Det har længe været et kendt issue, at de unge i vores branche ofte føler det at blive færdiguddannet som en ny optagelsesprøve – simpelthen fordi branchens hoveddør kan være meget svær at slå ind, når du står med et helt nyt og meget kort cv. Ikke mindst inden for scenekunsten, hvor der ikke bliver castet på samme måde som i film- og tv-branchen. Debatten kører på skolerne, både herhjemme og i udlandet. Og derfor sætter Sceneliv i dette nummer fokus på det at være ny i et svært fag som vores – hvordan de unge oplever branchen, hvad de gør for at holde sig i gang, og hvilke tiltag de ser som mulige løsninger.

Noget af det, de taler om, er ønsket om at være bedre rustet til producere selv – eller i det mindste at få flere værktøjer til at kunne realisere deres ideer. Det taler lige ind i det, jeg ser som en tydelig tendens i vores fag: Der bliver flere små, uafhængige producenter. Fordi flere og flere tager sagen i egen hånd og skaber deres egne arbejdspladser – hvorfra de forsøger at slå døren ind til branchen.
Julie Carlsen fra Den Danske Scenekunstskole er også med i temaet, og jeg synes, hun og hendes bagland tager den nye tendens alvorligt og arbejder seriøst på at blive bedre til at lære eleverne om både entreprenørskab, og hvordan de kan blive en aktiv del af branchen – i modsætning til ‘blot’ at vente på at blive samlet op. Udover at skolerne forbereder eleverne til at kunne blive iværksættere, kommer de også til at danne ramme om de nye kandidatuddannelser, hvor de nyuddannede bachelorer kan videreuddanne sig – og jeg synes, vi skal være tålmodige og se, om ikke dette kunne være en del af løsningen på at hjælpe de nye ind i branchen.
Men det ændrer ikke på, at en del af kampen også er at lære, hvor mangefacetteret et liv som skuespiller er; hvor mange ben, vi skal stå på. Dubbing, indlæsning, undervisning og spilbranchen. Og så netværket – det vigtige netværk.

‘Bænken’ – eller Joe & The Juice
Jeg kan godt huske, hvordan det var, da jeg og familien i sin tid flyttede til København – og byens kulturliv, der var på steroider i sammenligning med den sikre landsdelsscene i Odense, som jeg kom fra. Vi måtte bruge år på at opbygge netværk og viden om branchen, og konkurrencen var hård. Hvis ikke en tidligere medstuderende fra skolen havde foreslået mig til Per Fly – og dermed skaffede mig en rolle i ‘Bænken’, så havde jeg nok stået i Joe & The Juice i dag.
Sådan en historie har mange kolleger, og for mig viser det, at hvis du har DSF-rygmærket, så har du et fællesskab. Her i DSF afholder vi jævnligt events og netværksmøder for forskellige grupper af medlemmer. Grundideen er, at give jer mulighed for at dele erfaringer og gode råd – og at sørge for, at I opdager, at I har et fællesskab at gå ud i verden sammen med. For især som ny er det nemt at føle sig ensom eller alene i verden.

Vores fag skal have plads til fornyelsen
Derfor vil jeg enormt gerne takke de fem unge, der deler deres historier her i bladet – jeg håber, det kan give inspiration til flere i branchen. Her på forbundet vil vi klart reflektere over, hvordan vi som fagforening kan bidrage.
Jeg er sikker på, at flere af jer gerne stiller op, når det gælder Julie Carlsens ide om at invitere skuespillere ind, der endnu ikke har fået slået branchedøren helt ind. Vi vil også se, om en mentorordning har gang på jord – vores søsterfagforening Journalistforbundet har en ordning, så måske vi kan hente inspiration der.
For der er ingen tvivl om, at hvis der fortsat skal være nye kræfter, der har lyst til at overtage vores branche, skal de også have håb og tiltro til, at de kan gøre en forskel. Og her har vi alle – forbund, producenter, institutioner – et ansvar for at bevare fødekæden og sørge for, at vores fag har plads til den fornyelse, de unge kommer med.