Alle har ret til en tryg arbejdsplads

I disse dage er vi vidne til en større krise på DDSKS. Elever og lærere har sendt en klage til kulturministeriet, hvor de beskriver en række problemer, de oplever på skolen. Klagen er selvsagt alvorlig, fordi den adresserer problemer med både undervisningen og arbejdsmiljøet på skolen.

Fra forbundets side følger vi naturligvis sagen tæt, både fordi vi har medlemmer i både medarbejderstaben og blandt eleverne – og fordi det ikke dur, at der er udfordringer med den uddannelse, der skal skabe fremtidens skuespillere og dermed en del af fundamentet for dansk scenekunst som identitetsmarkør i vores samfund.

Konflikten handler om et bekymrende og udfordret arbejdsmiljø – for både studerende og ansatte. Det er ikke nyt, men derimod et problem, som ledelsen og bestyrelsen har arvet – og som jeg forstår, at de arbejder med. Jeg kender ikke sagen til bunds, men det er klart, at når man fra de ansattes og elevernes side vælger at sende en mistillidserklæring til skolens ‘ejer’, kulturministeriet, så må der være noget, der ikke er blevet talt ordentligt igennem undervejs.

Synlighed løser ikke problemerne alene
Og det med tavshed er jo desværre en velkendt udfordring fra vores branche. Det afdækkede vi med rapporten fra Stregen i sandet for fem år siden, og det er nok noget, de fleste af os har oplevet i løbet af vores arbejdsliv i branchen. Der er ingen tvivl om, at Stregen i sandet har formået et sætte spotlight på, at grænseoverskridende adfærd ikke kun handler om uønsket seksuel opmærksomhed, men også om netop tavshedskultur og psykisk hårde arbejdsmiljøer.

Men det at vi nu kan se de dårlige strukturer, får dem jo desværre ikke til at forsvinde af sig selv.

Derfor står vi stadig med en kæmpe kulturændring på plakaten. Inden længe kan vi præsentere den nye Stregen i sandet-undersøgelse, som mange af jer medlemmer har bidraget til, og med den kommer vi helt sikkert til at kunne se nye veje for de vigtige samtaler og handlinger, der skal til. Dén samtale glæder jeg mig til.

Større frihed til at tale
Jeg glæder mig også over, at der med Stregen i sandet også er ting, som allerede er blevet bedre. Jeg oplever eksempelvis, at mange føler en større frihed til at tale om de ting, de ikke synes fungerer hensigtsmæssigt i vores fag og branche. Måske er det også derfor, at flere snakke og emner kommer op til overfladen. Selv om det kan føles hårdt, så er det i mine øjne en god ting. Det betyder, at der er gang i det nødvendige opgør med vores tavshedskultur.

Det skærpede fokus har også betydet, at vi som forbund kan konstatere, at vi kontinuerligt må finjustere og tilpasse vores beredskab, så vi endnu bedre kan være her for de af jer medlemmer, der har brug for hjælp med at håndtere konflikter og dårlige oplevelser. For når vi nu har bedt jer om at sige til, hvis I oplever noget lort i branchen, så skal vi gribe jer, der gør det. Vi har måske ikke været gode nok til at klæde jer på – og samtidig skal vi se på, hvordan vi møder jer, og vi skal sikre, at I ved, hvornår og hvordan vi kan hjælpe.

Alle skal vide, hvordan de håndterer problemer på enhver arbejdsplads – uanset hvor perifært, I er tilknyttet. Og alle skal vide, at vi er her for jer. I gamle dage sagde reklamen, at alle har ret til fedt køkken – men i virkeligheden vil jeg sige, at alle har ret til at gå trygt på arbejde. Også de af jer, der arbejder eller er elever Scenekunstskolen. Og vi er her, hvis I får brug for os.