Jakob Fauerby: “Min første måned i fællesskabets navn”

Kære kolleger

Ja, det er egentlig sjovt, at vi kalder hinanden det – altså kolleger. Det er jo ikke mærkeligt, hvis man arbejder sammen, for så er det jo et sigende og korrekt udtryk. Men i vores forbund, og blandt os som medlemmer, kalder vi ofte hinanden kolleger, også selv om vi aldrig har arbejdet sammen. Det, synes jeg, er smukt, og det siger utrolig meget om vores fag og om os som scenekunstnere.

Jeg har nu en måned været fungerende forperson for Dansk Skuespillerforbund. Udover at det har været spændende og meningsfyldt at få et endnu dybere indblik i vores tidskrævende og tunge politiske arbejde, står jeg også tilbage med en taknemmelighed over, hvor fantastisk hårdt vores sekretariat arbejder for os alle sammen – og ikke mindst hvor formidabelt det er at opleve fællesskabet, sammenholdet og kollegaskabet.

Jeg elsker at møde op på Tagensvej og se, hvordan DSF Studio sitrer af mennesker, der er på et fedt kursus eller er i gang med at lave et projekt sammen. Svedende og grinende eller i dybe faglige samtaler. Jeg bliver oprigtigt glad, når jeg møder et medlem, som kommer ind på sekretariatet og får personlig hjælp til noget med PFA. Jeg bliver rørt over de mange fine beskeder, vi har fået fra jer i forbindelse med Benjamins sygemelding. Jeg er efterladt med den dybeste respekt, når vi sammen stemmer nyforhandlede overenskomster igennem og glæder mig over den årlige filmexudbetaling. Og jeg bliver helt igennem stolt over at kunne hylde en kollega på hans 50-års jubilæum – og at mærke hans stolthed over, at forbundet er til stede på dagen.

For vi er kolleger, og forbundet er det, der samler os. Det er vores konstant. Med mange skiftende (og nogle gange alt for få) arbejdspladser er forbundet vores fælles samlingspunkt.

Derfor vil jeg gerne opfordre dig til at bruge forbundet endnu mere aktivt. Jo mere vi mødes, mens tingene går godt, desto stærkere står vi, når modvinden rammer. Det er netop derfor, vi lige nu inviterer til tre medlemsevents om pension i efteråret.

Og ja, jeg ved godt, at pension måske ikke lyder som det mest festlige emne i verden – men de tre aftener er faktisk meget mere end det. De er en mulighed for at blive klogere på noget, der helt reelt angår dig og mig, men mindst lige så vigtigt: Det er en mulighed for at møde hinanden. For hver gang vi holder et medlemsevent om noget, der berører os – iværksætteri, lønforhandling eller AI-udviklingen – sker der noget bemærkelsesværdigt: Næsten alle siger det samme på vej ud: ‘Gud, jeg troede, jeg var den eneste, der havde det sådan’.

Den følelse skal vi have gjort op med. Som Sebastian så smukt sang tilbage i min barndom – og lige så eviggyldigt i dag – så er ingen af os alene. Og det er lige præcis det, vi som forbund skal være med til at sikre: At ingen står alene med hverken tvivl, kamp eller glæde.

Vi har udfordringer foran os – AI, digitale rettigheder og arbejdsforhold i forandring. Men vi står ikke alene. Skuespillerforbundets organiseringsgrad er på godt 90 %, og det er ikke bare en statistik. Det er et entydigt tegn på, at vi tager hinanden alvorligt.

Jeg ville naturligvis helst have været Benjamins sygemelding foruden, men denne måned har gjort mig både gladere og mere stolt over at være en del af vores fællesskab. For når jeg ser mig omkring i forbundet – i sekretariatet, i DSF Studio og i mødet med jer – så er det tydeligt: Fællesskabet lever. Og det bliver kun stærkere, hver gang vi mødes.