Bred alliance i kulturlivet: Barselssystemet skal følge med virkeligheden

Alt for mange kunstnere og kulturarbejdere står i dag uden reel adgang til barselsdagpenge, selv om de arbejder, betaler skat og bidrager massivt til samfundsøkonomien. Problemet er velkendt: Barselssystemet er bygget til et arbejdsmarked, hvor man enten er lønmodtager eller selvstændig – men sådan arbejder store dele af den kreative sektor ganske enkelt ikke længere.

Kombinatører falder mellem to stole

Mange af vores medlemmer kombinerer flere typer indkomst. De løser opgaver som lønmodtagere, modtager honorarer og driver selvstændig virksomhed sideløbende. Det er helt almindeligt i kunst- og kulturlivet, men i barselssystemet bliver denne virkelighed til en barriere. Man kan ikke lægge sine arbejdstimer sammen på tværs af indkomsttyper, og derfor mister ellers berettigede kunstnere retten til barselsdagpenge. Det er en forskelsbehandling, der rammer skævt og urimeligt.

Direktør i Dansk Skuespillerforbund, Maria Ventegodt og bestyrelsesmedlem Birgitte Hjort Sørensen er medunderskrivere på det debatindlæg, der samler 21 organisationer i en ny alliance for at få lukket hullerne i lovgivningen. Alliancen peger på fire helt konkrete ændringer, der skal sikre ligebehandling og tidssvarende regler for alle, der arbejder i krydsfeltet mellem flere indkomstformer.

Birgitte Hjort Sørensen siger:

Vi ved, hvor meget det kræver at få karriere og familieliv til at hænge sammen, når man arbejder i vores branche. At barselsreglerne ikke afspejler virkeligheden for så stor en gruppe, er helt uholdbart. Derfor er det vigtigt, at vi står sammen om at få politikerne til at handle.

En fælles indsats for forandring

Evalueringen af barselssystemet er i gang netop nu, og det giver en oplagt mulighed for at skabe reel forandring. Skuespillerforbundet arbejder målrettet for, at alle vores medlemmer – uanset indkomsttype – får ret til barsel på lige vilkår.

Sagen handler i bund og grund om lighed, rimelighed og et arbejdsmarked, der tager alle former for kunstnerisk virke alvorligt. Det er ikke bare tekniske justeringer. Det er grundlæggende rettigheder.

De 21 forbund bag alliancen er:

Autor, Billedkunstnernes Forbund (BKF), Dansk Artist Forbund, Dansk Forfatterforening, Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, Dansk Komponistforening (DKF), Dansk Kulturliv, Dansk Kunstnerråd, Dansk Live, Dansk Musiker Forbund, Dansk Scenekunst, Dansk Skuespillerforbund, Danske Forlag, Danske Scenografer, Danske Sceneinstruktører, DPA (Danske Populær Autorer), IFPI, Koda, Musikforlæggerne, Foreningen Musikbevægelsen af 2019 og Producentforeningen.

Video: Birgitte Hjort Sørensen om barselsalliancen

4 bud på en løsning

Alliancen foreslår fire konkrete forbedringer, der skal lukke hullerne i lovgivningen:

1. Ret til barsel på samlet arbejdstid
For at få barselsdagpenge skal lønmodtagere have arbejdet mindst 160 timer på fire måneder. Selvstændige skal have arbejdet 18,5 timer om ugen i seks måneder på et år. Men for de mange danskere, der kombinerer lønarbejde, honorarbaseret arbejde og selvstændig virksomhed, tæller timerne ikke sammen. Resultatet er, at de falder mellem to stole og mister retten til barselsdagpenge – selv når de reelt arbejder mere end fuldtid. Dertil kommer, at nogle freelancere og selvstændige ikke har mulighed for at tælle dele af deres arbejde med, skulle de være så ”uheldige” at have termin inden regnskabsårets opgørelse.

2. Kravet om ansættelse på første orlovsdag skal lempes
Kravet om beskæftigelse på orlovens første dag rammer kombinatører særligt hårdt, fordi de ofte er ansat i tidsbegrænsede stillinger eller arbejder i skiftende perioder i egen virksomhed. Dermed kan man ende uden barselsdagpenge, blot fordi arbejdstiden er fordelt anderledes, end de nuværende regler tillader.

3. Barselsdagpenge udregnes af den samlede indkomst
I dag kan kombinatører kun få dagpengesatsen beregnet på dele af deres indkomst. Hvis man både arbejder som lønmodtager, har honorarindkomst og driver virksomhed, får man kun lov at tælle en del af sin samlede indtjening med. Resultatet er, at mange forældre ender med en lavere barselsdagpengesats, selvom den samlede indkomst bør give adgang til fuld dækning.

4. Ligestillet adgang til nødvendighedsopgaver uden modregning
Kombinatører vil ofte have brug for at udføre enkelte opgaver under deres barsel. Det kunne være møder med revisor, momsindberetning, aftaler om nye engagementer (fx booking til festivaler eller opsætning af forestillinger), eller andre former for opgaver, der eksempelvis kræver løbende administration, eller som er adgangsgivende til senere ansættelser efter endt barsel.

Læs mere om de fire løsningsforlag her.