Derfor skal scenekunsten flytte hjemmefra

Af Benjamin Boe

I 2025 har danske film og serier slået historiske rekorder: ‘Reservatet’ er den mest sete ikke-engelsksprogede serie på Netflix, og ‘Sult’ topper som årets mest sete internationale film på samme platform. To danske produktioner – to globale succeser.
Det er ikke bare imponerende. Det er epokegørende. Og nu er den danske film- og tv-branche for alvor blevet international. Vores historier bliver streamet, diskuteret og elsket i hele verden. Danske skuespillere med accent og karakter spiller hovedroller i store internationale produktioner.
For mig beviser det, hvad vi her i Danmark længe har vidst – nemlig at dansk fortællekunst kan røre hjerter og vække nysgerrighed langt ud over landets grænser. At danske skuespillere, producenter og kreative kræfter står stærkt i den globale samtale om, hvad god kunst og vedkommende fortællinger er. Vi er ikke længere kun ‘gæster’ i det globale – vi er medskabere.
Men midt i denne bevægelse rejser der sig et væsentligt spørgsmål, som temaet i dette nummer af Sceneliv stiller: Hvorfor er vores scenekunst så optaget af at blive på matriklen?
For mens vi fejrer vores internationale skærmsucceser, er den danske scenekunst stadig meget… nå ja, dansk. I Scenelivs tema fortæller udenlandske kunstnere om besværligheder med både at få job og at opnå støtte til engelsksprogede forestillinger. Til trods for at den gamle sang om sprogbarriere på ingen måde holder længere – og til trods for at Danmark i dag er en destination, som turisterne valfarter til året rundt.
Hvorfor ikke give vores udenlandske gæster mulighed for at opleve andet og mere end Den Lille Havfrue, smørrebrød i Nyhavn, cykler og dyre Instagram-croissanter? Tænk hvis turisterne også kunne lære Danmark bedre at kende gennem vores scenekunst?

En scene uden udsyn?
Lige nu er der desværre meget få muligheder for engelsksprogede publikummer. For mens film og tv åbner sig, ser vi en anden tendens i teaterlandskabet. Her bliver sproget holdt tæt ind til kroppen, og repertoiret bliver i stigende grad nationalt og velkendt. Stort set alt bliver produceret på dansk. Færre auditions bliver annonceret offentligt. Diversiteten på scenen og blandt de medvirkende halter efter.
Men det kan ikke være scenekunstens ambition at vende ryggen til den virkelighed, den lever i. Hvis teatret skal være en levende og demokratisk samtalepartner – og det skal det! – så må det også her afspejle det samfund, det er en del af. Og det samfund er i dag multikulturelt, flersproget og forbundet til verden.
Her har vi som branche et ansvar for, at kunsten ikke bliver et lukket rum med indforståede koder og snæver adgang. Teatret skal ikke være et reservat – det skal være et sted, hvor samfundets mangfoldighed kan komme til orde og blive taget alvorligt.
Det handler ikke om at udskifte det danske med det internationale. Det handler om at inkludere flere fortællinger, flere perspektiver og flere stemmer. En scenekunst, der kun taler til dem, der er på den VIP-siden af det røde velourbånd, mister sin relevans.
Lad os tage ved lære af ‘Reservatet’ og ‘Sult’. Ikke fordi teatret skal konkurrere med Netflix, men fordi succeserne viser, hvad der sker, når vi tør åbne os. Når vi tør fortælle historier, som mange kan spejle sig i – og når vi tør bruge sproget som bro, ikke som mur.
Kære teatre, instruktører, dramatikere og beslutningstagere: Lad os invitere flere med. Lad os tænke mere internationalt, caste bredere, spille på flere sprog og finde nye måder at spejle vores virkelighed på. Scenekunsten har potentiale til at være et af de vigtigste steder i samfundet for refleksion, erkendelse og fællesskab. Men kun hvis vi tør lade den være åben for det, der rent faktisk foregår udenfor døren.