Vi har brug for musikkens power

Det er passionen, der driver værket for Emilie Groth og Birgitte Raaberg, som oplever en særlig energi og et helt specielt sammenhold i musicalbranchen – der i øvrigt er midt i et opsving. De maner dog også til omtanke i forhold til at værne om det, der er hjertet i forestillingerne – nemlig de dedikerede kræfter på scenen.

Af Louise Kidde Sauntved

Emilie Groth og Birgitte Raaberg mødtes første gang i musicalen ‘She Loves You’ fra 2022, hvor de spillede den yngre og ældre version af samme karakter. De opdagede hurtigt, at de, forskellen i alder og baggrund til trods, havde meget tilfælles. Ikke mindst en stor kærlighed til musicalgenren og en tro på musikkens kraft.
“Musicals løfter virkeligheden og giver os en anden måde at forstå en historie på,” siger Emilie Groth.
“Det er en scenekunstform, der bryder teatrets tyngdelov og udfordrer vores opfattelse af hverdag og virkelighed – netop ved at danse og synge om det. Nogle gange skal man pille vores verden fra hinanden for at bygge den op igen – og hvorfor så ikke tilføje et magisk element, så vi rigtig forstår pointen? Måske synker det ind på en anden måde, når toner og bevægelse er med til at formidle fortællingen.”

Magi og åbenhed
Emilie Groth er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia i 2021 og har siden haft en række store roller i danske musicals, blandt andet som en yngre udgave af Dronning Margrethe i musicalen ‘Margrethe’ og hovedrollen i ‘Anastasia’ på Det Ny Teater. Egentlig drømte hun om at være operasanger, men blev fascineret af musicalens kombination af alt fra jordnære spillescener til shownumrenes ‘larger than life’-følelse.
Birgitte Raaberg startede karrieren præcis fyrre år tidligere, i 1981, hvor hun tog afgang fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Aarhus var på det tidspunkt stedet, hvis man gerne ville lave musicals. Birgitte, der sang i jazzband i studietiden, har spillet et utal af roller i musicals, blandt andet Dot i Sondheims ‘Sunday in the Park with George’, Roxie i ‘Chicago’, Eponine i ‘Les Miserables’ og mange flere.
“Musikken har altid haft en stor plads i mit hjerte, og musicalgenren har en ekvilibrisme og en power, som vi også har brug for i denne tid,” siger Birgitte Raaberg.
“Toner og bevægelse skaber frekvens, og en god forestilling åbner vores følelser og løfter os op over det ordinære. Kunsten forfører publikum til at mærke magien og pulsen på celleplan.”

Musicals er mange ting
Derfor glæder det også dem begge, at musicalen har så stor fremgang i Danmark, hvor der i disse år bliver opført musicals som aldrig før.
“Man kan mærke, at der er en ny strøm af interesse for musicals blandt publikum. De vil udfordres og se de kendte historier få et nyt tvist,” siger Emilie Groth og fortsætter:
“Det behøver ikke kun at være historier fra Broadway, og det giver de nyskrevne forestillinger et skub og breder vores forståelse af musicals mere ud i Danmark – eksempelvis med ‘Margrethe’-musicalen om vores forhenværende dronning, fyldt med mennesker, vi har oplevet og kendt. Eller ‘musicalificeringen’ af ‘Charles’ Tante’ på Fredericia Musicalteater. Det er vidunderligt, når historierne begynder at være vedkommende, så det ikke bare er outdated ‘museumsteater’.”
Men uanset handlingen er eventyret og magien altid nødvendig i en god historie.
Og den moderne danske musical er ikke kun for de indviede, når en filminstruktør som Susanne Bier eller popsmede som Rasmus Seebach og Burhan G. kan byde ind.
“Det er enormt sundt, tror jeg. Det betyder også, at folk begynder at redefinere, hvordan musicalmusik kan lyde. Skal det være noget med et strejf af dansk pop, eller er du mere til et stykke med Sven Gyldmark-lyd?” spørger Emilie Groth.
“Ja, musicals er mange forskellige ting,” medgiver Birgitte Raaberg, der håber, at opblødningen af grænserne kan være med til at fjerne nogle af de fordomme, der stadig hænger ved musicalgenren:
“Det har jo gennem tiderne været sådan lidt, at musicals ikke var så seriøst. Jeg hører nogle gange folk sige ‘jamen, jeg kan ikke lide, at du skal stå der og udpensle dine følelser i en sang. Jeg har fattet, at du er forelsket. Eller at du er ved at dø’.”

Giver plads til hinanden
“Det er godt nok også absurd at bryde ud i sang. Og jeg må indrømme, at det da også kan tælles på mere end to hænder, de gange jeg har oplevet nedgørende kommentarer om min profession. Det kræver en enorm dedikation og mange timers øvelse at mestre dans, sang og skuespil på samme tid, og det oplever jeg, til min store skuffelse, at der ikke er respekt for forskellige steder i teaterbranchen. Vores faglighed, eller det at lave musical, vægtes simpelthen ikke lige så højt, og det skaber en skævvridning på en produktion, da nogle derved bliver mindre værd end andre. Hvorfor ikke lede efter, hvad det ‘at bryde ud i sang’ netop kan? Og når alle så gør det på samme tid – dén der følelse! Det giver gåsehud, og det giver genlyd i salen,” fortæller Emilie Groth.
“Ja, vi skal huske på, at kunst og kultur er selve baggrunden og fundamentet for os som folk,” tilføjer Birgitte Raaberg og fortsætter:
“Det er den historik, der gør, at vi fortæller historier om, hvem vi er. Hvad det er at være menneske med sjæl og farver, hud og hår og dans og toner. Kunst og kultur hænger sammen med, hvordan vi trives som folk. Under coronatiden blev kulturen hårdt ramt, men det var netop fællessang og musikalsk samvær, der trøstede og skabte en følelse af fællesskab.”
Og netop fællesskabet er tydeligt i musicals.
“Fællesskabet er tit noget særligt på en musical. Musikken synger os sammen, og når det spiller, mærker man den der følelse af mening, når man går hjem fra en prøve og føler, at ens kunnen er værdsat. Det store maskineri, en musical er, afkræver bare et stærkt samarbejde for, at det skal kunne lykkes,” fortæller Emilie Groth.
“Jeg oplever også musicalgenren som noget af det, der styrker fællesskabet og samarbejdet,” medgiver Birgitte Raaberg:
“For du kan ganske enkelt ikke lave en musical uden det subtile, sublime samarbejde. Da vi lavede ‘She Loves You’, oplevede jeg virkelig, hvordan den enkelte med stor styrke, talent og lys gik ind og solidarisk fyldte ud, når der manglede nogen, bakkede op og var geniale til at træde til, når og hvor der var brug for det. En helt særlig evne som de unge musicalperformere er ekvilibristiske til.”

‘Sjovt’ på brødet
Måske skyldes det stærke fællesskab en fælles bevidsthed om, hvad det kræver at have musical som sit fagområde. Det er nødvendigt at være både fysisk og mentalt stærk, at træne sang og dans, krop og stemme. Og ikke mindst kræver det, at du er omstillingsparat og hurtig. For der er ikke meget tid til at prøve hver scene, når 20‑30 performere – sangere, dansere og musikere – skal finde hver sin plads i fortællingen. Og undervejs i forløbet er der måske også sygdom eller skader, der kræver, at flere positioner skal rykkes rundt, så kabalen går op.
“Ja, man må forholde sig ydmygt til genren. Der er ikke noget, der hedder ‘bare’ at lave musicals,” siger Emilie Groth.
“Man kan ikke være i den her branche, medmindre man har det som en fisk i vandet. Det er passionen, der siger ‘det vil jeg’, og så kører man på fuld skrue,” tilføjer Birgitte Raaberg.
Undertiden oplever de dog, at passionen bliver brugt imod de udøvende kunstnere. For hvis man har det så sjovt, så behøver man vel ikke at få en fyrstelig gage for det, vel?
“Man kan ikke smøre ‘sjovt’ på brødet,” siger Emilie Groth.
“Det er jo det,” nikker Birgitte Raaberg og fortsætter:
“Sammenligner man en skuespillers grundløn med samfundets øvrige arbejdsområder, er det tydeligt, at der er en opfattelse af, at ‘sjovt’ er et løntillæg i sig selv. Men det er ikke en begrundelse for ikke at få en ordentlig løn.”

Sammenhold gør stærk
Så hvis Emilie og Birgitte kunne ønske sig en ting – eller måske snarere to – for branchen, er det større sikkerhed for en løn, der modsvarer den indsats, der bliver lagt, og dertil et længere prøveforløb. For hvis musicalens succesbølge skal vare ved, er det vigtigt, at der bliver taget vare på dem, der bærer fortællingerne på scenen. Styrke dem og støtte dem, så de kan levere det optimale under gunstige forhold.
“Det er jo en luksus og kræver økonomi at have lange prøveforløb. Men musicals bliver skabt i en fælles proces. I interaktion med hinanden. Det er der, vi kan løfte tingene op på et andet niveau. Og hvis vi kun har et kort prøveforløb, især til de nyskrevne musicals, så risikerer vi, at tingene bliver derefter. Hvis man på den anden side har tiden til at skabe succesen, akkumulerer det jo også økonomi i form af genopsætninger og mersalg på den lange bane,” mener Birgitte Raaberg.
“Ofte når man ikke dertil, hvor man opnår materialets fulde potentiale,” medgiver Emilie Groth og fortsætter:
“Hvis man giver samme, eller kortere, prøvetid, som man giver andre projekter, så er der ikke tid til, at materialet kan nå at forme sig og få nok lag med. For det kræver bare noget ekstra at få så mange mennesker, orkester, dansenumre, træk, lys, microport-lyd og sceneskift på plads under tidspres. Tit bruger man jo den første uge af prøveforløbet på at lære det musikalske materiale. Derefter går der en uge med karaktersnak, at prøve ting af, sætte scener – you know the drill. Alle processer er selvfølgelig forskellige, men her kører vi flere kunstformer på samme tid. En musical er en kæmpe ting. Og den kræver plads og tid til at udvikle sig. Ellers kan vi ikke ændre på den gængse opfattelse af, at musicalen ikke når langt nok ned under overfladen.”
“Og der er jo talentet til det. Alle jer, der kommer fra Musicalakademiet, er jo skidegode. I de cirka tyve år, skolen har været der, er det bare blevet bedre og bedre. Der er virkelig potentiale,” mener Birgitte Raaberg.
“Og dertil kommer dem, der er uddannet i England, Sverige og andre steder. Tænk bare, hvad man kunne få ud af det, hvis man havde to uger mere til et prøveforløb. Hvor meget man kunne lege med. Men det er nok ønsketænkning. Måske det mest realistiske ønske ville være, at vi taler hinanden op som en del af det samme forbund, som en del af en branche der brænder for kunst. Man står jo stærkere, når man står sammen – ikke? Måske det kunne smitte af og give branchen plads til mere udfoldelse,” mener Emilie Groth.