Der har de seneste uger været medieomtale af produktionen bag filmen Herkules falder.
Omtalen af filmen, som blandt andre har vores medlem Dar Salim på rollelisten, kommer på baggrund af en sag mellem Dar og Dansk Skuespillerforbund på den ene side og filmens instruktør Christian Bonke og Danske Filminstruktører på den anden.
Sagen omhandler spørgsmål om kreditering og dårligt arbejdsmiljø, herunder beskyldninger imod Dar Salim om trusler mod instruktør Christian Bonke.
Dansk Skuespillerforbund tager beskyldningerne mod Dar Salim meget alvorligt og har derfor bedt en ekstern advokat om at gennemgå sagen. Advokat Vibeke Borberg konkluderer på baggrund af det skriftlige materiale, at der ikke er belæg for de fremsatte påstande om psykisk belastende, grænseoverskridende eller truende adfærd, og at der ikke findes dokumentation, som bekræfter beskyldningerne. Undersøgelsen konkluderer samtidig, at Dar har spillet en betydelig og konstruktiv rolle i både instruktion og efterproduktion og at han har bidraget fagligt og respektfuldt til processen.
Jakob Fauerby, næstforperson og fungerende forperson for Dansk Skuespillerforbund, udtaler:
“Vi bakker fuldt og helt op om vores medlem, Dar Salim, og advokatundersøgelsen fastslår, at der ikke er belæg for beskyldningerne imod Dar. Forløbet har været hårdt for Dar, og det er en trist sag for alle berørte i sagen. Det er ærgerligt, at den er endt i pressen, fordi nuancerne og muligheden for at forstå hinanden og genfinde tilliden ofte forsvinder i den situation. Vi vil nu samarbejde med sagens parter om en arbejdsmiljøundersøgelse, så vi kan kaste lys på arbejdsmiljøet under filmens optagelse og frem til lanceringen for alle parter. Det gør vi, fordi vi selvfølgelig tager psykisk arbejdsmiljø meget alvorligt.”
Dansk Skuespillerforbund indgår i branchesamarbejdet Stregen i sandet om psykisk arbejdsmiljø og krænkende adfærd sammen med bl.a. Producentforeningen og Danske Filminstruktører. Læs mere om samarbejdet her.