Dåsetun og kunst som sikkerhedspolitik
Af Benjamin Boe
Efterhånden får jeg, når jeg vågner, et lille angstanfald, når jeg tænder for radioen og helt bogstaveligt hopper i havnen. Hvad er der sket i verden, mens jeg sov? Det er fandeme ikke sjovt for tiden.
Forleden var jeg til premiere på Amager Revyen, og det var en god aften – men holdet fortalte mig, at de havde været nødt til at lave et nummer om lige før premieren. Årsagen var noget, som jeg tænker bliver en udfordring for de fleste revyer i år: Nemlig at revyen aldrig bliver færdig, aldrig når sin deadline. Fordi der hele tiden sker noget, som det vil være mærkeligt ikke at have med – hver dag er en deadline med nye uhyrligheder og en verden, der er ved at gå i opløsning. Der sker verdensomstyrtende ting hver halve time, og de værdier vi er vokset op med, findes ikke længere. Og når jeg kigger på min pensionsopsparing, kan jeg se den er 30 % nede på to uger. Modløsheden og håbløsheden bor lige ved siden af.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Eller rettere – jeg ved, jeg ikke er alene om den følelse.
Vores stemme kan hjælpe på håbløsheden
Den gode nyhed er heldigvis, at vi som kunstnere jo har en stemme, vi netop kan bruge i urolige opbrudstider, som dem vi oplever lige nu. Og når vi bruger vores stemme, kan det faktisk hjælpe lidt på følelsen af håbløshed.
Nogle vælger takketalen som medie – tænk bare på Lars Ranthe ved Bodiluddelingen, der adresserede det vanvid, som verden befinder sig i lige nu. Andre vælger at bidrage til den offentlige samtale på scenen – her vil jeg fremhæve alle jer, der med The Last Ship på Østre Gasværk sætter et tiltrængt fokus på en historie om værdifællesskab og sammenhold. Nogle går protestvejen, andre sætter forestillinger op og sender overskuddet videre til hjælpeorganisationer, og atter andre holder debatarrangementer, hvor de inviterer publikum med ind i den vigtige snak.
Jeg bliver simpelthen så glad – og også mere fortrøstningsfuld – når I medlemmer løfter blikket, hæver stemmen og sætter verden i perspektiv for mig. Uanset om I laver teater, film, musik, bøger eller bare mener noget på sociale medier, så beviser det for mig, hvad det er, vi kunstnere kan, når verden slår kolbøtter. Vi kan – som Amager Revyen gjorde den aften – få folk til at grine eller finde en eller anden form for (midlertidig) pytknap, eller vi kan tænde en ild i folk og kickstarte deres engagement i en sag.
Dåsetun og kunst
Men det allervigtigste vi gør, når vi stiller os op og taler, er at minde alle om, at de ikke er alene. Vi kan inspirere folk til at række ud til venner og kolleger og dele deres bekymringer – det er den hurtigste og mest effektive måde at mindske store, tunge tanker på. Derfor er kunsten så vigtig en identitetsmarkør i vores samfund – og jo ret beset også en del af vores sikkerhedspolitiske beredskab.
Jo, en håndsvingsradio og 20 dåser tun er godt, men det er sgu allerbedst at vide, at vi står sammen i det her. Og der kan vi i vores hjørne bidrage med film, tv og scenekunst – og med kunstnere, der har mod og tør tage lederskab. Tak for jer! Det får jeg brug for, når jeg skal tænde min radio igen i morgen tidlig.
Kom på Folkemødet
Alt det her laver vi og Producentforeningen faktisk et event om på årets Folkemøde på Bornholm. Vi har også skrevet et debatindlæg om vigtigheden af solidaritet og sammenhold på tværs af landegrænser Sikkerhedspolitik er nemlig ikke kun et spørgsmål om tanks og cybersikkerhed. Er du alligevel på Folkemødet, så kig forbi fredag 13. juni kl. 17.