Alt det vi kan, når vi står sammen

Af Benjamin Boe

Så har vi haft vores fagforenings årlige og vigtigste begivenhed – vores generalforsamling, som vi i år holdte i Nørrebro Teaters fantastiske rammer. Kulturministeren åbnede dagen med en brandtale om kulturens vigtighed i en brydningstid og ikke mindst behovet for, at vi står sammen i Danmark og Europa. Vi er meget taknemmelige over, at han ville bruge sin søndag på at vise os sin respekt og opbakning.

Temaet for årets samling var alt det vi skal huske at fejre. Og der var meget på fejringslisten: produktionsrabatordning, bedre vilkår for børn på film og tv, aftale med Storytel om brug af klonede stemmer, ny aftale på søjle B-teatrene og en lønstigning til dubberne.

Vi fortsætter kampen mod YouSee
Men vi kommer ikke uden om, at vores konflikt med YouSee også har fyldt meget – og stadig gør det. Den trussel, som YouSees angreb på rettighederne udgør for vores medlemmer og for branchen i det hele taget er alvorlig. Og vi fortsætter kampen!

Vi har fået en ny bestyrelse, som inden længe vil konstituere sig. Derfor siger vi desværre også farvel for denne gang til Linnea Voss og Per Scheel-Krüger. Kæmpe tak til jer to – I har været kæmpe aktiver i det store arbejde, som bestyrelsen har været igennem de seneste år. Linnea har bidraget med sin enorme historiske viden og forankring i teatermiljøet og Per med sin baggrund som teaterleder og instruktør. Begge har bragt gode og sunde perspektiver ind i vores arbejde. Tak for det.

Verdenspremiere på vores nye slagsang
Efter et langt og godt eventueltpunkt på dagsordenen, hvor medlemmerne delte viden, oplevelser og frustrationer, havde vi verdenspremiere på vores nye slagsang og musikvideo, ‘Sammen som solister’, om alt, det vi skal huske at fejre. Se den via linket nedenfor – og nyd den. Vores medlemmers vildskab og ildskab. Vores mangfoldighed og evner. Jeg er så stolt over alt det, vi kan sammen!

1.000.000 tak til alle medlemmer, der trodsede regnen i søndags – og til hele vores fantastiske sekretariat for deres jætteindsats med at skabe rammen omkring vores GF og for arbejdet hver dag og hele året for medlemmerne!

SE VORES NYE SLAGSANG LIGE HER