Ragnhild Kaasgaard er sent i livet som skuespiller blevet inviteret ind i filmverdenen og frem på de store teaterscener. Indtil da har den selvlærte skuespiller spillet i massevis af teater. Ofte for børn og unge.

Af Jacob Wendt Jensen
Portrætfoto: Lærke Posselt

En god blanding af ydmyghed og godt humør oser ud af Ragnhild Kaasgaard, da vi mødes en dag ved den røde kiosk foran Riddersalen på Frederiksberg, hvor hun ofte spiller.
“Da du ringede til mig, tænkte jeg ‘hold nu op’! Jeg kunne nævne de første 30 før mig, der kunne være interessant for jer at snakke med. Jeg ser jo ikke mig selv som en skuespiller, der har de store forkromede meninger og kloge budskaber i forhold til teaterfaget. Jeg ser bare mig selv som en, der har lavet teater i årtier, som elsker det, og som ikke har lyst til andet.”
Blot for lige at gribe Kaasgaards replik i flugten kan det tilføjes her, at Scenelivs serie ‘I skuespillets tjeneste’ jo altså ikke kun er for de skuespillere, der oftest går rundt på røde løbere. Det kom Ragnhild Kaasgaard dog til – som en følge af Marianne Blichers originale drama ‘Miss Viborg’ fra 2022.

Frem i forreste række
Solvej fra Viborg kører på firehjulet elscooter og dealer med receptpligtig medicin i sit nærområde. Hun er en hård og vranten kvinde, der dog finder noget moderligt frem, da hun bliver venner med en ung nabopige.
“Der er simpelthen sket så meget i kølevandet på den rolle. Det har skabt nye muligheder for mig og har ændret en del. Og alligevel er alt på en måde stadig det samme, ikke?”
Sådan ser det i hvert tilfælde ud den dag, hvor Sceneliv interviewer Kaasgaard efter en opførelse af stykket ‘Bedste barnepiger’, som hun har spillet sammen med Signe Birkbøll.
“‘Miss Viborg’ gjorde, at jeg lige pludselig blev opmærksom på, hvordan det er at blive set udefra af flere mennesker end før. Der var en journalist fra Ekstra Bladet der sagde ‘du er jo ikke sådan kendt’. Og der røg det ud af mig ‘jamen, det kommer da an på, hvem du spørger’. Og hvad vil det sige at være ‘kendt’? Hvis du spørger alle de børn fra halvandet til fem år, som har set mig spille teater i de seneste ti-femten år, så ved de godt, hvem Ragnhild er. Men dem spørger man jo ikke, vel?”

Nye ord og begreber
Kaasgaard har spillet teater i omkring 40 år.
“Jeg er jo bare mig, der arbejder med det, jeg elsker, og så bare fordi der bliver vendt nogle spadestik i jorden, så sker der noget helt andet. Samtidig må jeg da indrømme, at den vending var sjov at prøve. Det, der skete i kølevandet på premieren på ‘Miss Viborg’ var crazy! I begyndelsen var der ikke nogen, der kendte mig, så jeg kunne gå i fred og være anonym, indtil man fandt ud af, at det var mig, der havde spillet hovedrollen.”
Børneteaterskuespilleren skulle også lige vænne sig til mange nye ord og begreber. Hun vidste for eksempel ikke helt, hvad det betød, når der stod, at forpremierefilmen blev efterfulgt af en ‘Q&A’.
“Det lød da som en spændende fremmed drink, jeg ikke havde fået endnu! Og så betød det blot, at man skulle stille op til spørgsmål fra publikum i salen bagefter, ha. Jeg har selvfølgelig selv grinet af det bagefter, men der var virkelig mange nye ord at lære. Også da jeg var med i musicalforestillingen ‘Matador’. Vi følger et ‘track’ … Javel … Vi får mad på ‘venue’ …, aha … og alle hovedrollerne har en ‘understudy’ …, jaså! Det sidste vidste jeg dog godt, hvad det betød.”

Blæst igennem
I 2023 spillede Kaasgaard rollen som Misse Møhge i musicaludgaven af ‘Matador’. Både i Falkoner Salen og på turné. Fru Fernando Møhge blev spillet af Daimi og musicalen blev opført hele 96 gange.
“Det var virkelig lækkert at prøve at ‘spille igennem’ på en stor scene; at få blæst hele systemet godt igennem. Jeg var ikke i tvivl, da de spurgte, om jeg ville være med i ‘Matador’. Det betød også noget for mig, at Daimi fik mulighed for at optræde på en scene igen, efter hun egentlig havde sagt stop. Vi kender hinanden godt, og er derfor trygge ved hinanden. Jeg ville gerne være med til det, der måske bliver hendes sidste store tur på en scene,” siger Ragnhild Kaasgaard og fortsætter:
“Sådan at komme op på en scene, hvor vi var 35 medvirkende plus et femmandsorkester bagved, to påklædere, to makeupartister, forestillingens leder, scenemedarbejdere og alle mulige tekniske afviklere. Det var helt vildt i forhold til, når jeg er på landevejen med en småbørnsforestilling med min gode kollega Erik Olsen. Der er vi to mennesker til det hele og spiller for allerhøjst 60 børn. De to ting kan slet ikke sammenlignes, men jeg var ikke nervøs for mit møde med hverken ‘Matador’ eller det at skulle spille Misse Møhge.”

Lavmælt naturlighed
Det stod værre til med nervøsiteten før indspilningerne af ‘Miss Viborg’.
“Jeg var mere nervøs, da jeg skulle starte med at lave film, fordi det var så nyt et medie for mig. Jeg havde aldrig lavet film før, så læringskurven var stejl.”
En veninde til instruktør Marianne Blicher havde set Kaasgaard i et stykke på Riddersalen. Hun gav navnet videre, og derefter slog Blicher Kaasgaard op i Skuespillerhåndbogen, og siden fik hun rollen. På det tidspunkt havde castingen stået på i flere år.
“Instruktøren ville gerne have en skuespiller, som folk ikke kendte på forhånd, så vedkommende havde chancen for at være mere troværdig i rollen som Solvej. Det var spændende at finde ind til kernen af den her kvinde og samtidig finde noget af hende i mig selv. Vi mennesker rummer jo rigtig mange karaktertræk, så vores arbejde er at forstærke det, vi skal bruge i de specifikke roller,” siger Ragnhild Kaasgaard og fortsætter:
“Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg kunne spille Solvej, og det var dejligt at spille med sådan et lavmælt naturligt udtryk med få dialoger. Vi kunne arbejde med småtterierne og uden de store armbevægelser og det brede udtryk. Filmmediet var jo nyt for mig, så det var noget med at lære at finde sit mærke på gulvet, så fotografen kunne stille skarpt, og derefter blev jeg fulgt rundt af kameraet. Det var bare med at komme i gang, for vi havde et lille budget, så det skulle gå ret hurtigt.”

Musical med det store udtræk
Som for alle skuespillere er selve skuespillet det vigtigste for Kaasgaard, om så der er få eller mange, der kigger på en.
“Det er selvfølgelig vildt at gå ind på scenen i Falkoner Salen, hvor der er plads til 1800 mennesker. Men det gør så sandelig også noget ved én at komme ind og kun have 50-60 publikummer – hvor de kan være helt ned til halvandet år – og hvor jeg taler direkte ind i sjælen på dem. Det er lige så stort. Jeg tænker ikke som sådan på, at der sidder 1800. Jeg kigger så bare lidt længere ud i salen og finder et sted derude, hvor jeg forsøger at skabe nærvær. Rent skuespilmæssigt er det for mit vedkommende noget af det samme. Så det vil være krukket at gå og sige, at det ikke er fedt at prøve at optræde for mange mennesker.”
Fru Fernando Møhge og Misse Møhge er så elskede og genkendelige karakterer i ‘Matador’, at Daimi og Ragnhild Kaasgaard valgte at lægge deres spillestil tæt op ad karakterernes udtryk i tv-serien.
“Det er lidt svært, når man har med så ikoniske typer at gøre. Vi angreb det sådan, at Daimi lagde Fru Fernando sit sted, og så lagde jeg mig, så det passede til hende. Det gav mening, da hun – sagt i al kærlighed til Daimi – er en lidt ældre dame, der gerne vil undgå at rykke for meget rundt på det, når hun først har fat i sin rolle. I den forbindelse er jeg jo så lidt yngre og måske mere elastisk, så jeg lagde Misses usikkerhed og nervøsitet omkring Daimis udtryk. Ikoniske roller er altid svære, for man kan næsten kun ‘gå med’ det ikoniske, og så var der jo i det hele taget tale om en forestilling, der i kraft af historien og de mange medvirkende og alle sangene strittede i mange forskellige retninger. Selv om stykket ikke var den helt store kunstneriske udfordring for mig, så lærte jeg en del om at bevæge sig rundt på scenen i en større sammenhæng og så var det bare først og fremmest sjovt at være med.”

Det lange partitur
Rent arbejdsmæssigt var ‘Miss Viborg’ en anderledes udfordring.
“Faktisk kom corona og lukkede verden ned, så jeg fik aflyst mine turneer med Riddersalen. Det var mit held, for så fik jeg tid til at arbejde med manuskriptet til ‘Miss Viborg’. Det var lige spændende nok, for hvordan griber man så sådan et filmmanuskript an? Jeg flyttede ind i mit drivhus og udviklede ‘det lange partitur’ med Solvejs op- og nedtur: Et stort skema med både X-akse og Y-akse, hvor stemningen gik op og ned fra minus 10 til plus 10, og så skrev jeg de forskellige replikker ind med hver eneste sætning jeg skulle lære,” forklarer Ragnhild Kaasgaard og fortsætter:
“På den måde fik jeg styr på Solvejs indre sindsstemning, kan man sige. Papiret var cirka en meter langt, og det blev meget flot med flere forskellige farver på. Jeg er ret vild med det!”
Ragnhild Kaasgaard endte med at få sin hund med i rollen som Solvejs hund, men hun endte også med at blive nomineret til både en Svendpris og en Bodilpris, og i 2022 modtog hun Lauritzens Fonden Wauw-prisen:
“Jeg var dybt rørt over det. Og taknemmelig. Helt ud i tæerne. Samtidig havde jeg det, som om det ikke kunne passe. ‘De må have valgt en forkert person!’ tænkte jeg. Jeg blev næsten helt flov, så vestjysk som jeg er.”

Egen forpremiere
Når det gælder arbejdet som skuespiller, skal man være generøs, sætte sig selv i spil og gå til opgaven med krum hals.
“Da jeg første gang så ‘Miss Viborg’, var det ude på produktionsselskabet Snowglobe. Det var lidt voldsomt at se mig selv blæst op i stort format, indtil vi kom et stykke ind i filmen, og så glemte jeg faktisk, at det var mig på skærmen.”
Før biografpremieren fik Kaasgaard mulighed for at invitere venner og bekendte til en privat forpremiere i Dagmar Teatret. Der var 104 pladser i salen.
“Jeg fyldte salen til randen med næsten alle de mennesker, jeg kender. Lige før filmen gik i gang, blev jeg på en gang rørt over, at de var dukket op og nervøs over, om de nu ville kunne lide filmen. Hvad nu hvis min mand og mine børn heller ikke kunne lide den? Hvad hvis den ikke var god nok? Jeg fik det simpelthen så dårligt. Fandeme, jeg blev så nervøs. De første ti minutter havde jeg det virkelig skidt, indtil jeg kunne mærke, at der nu dukkede en latter op hist og her, og derfra kunne jeg trække vejret igen. Det viste sig så heldigvis, at folk var meget glade efter filmen. Min ‘egen’ premiere var på den måde næsten bedre end selve gallapremieren.”

Frydefuld fornemmelse
Som landmandsdatter fra Vestjylland lå det ikke i luften, at unge Ragnhild skulle være skuespiller. Hun boede i landsbyen Herborg lige udenfor Videbæk mellem Herning og Ringkøbing.
“Det var ligesom de sikre uddannelsesvalg at blive sygeplejerske eller skolelærer, men jeg havde meget svært ved at læse og skrive. Men på min skole havde vi tradition for en forårsfest, hvor alle klasserne spillede små skuespil for forældrene. Første gang jeg var med, skulle jeg spille rollen som april måned. Det var min debut: ‘April måned er ikke til at stole på. Bestandigt hun tager en ny kjole på’. Og så skulle jeg dreje rundt om mig selv og hive i to snore, hvorefter der faldt en papirkjole af mig. Og så stod jeg der på scenen i min egen fineste kjole, som min mor havde syet til mig. Og jeg synes, det var helt fantastisk at stå frem i den her cirkel. ‘April er ikke til at stole på’ og så ‘ritch ritch’ og dreje rundt, hvorefter folk klappede og grinede. Jeg kan ikke længere huske, lige præcis hvad jeg så gjorde på scenen, men jeg kan til gengæld tydeligt huske den frydefulde fornemmelse, det gav helt ind i kroppen. Jeg blev simpelthen bare så glad.”
Hvert år så hun frem til forårsspillet.
“Jeg ville jo vildt gerne lære at læse og skrive, men i tredje klasse blev jeg kategoriseret som ordblind. Jeg følte mig bare så dum! Jeg kunne heller ikke regne. Så gik det bedre i geografi, biologi, gymnastik og når vi skulle danse. Det med bare lige at kunne sy en pude i en håndevending talte ligesom bare ikke så meget som dansk og matematik.”

Majbrit mere end 1000 gange
Videre gik vejen via teater og gymnastik på Ryslinge Højskole og så til Aarhus.
“Min dramalærer på Ryslinge sagde, jeg kunne blive ‘en habil amatørskuespiller’. ‘Rend mig i røven’ tænkte jeg og søgte så ind på teaterskolen, men kom ikke ind. Men jeg flyttede til Aarhus alligevel, og kom til at arbejde på amatørscenen Rosenteateret, som stadigvæk eksisterer. De brugte professionelle instruktører, så det var faktisk halvprofessionelt. Vi lavede blandt andet Aarhus Festuge-revyerne, som var et meget stort tilløbsstykke. Jeg stod også på scenen i Studenterrevyen i Aarhus.”
Vejen gik videre til Teatergruppen Replikken i Herning, hvor Ragnhild lavede soloforestillingen ‘Majbrit’, som hun spillede mere end 1000 gange op gennem 1990’erne. Den førte hende til teaterscener som Møllen i Haderslev, Mariehønen i Randers, Baggård Teater i Svendborg, Fair Play i Holbæk og Teatret Masken i Nykøbing Falster.

I øjenhøjde med børnene
Siden blev det til knap 20 år på Riddersalen på Frederiksberg, som i begyndelsen blev ledet af Jytte Abildstrøm.
“Jeg kom med på afbud i en forestilling, da Jytte blev syg. Og det var jo helt fantastisk for mig, da jeg i forvejen var kæmpestor fan af det, de lavede på Riddersalen – og af det her med at finde ud af, hvad små børn mellem to og fem år kan kapere. De kan for så vidt tage alle slags historier ind. Det handler blot om måden, historien skal fortælles på. Hvordan kommer vi ind til essensen, så historien kommer ind at ligge på en ordentlig måde på nethinden hos de små mennesker? Store venskabshistorier kan man sagtens fortælle, og du kan også godt fortælle om død på en måde, så du ikke gør overgreb mod de små. De skal ikke nøjes med at have slapstick,” siger Ragnhild Kaasgaard og giver et eksempel:
“Alvoren skal med. Jeg har lavet en forestilling, der handler om min hund, som jeg fik til min fireårs fødselsdag. Den forsvandt, og jeg kunne ikke finde den igen. Og så fortæller jeg, hvor ked af det, jeg blev, og hvordan jeg fandt den igen. Den slags kender ungerne jo alle sammen. De sidder helt ude på kanten og en lille dreng fortæller så pludselig om, dengang han selv blev væk. ‘Var det i Bilka?’ – det er det som regel. ‘Og du blev fundet igen? Ja… Uha, det var godt. Så blev mor vel glad?’. ‘Nej, hun skældte mig bare ud!’. Og så bliver min opgave at trøste barnet ‘Jamen, det er, fordi din mor blev bange. Hun elsker dig jo!’. Så fik drengen en varm krammer, og det får alle, inden de forlader teatersalen. Det er vigtigt.