynder at mærke, at jeg kan løsne maskens elastik i siderne og gå mere frit ind i rollens energi. I mine pauser mellem skuespillerjob træner jeg frihed i krop og psyke blandt andet gennem maskearbejde. Jeg tager simpelthen en maske på i dagligstuen og arbejder med frihed i krop, åndedræt og energi. Og ‘samkoordinerer’ det med tekst. Derfra slipper jeg ind til skuespillerbevidstheden, hvor jeg ikke skal gøre noget, blot i momenter være åben og lyttende. Jeg træner mit instrument hver dag. Udover maskearbejdet mediterer jeg, træner krop, åndedræt og formsans – også uden masker. Jeg har taget en integrativ kropsuddannelse og selvfølgelig gået i terapi. Jeg tager over til Finn Hesselager og træner med Ivana Chubbuck på zoom.”

Nærvær
En anden ting du kan træne derhjemme, er nærvær.
“Mange tror, at du er nødt til at have en scene for at kunne træne skuespilleren. Scenen forærer dig et nærvær – ja – fra både publikum og dine medspilleres uforudsigelighed. Rigtig mange skuespillere bliver afhængige af at stå på scenen på grund af dette levende, legende nærvær. Nærværet giver energi og mening. Så snart du går om på bagscenen, bliver du dig selv igen, med alle dine vaner og ubevidstheder. Og så tænker mange måske, at det nærvær kan du ikke øve, medmindre du netop står på scenen. Men det kan du godt.”
Det opdagede Maibritt Saerens selv, da hun efter at være blevet mor pludselig stod uden arbejde og havde en følelse af, at det almindelige, ubevidste liv og gøren sløvede hendes skuespillerinstrument. Hun ringede derfor til Finn Hesselager og spurgte hvad hun skulle gøre. Og hans svar var ‘nærvær’. Nærvær i det daglige. Nærvær i det nu, du er i som menneske.
“Jeg har mediteret i snart 25 år, men det er jo ikke ude i livet – det er på en pude. Så det er adskilt fra det liv, vi portrætterer som skuespillere. Som er mennesker – og hvad det vil sige at være menneske. Men jeg opdagede at jeg kunne bruge min opmærksomhed og lave momenter af nærvær og træne dette i det almindelige liv. Ja, faktisk hele tiden. Det behøver du ikke en scene til. For eksempel nu, hvor vi sidder og taler sammen, så kan jeg splitte min opmærksomhed og lytte til dig, samtidig med at jeg er opmærksom på det nu, der er imellem os. Og hvis det bliver for intimt, kan jeg gå lidt væk fra det igen. Jeg kan lave momentvise nuer, hvori livet foregår. Jeg bevæger min krop, og med min opmærksomhed opdager jeg det nu, jeg bevæger den i. Jeg kan lade mig påvirke og reagere på den andens nu. Opdage det rytmiske ubevidste ‘game’, vi mennesker har sammen. Og kameraet elsker, hvis du kan skabe ægte nuer. Publikum elsker skuespillere, der på scenen kan lave åbne, lyttende nuer – selvfølgelig med en kreativ, fri formsans i krop og tekst. Hvis du først begynder at træne nærværet, bliver det pludselig sjovt og meningsfuldt i sig selv.”

En livsopgave
En dag opdagede Saerens, nærmest ved en tilfældighed, hvor stærkt det aktive nu kan påvirke energien i et helt rum. Hun sad med sine to små børn og sin kæreste ved spisebordet. Det havde været en kaotisk dag, og børnene var urolige, de voksne var trætte og ikke reelt til stede.
“Ligesom når skuespillere går ud på bagscenen. Så slukker de on-knappen og er off. Det er vi mennesker i al almindelighed også – off. Vi snakker, men er ikke reelt til stede i nuet. Og midt i den situation kom jeg pludselig i tanke om det med at være mere til stede. Og så fangede min kæreste den. Og i det øjeblik vi blev nærværende sammen, så gik der et nanosekund, så var der fuldstændigt stilhed og ro hos de små tvillinger. Jeg kunne mærke, at vores kollektive nervesystem faldt til ro. Og der gik det op for mig, at en af de skalaer, vi kan træne – ligesom pianisten i kælderen – det er vores nærvær helt ind i nervesystem. Så nærværet bliver fysisk i rummet, også i scenerummet.”
Hun stopper sig selv og griner lidt.
“Det er vildt nørdet. Det ved jeg godt! Vi skuespillere lever af vores kreative frihed. Frihed til at skabe alle former for udtryk med vores krop, sind og psyke. Udtryk som udfolder sig i ægte nærværende momenter. Og – det er en træningssag.”
Hun kan godt høre, at det lyder som en ordentlig omgang, hvis man sidder der med kaffekoppen på cafeen og bare gerne vil i gang igen. Og det er da heller ikke på nogen måde tænkt som et quickfix. Træning af nærvær og en kreativ frihed er noget, du som skuespiller kan og bør arbejde med hele livet.
“Som Stina Ekblad engang sagde til mig: ‘det tager et helt liv at blive en god skuespiller’. Alt det her nørdearbejde – i bevidstheden, at træne nærværet og frisætte sig, helt ind i de finmotoriske, subtile muskulaturer og energier om åndedrættet og helt ind i nervesystemet – det tager et helt liv.”
Men det betyder også, at du bliver en bedre skuespiller. Fordi spillet ikke bliver på overfladen, men kommer helt indefra og bliver ægte.

Lav et kollektiv
Gennem sit arbejde som underviser møder Maibritt Saerens mange unge skuespillere, der føler, at de mangler teknik og ikke ved, hvordan de skal træne deres instrument, når de ikke har en rolle.
“Til dem siger jeg, at du er nødt til at have dit eget laboratorium. Undersøg hvad det vil sige at være et menneske, helt ind i dit eget nervesystem, og skab herfra frihed til rollen. Find din personlige kreative åre, der bare må få et sprog og en form. Du bliver introduceret til en masse teknik eller inspiration på skolerne. Men det er ofte bagefter, at du opdager, hvor du har huller i osten. Du er nødt til hele tiden at arbejde med en dialog eller en monolog og skabe et samarbejde med en anden skuespiller. Så du ikke kun øver skalaer nede i kælderen, men også bringer dem op i stueplan. Tag din mobiltelefon og film en monolog, leg med tekst, krop og energi. Lav en dialog med en ven. Lav et skuespillerkollektiv. Dit instrument skal trænes aktivt igen og igen. Det er svært og kræver selvdisciplin. Og det kræver, at det her projekt ikke kun handler om, at du vil være rig og berømt og kendt. Der skal være noget i faget, som pirrer din interesse for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Jeg forstår godt den der ‘jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre’. Men i det øjeblik du begynder at træne dit apparat og leger med din kreativitet, så sker der noget. Du fortæller din persona noget, der er modsat det at drikke kaffe –modsat risikoen for at blive et offer for branchens vanvittige jobsituation. Hvis du går ind og begynder at gøre noget og er nysgerrig – og går ud og skaber kunstneriske samarbejder af et rent hjerte og ud fra en nysgerrighed, der handler om at udforske det at være menneske og udforske hinandens kreativitet og tekniske kunnen, så begynder du at lave ringe i vandet, der måske kan ramme en havn derude i branchen. Eller – endnu bedre – får dig til at stole på det landskab, du selv er ved at skabe, og derfra selv skaber grobund for en fortælling, du bare må ud i verden med.”