I disse dage er Christiansborgs partier og regeringen fordybet i finanslovsforhandlingerne. Og det er vist ingen hemmelighed, at jeg – og sikkert også mange andre – mener, at lige præcis vores område trænger til et løft og en bedre økonomi. Men når det gælder scenekunsten, ved jeg, at jeg ikke står alene med mine ønsker og forhåbninger.
En samlet branche er enig om, at scenekunsten i den grad fortjener den reform, som vi har hungret efter i generationer. Med andre ord: Scenekunsten har flyttet sig sammen med samfundet, men den måde, økonomien er skruet sammen på hører til i et andet årtusinde. Stivnede støttestrukturer og en generel udhuling af midlerne har nemlig gjort, at scenekunsten har svært ved at leve op til moderne krav om produktion og arbejdsforhold – og måske vigtigst af alt: At ramme publikum der, hvor de er.
Fællessang eller billige vingummier?
Branchens interesseorganisationer og fagforeninger er derfor gået sammen i et seriøst og gennemarbejdet forsøg på at reformere vores branche – selvfølgelig til glæde for publikum, men i allerhøjeste grad også for os, som leverer indholdet. For noget af det, der ofte bliver glemt når publikum tager plads i plyssædet er, at vi kunstnere jo er på arbejde. At producere, skabe og fremføre en forestilling er et reelt job, og det skal vi selvfølgelig have en fair løn for, så vi kan betale husleje ligesom andre professionelle fagfolk.
Corona lærte os, at kunsten binder os sammen i fællesskaber, og fællesskaber er med til at skabe identitet og sammenhold. Derfor er det centralt at give scenekunsten den plads i samfundet, som den både fortjener og skal have i en tid, hvor verden brænder. Vi har kastet os ud i en enorm militær oprustning, men i mine øjne er den kulturelle oprustning lige så vigtig. Hvad er det ellers, vi kæmper for? Hvis vi en dag sidder nede i bunkeren, er det med garanti fællessang og historiefortælling, der skaber samhørighed og tryghed – ikke skattelettelser og billige vingummier.
Tre ønsker for scenekunsten
Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke bare beder om en pekuniær håndsrækning. Det er mindst lige så vigtigt, at politikerne har forståelse for og mod til at sætte nye, moderne og retfærdige rammer for, hvordan og hvor scenekunsten fremover bliver formidlet. Og der er brug for at kigge på flere specifikke områder:
Først og fremmest ønsker jeg mig, at politikerne vil støtte og forankre scenekunsten mere lokalt rundt om i hele landet. Størstedelen af scenekunsten støttekroner går til forestillinger i storbyerne, men skiftende regeringer har i årevis flyttet uddannelser ud i landet. Det betyder, at de unge mennesker bliver uddannet til job, der befinder sig inde i byerne. Samtidig med at danskerne på landet og i de små lokalsamfund har meget, meget, meget langt til scenekunsten og dermed den demokratiske samtale, som vi er med til at drive.
Jeg ønsker mig initiativer, der kan redde vores vigtige børne- og ungdomsteatre. Vi ved, at børn får trænet deres empati og evnen til at se ting fra flere vinkler, når de oplever teater og fortællinger fra en tidlig alder – men desværre er empatien, ifølge eksperter, blevet en mangelvare. En del af årsagen kan meget vel være, at dansk børneteater i årevis har lidt af nedslidning af talenterne og manglende rekruttering, og derfor der brug for hjælp. Nu.
Sidst, men ikke mindst ønsker jeg mig en grundlæggende ny tilgang til støttesystemet. I mange år har opskriften heddet ‘så meget scenekunst som muligt’, men til trods for den gode vilje er resultatet blevet, at støtten bliver smurt så tyndt ud, at det er stort set umuligt at producere under anstændige vilkår. Kunstnerne skal lave flere og flere forestillinger på kortere og kortere tid – for de samme penge. Men kan vi være det bekendt? Ikke mindst i betragtning af, at der årligt er flere danskere, der går i teatret, end til fodboldkamp. Og kan vores politikere leve med, at danskernes mange skattepenge bliver brugt på at tilbyde indhold skabt på en ikke-bæredygtig økonomi? Det er vel ikke det, fællesskabet går ud på, vel?