Jakob Fauerby: Nej tak til ‘mere teater’

Meteorologerne taler nogle gange om 30-årshændelser. Det er, når et voldsomt vejrfænomen dukker op cirka hvert 30. år. I vores brancher har vi også 30-årshændelser – bare med positivt fortegn. For omtrent hvert 30. år sker det nemlig, at vi i kulturlivet hverken skal spare på pengene eller omfordele dem.

I år er finansloven en ægte 30-årshændelse. Nu er loven faldet på plads, og vores arbejdsomme kulturminister, der rent faktisk interesserer sig for sit ressortområde, har på sigt skaffet scenekunsten 60 millioner nye kroner om året. Og pengene er målrettet en scenekunstreform. Det er svært ikke at være både tilfreds og glad med det. Men nu begynder så arbejdet med detaljerne i reformen og – naturligvis – fordelingen af de mange millioner.

Reformarbejdet er en opgave, som Dansk Skuespillerforbund er en del af, og lad det være sagt med det samme: Det bliver noget af et puslespil. For alle kan se sig selv i de 60 millioner kroner. Alle har lige det projekt, der kunne bruge støtte. Af den simple årsag, at der mangler penge rigtig mange steder.

Det gør der, som I nok ved, fordi ‘nulvækst’ og det orwellske udtryk ‘omprioriteringsbidrag’ var hotte politiske redskaber indtil for ikke ret længe siden. Det var med til at udsulte vores brancher, og der er stadig masser af blødende sår, der skriger på et plaster og noget økonomisk tryllecreme.

Derfor er 60 millioner faktisk ikke ret mange penge. Misforstå mig ikke, for det er fantastisk være kommet på finansloven, men jeg synes ikke, vi bare skal sidde og klappe. Det er i den grad nødvendigt, at forbundet gør sin indflydelse gældende og sikrer, at pengene bliver fordelt klogt – hvilket hos mig betyder, at de bliver brugt til at gøre kulturlivet mere bæredygtigt.

I al, al for lang tid er støttemidlerne nemlig blevet smurt alt for tyndt ud. Rigtig mange scenekunstprojekter er underfinansierede, så de frie producenter sjældent får løn for alt deres arbejde, og så vi som scenekunstnere får en uhyggelig lav løn og tilmed ofte arbejder gratis i visse perioder af processen.

Jeg ved godt, det lyder barskt – og næsten kontraintuitivt – men for mig er det vigtigt, at de 60 millioner ikke ender med at blive til ‘mere teater’. Gør de det, kommer vi stadig til at stå med underfinansieret kunst, hvor vores medlemmer stadig har uanstændigt dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Lidt hårdt sagt vil jeg mene, at hvis man har ikke råd til at lave en forestilling, hvor folk bliver betalt en ordentlig løn, så skal man ikke producere den forestilling. Og da slet ikke med offentlige midler.

Fra forbundets side er vi helt med på, at branchen skal moderniseres – det er også noget, vi samarbejder med arbejdsgiverne om i forbindelse med overenskomstforhandlingerne – men ‘modernisering’ må aldrig blive synonym for ringere løn- og arbejdsvilkår. Det er den holdning, Dansk Skuespillerforbund tager med ind i forhandlingslokalet. 

Det bliver svært, og ikke alle kommer til at få det de drømmer om, for 60 millioner kroner er faktisk hurtigt brugt. I dag skal vi dog fejre, at vi oplever en positiv 30-årshændelse. Og håbe, at der ikke går 30 år mere, før vi ser den slags støttebeløb. Der er i hvert fald, mere end nogensinde i min levetid, brug for os og det, vi laver.