#laboratoriet: Kejseren og kopierne
Hvad får du, hvis du smider et hold skuespillere fra Det Kongelige Teater i en smeltedigel med Dansk Danseteater og tilsætter et styk klassiker, kogt ned til sin absolutte essens? Det tog vi med til prøverne på ‘Peer Gynt’ i Skuespilhuset for at finde ud af.
Af Louise Kidde Sauntved
Foto: Lærke Posselt
Scenen er sort. Det gælder både vægge, gulv og et stort podie, bestående af kasser i forskellige størrelser. Kun hvide skærme på forsiden af kasserne lyser op. På podierne står en flok anonyme skikkelser iklædt samme sorte jakkesæt med brede skuldre. Alle iført masker med skuespiller Patrick Baurichters ansigt påtrykt. Eller som vi passende kunne kalde ham i dagens anledning: Peer Gynt.
Forrest på scenen står den ægte Patrick Baurichter. Også han er klædt i sorte gevandter, der flagrer om kroppen. Han står med ansigtet vendt mod det publikum, der endnu ikke har indtaget scenerummet. De røde plyssæder er afventende tomme. Men han har én opmærksom tilskuer – instruktør Anja Behrens, der følger alle bevægelser på scenen nøje. Der er kun en uge til premieren, så det er nu, de sidste små, men vigtige detaljer skal på plads.
Intensitet og volumen
Scenen med maskerne ligger i sidste del af stykket. Peer Gynt har fået storhedsvanvid og er blevet den kejser, han hele sit liv har stræbt efter at blive. Det fejrer han med en dundertale ud i det tomme rum:
“I må forstå, at jeg ikke bare er rig. Jeg har skuet ned til grunden af mig selv, og der har jeg fundet nøglen til det hele.”
Bag ham går danser Lukas Hartvig-Møller rundt fra person til person og samler deres jakker, som han slænger over armen.
Patrick Baurichter har stadig front mod salen:
“En dag så bygger jeg min egen raket og flyver langt ud og væk. Og så vil jeg sidde der foroven og kigge ned på mit … rige … der langt under mig.”
Da han siger ‘rige’, begynder dyster musik at brede sig i rummet – først lavt, siden højere. Lukas Hartvig-Møller når hen til ham og tager hans frakke som den sidste, hvorefter han kravler op på Patrick Baurichters skuldre og svinger med frakkerne fra sin høje position, mens han bliver båret rundt på scenen. I et snuptag river Lukas Hartvig-Møller Patrick Baurichters bluse af, så han står tilbage med bar overkrop. Lukas Hartvig-Møller hopper ned på gulvet og nærmest kaster Patrick Baurichter op på det nederste podie, inden han hæver sine stadig frakkefyldte arme mod himlen, så de svinger som vingerne på en mørk engel.
“Godt gået. Det er nogle fine pauser,” siger Anja Behrens.
Men Patrick Baurichter har lidt problemer med musikken, der overdøver hans stemme.
“Det er ikke så meget stemmen, jeg er bange for. Det er mere, hvilken form det får. For hvis jeg giver det for meget, mister det sin farlighed. Jeg vil gerne gå mere på intensiteten end på volumen.”
“Absolut, jeg forstår,” siger Anja Behrens.
Samspil
Scenen er den mest ordrige del af hele stykket. Det originale manuskripts 248 sider er kogt ned til bare 37, næsten som en fond – mørk og fuld af kraft. Det kræver præcision i spillet, fordi alle ord får desto mere betydning, når der er så relativt få af dem.
“Men jeg synes, at denne her forestilling er skåret, som den skal være skåret i forhold til det, vi gerne vil fortælle,” siger Patrick Baurichter, da vi taler med ham efter prøven.
“Det har stadig hele grundfortællingen i sig.”
Den drastiske beskæring har givet plads til alt det, der ikke nødvendigvis behøver at blive udtrykt i ord. Stemninger, billeder og ikke mindst fysisk udtryk. Ambitionen er at skabe en samproduktion, hvor skuespil og dans fylder lige meget og har lige stor kunstnerisk værdi.
“Begge dele har sit vigtige bidrag til fortællingen. Hvor teksten fortæller de mere konkrete lag, er dansen og bevægelserne med til at understøtte de ting, der er svære at sætte ord på. Nogle mere intuitive og dybere lag i teksten, som får lov til at stå som ikoner i værket,” siger Patrick Baurichter.
Intuition og krop
“Der er nogle steder, hvor jeg kan mærke, at jeg som skuespiller får nogle ting foræret og ikke skal kæmpe så hårdt for at få noget fortalt, fordi det bliver fortalt på en anden måde. Det gør, at der er overskud og energi og nysgerrighed til at finde nogle andre lag, som man kan gå ind i. Men jeg kan også mærke, at det nogle gange spiller lidt imod nogle af de ting, man måske normalt, intuitivt, ville gøre som skuespiller. Og det er der, udfordringen bliver interessant. Hvor man skal prøve at finde en vej i det, som måske ikke altid er rationel og logisk. Men som også giver en stor nysgerrighed efter og lyst til at undersøge, hvad det så er, det fortæller, det her,” siger Patrick Baurichter og kommer med et eksempel fra starten af stykket:
Her er Peer Gynts oprindelige fortælling om et vildt bukkeridt i Norge blevet til en reel bukkekamp mellem ham og danser Amancio Gonzales.
“Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det dans, men det er i hvert fald et stort, vildt, fysisk møde, hvor vi løfter hinanden og kaster hinanden rundt. Amancio har erfaring fra balletdansen og danser med tåspidssko. Det er et af de steder, hvor man virkelig kan mærke, at det fysiske arbejde som danserne laver, bidrager og inspirerer. For vi kan jo nogle andre ting med vores kroppe og har nogle bevægelsesmæssige begrænsninger i forhold til deres kroppe. Gennem deres arbejdsliv har de tillært sig en helt særlig måde at bevæge sig på og evner at omstille handlinger og følelser til fysik, så man opnår en mere vertikal tilgang til teksten og dermed giver den flere lag. Hvorimod vores tilgang ofte er konkret handlingsbåret. Sammensmeltningen giver forhåbentligt flere og nye nuancer til tekstens univers – det er i hvert fald målet.
Op på tæerne
Den næste scene, der skal finpudses, er netop mellem Amancio Gonzales og Patrick Baurichter. Amancio Gonzales står på det øverste podie i tåspidssko, underbukser og knæstrømper. Knejsende. Patrick Baurichter springer op over podierne og går i clinch med ham. Pande mod pande stirrer de to kombattanter på hinanden, mens de langsomt og kontrolleret sænker kroppene mod podiets gulv. Anja Behrens vil gerne have, at Patrick Baurichter ender med nærmest at lægge sig ind over Amancio Gonzales’ krop, kind mod kind. Amancio med hovedet hængende ud over podiekanten. Besejret.
“Og så venter du med at rejse dig, til han ligger helt stille,” siger hun til Patrick Baurichter, der har brug for mere plads, hvis han skal kunne komme helt ned at ligge. Men podiet er lille, og med en danser på tåspidssko skal de også tænke på sikkerheden.
“Det er okay. Du kan godt skubbe lidt til mig,” siger Amancio Gonzales beroligende.
De tager scenen igen, og denne gang er der plads til, at de kan følges hele vejen, indtil de ligger stille. Omkring dem er de øvrige spillere og dansere også faldet om på hvert sit podie. Helt stille. Før storm.