Peder Holm møder PFA: “Pension er også jeres eget ansvar”

Bestyrelsesmedlem Peder Holm havde både kritiske spørgsmål og ønskeliste med, da han mødtes med PFA’s organisationsdirektør, Søren Palfelt. Målet var en god snak om, hvordan vi får flere DSF’ere til at spare op til pensionen, hvorfor PFA investerede i TDC og stadig har aktier i den fossile industri, og hvad fremtidens samarbejde mellem DSF og PFA byder på.

Af Kristine Høeg

Peder Holm: “Der er 300.000 danskere, der slet ikke har sparet op til pension. Det gælder også medlemmer af Dansk Skuespillerforbund, mens andre medlemmer kun har sparet ganske lidt op. Hvordan får vi flere til at spare op?”
Søren Palfelt: “Det er rigtigt, overordnet set, at gennemsnittet af skuespillerne ikke har en særlig stor pensionsordning, når vi sammenligner med andre erhvervsgrupper. Og når så mange ikke sparer op – eller ikke sparer nok op – så er det et problem. Både individuelt, fordi jo tidligere du sparer op, desto mere får du ud af ‘sneboldeffekten’, og for samfundet, fordi det er noget, der skaber et pres på den offentlige økonomi. For hvis du ikke har sparet op til alderdommen, får det offentlige en vedvarende stor rolle.”

PH: “Jeg drømmer om, at vi i Danmark kan indføre en obligatorisk arbejdsgiverbetalt pensionsopsparing – er det noget, som PFA kan se en idé i og vil kæmpe for sammen med DSF?”
SP: “Spørgsmålet om, hvorvidt staten politisk skal gå ind i, om danskerne sparer op til pension eller ej, det holder vi os ude af. Vores grundholdning er, at vi i Danmark har et af verdens bedste pensionssystemer, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der styrer udviklingen – selvfølgelig i tæt dialog med politikerne. Den model hylder vi, og vores rolle er at understøtte den. Til gengæld kunne vi hos PFA godt drømme om, at alle overenskomster indeholdt obligatorisk pensionsopsparing – et ansvar der blandt andet ligger hos fagforeningerne. Men så længe pensionsopsparingen ikke er en del af overenskomsten, skal vi selvfølgelig være fælles om at fortælle medlemmerne, at det er deres eget ansvar at få sparet op – og fortælle om de muligheder, de har.”
“Den helt store udfordring er dog at få overbevist de unge mennesker om at gå i gang tidligt, for det er de tidlige indbetalinger, der har en enorm effekt i forhold til den opsparing, der vil stå og vente på, at de går på pension.”

PH: “Når de unge har den skepsis over for pension, hvad gør I så for at komme i kontakt med dem?”
SP: “Vi har for eksempel etableret et ungeråd i PFA. Her er der 10-12 medlemmer mellem 18 og 30 år, som skal komme med input til, hvordan PFA’s rådgivning og værditilbud til unge kan blive endnu bedre. Derudover ved vi, hvor vigtig en kommunikationskanal smartphonen er, og derfor har vi udviklet nogle helt nye værktøjer, der gør det endnu nemmere at have et overblik over pensionsopsparingen.”

Er rådgivere ikke bare sælgere?
PH: “Det er de færreste af vores medlemmer, der kun har én arbejdsgiver – har PFA erfaring med andre grupper, der arbejder som vi gør?”
SP: “Ja, vi har flere grupper, der arbejder uden fast indtægt – som for eksempel journalister og tv- og filmarbejdere. Og vi ser også løsere ansættelser på andre områder, for det er en trend i arbejdsmarkedet. Derfor har vi også arbejdet på at gøre det langt mere enkelt for jer uden en fast arbejdsgiver eller overenskomst at komme i gang med en pensionsopsparing. Det er blevet nemmere at komme ind i en ordning, og vi har større muligheder for frivillige indbetalinger. Mange kender dog ikke til de rettigheder og muligheder, de har for at tilpasse pensionsordningen deres personlige vilkår, og derfor er det vigtigste, at de tager en snak med en af vores rådgivere.”

PH: “Nu vi er ved jeres rådgivere – er de ikke bare sælgere?”
SP: “Det mener jeg bestemt ikke. Det er ikke sådan, at de får bonus alt efter, hvor mange pensionsopsparinger de opretter. Rådgivernes opgave er at skabe overblik over rammerne og mulighederne, uanset hvor du er i dit liv – de er trænet i at tage udgangspunkt i dine individuelle vilkår. Og vi ved, at udfordringen ofte er, at folk simpelthen ikke har overblik – og det kan gøre det uoverskueligt.”
“Som udgangspunkt er PFA slet ikke skabt med afsæt i at tjene penge til nogen; grundtanken er, at alt det, vi tjener, går tilbage til kunderne. Vi er skabt af arbejdsmarkedets parter, og grundideen med PFA var at skabe et sted, hvor lønmodtagerne kunne have deres penge stående, selv om de flytter rundt mellem arbejdsgivere – og sådan er det stadig.”

PH: “Det er ingen hemmelighed, at der er mange DSF’ere, der er kritiske over for PFA i kølvandet på YouSee-sagen. Nu har I solgt aktierne i TDC – men hvorfor investerede I overhovedet i dem, og hvorfor valgte I så at sælge i stedet for at blive og kæmpe for vores interesser?”
SP: “I sin tid investerede vi i TDC sammen med PKA og ATP – simpelthen fordi vi så en mulighed for at generere et godt afkast til vores medlemmer. Så man kan sige, at vi gik ind i det, da det var det rigtige, og ud af det med samme formål – nemlig at sikre det bedst mulige afkast til medlemmerne. Da vi blev opmærksom på sagen, stillede vi spørgsmål til YouSee og havde en dialog med selskabet, hvor vi forholdt dem kritikken. Men vi ejede 16 % af aktierne i TDC, og det giver begrænsede muligheder. Australierne ejede 51 % af aktierne og sad derfor på majoriteten.”

Investeringer i krydsild
PH: “Jeg vil gerne spørge ind til jeres investering i TotalEnergies. PFA blev oprindeligt stiftet som et selskab med et almennyttigt formål, men hvordan er det almennyttigt at investere i fossile brændstoffer?”
SP: “Det er klart, at selv om vores formål er at skabe afkast, så skal det ikke ske for enhver pris, og TotalEnergies er også den eneste investering i olie og gas, PFA har tilbage. Vi har investeret i TotalEnergies, fordi de er det olieselskab, som har de mest ambitiøse grønne planer. De investerer mange milliarder hvert år i at omstille deres forretning fra fossil til vedvarende energi. Når vi ser på virksomheden, er det ikke alt, vi er lykkelige for, men vi tror på, at vi kan præge dem i den rigtige retning. Men det er klart, at det er en balancegang.”

PH: “Hvad får jer til at tro, at I kan påvirke autoritære regimer, så den planlagte olierørledning gennem Afrika bliver anlagt uden store konsekvenser for den lokale befolkning og natur?”
SP: “I forhold til olierørledningen gennem Østafrika, som har stor opmærksomhed lige nu, er der en tredjepartsundersøgelse i gang. Det glæder vi os over, og når konklusionerne er klar, må vi tage stilling til dem. Vi har løbende rejst direkte kritik af projektet over for selskabet, blandt andet på generalforsamlingen, og vi har sendt kritik videre fra NGO’er og afkrævet et svar fra selskabet.”

PH: “Når det gælder investeringerne, ved jeg, at I har jeres Klima Plus, som vi kan vælge til. Hvorfor gør I det til den enkeltes ansvar at tænke på klimaet frem for at have Klima Plus som standard?”
SP: “Vi må jo erkende, at folk er forskellige. De fleste vil gerne have en blandet portefølje, og så er der kunder, der hellere ser, at vi sælger fx TotalEnergies fra, og de vælger Klima Plus. Det er ikke vores rolle at sige, hvad man må og ikke må, og der vil altid være forskellige holdninger til, hvor man forandrer mest.”

PH: “Hvor ser I samarbejdet med DSF for fremtiden – hvad er vigtigt at fokusere på i forhold til vores medlemmer?”
SP: “Vi vil rigtig gerne have fokus på, at PFA ikke kun er noget, der handler om pensionslivet – vi er også relevante i arbejdslivet. Uanset alder. Forbundet har allerede nu stort fokus på et bedre arbejdsmiljø, for trivsel og god balance er vigtigt, for ellers kan folk få det skidt og trække sig. Samtidig ved vi, at familien betyder meget – du er jo også dine børn, og hvis de har en udfordring, tager du det med på arbejde. De unge er en særlig opgave, og det samme gælder de ældre. Lige nu er der mange unge mennesker, der mistrives, og vi oplever rekordstort pres på forsikringerne i PFA. Samtidig er der mange ældre, der taler om senkarriere og gerne vil have bedre muligheder for at trappe ud af arbejdslivet. Her er det vigtigt, at jeres medlemmer ikke står alene – hverken hvis de bliver syge eller skal træffe vigtige beslutninger om de sidste år af arbejdslivet. Det har vi musklerne til at hjælpe med.”

Få det hele med: Læs alle artiklerne om pension her

MEDLEMSEVENTS OM PENSION
Hent præsentationen og få alle PFA's tips og tricks til en god pensionsopsparing

PENSIONSOPSPARING ELLER INGEN – DET ER SAGEN
Jakob Fauerbys pensionsplan blev dumpet af rådgiveren – så hvad gør han nu?

STOR GUIDE: FORSTÅ DIN PENSION FRA A TIL Å
Den eneste du snyder, hvis du ikke læser denne guide, er dig selv

HELENE STAUERSBØL ELDOV (27): “DET FØLES IKKE LÆNGERE SÅ AKUT”
Er du i begyndelsen af arbejdslivet? Tag med Helene til pensionsrådgivning og hør, hvilke råd hun får.

MINNI MERTENS (36): “SOM SKUESPILLERE SKAL VI SELV TAGE ANSVAR”
Hør hvordan Minni vil tage favntag med pension og pensionsforsikringer efter sin rådgivningssamtale.

MORTEN HAUCH-FAUSBØLL (64): “JEG FÅR ÅBENBART LIDT MERE, END JEG TROEDE”
Hvis du også nærmer dig pensionsalderen, er det helt sikkert på tide med et tjek – ligesom Morten fik.

9 GYLDNE RÅD FRA PENSIONSRÅDGIVEREN

Få et hurtigt overblik over de 9 vigtige ting, du skal vide om pension lige nu.

PEDER HOLM MØDER PFA: “PENSION ER OGSÅ JERES EGET ANSVAR”
Hvad siger PFA til alle Peders kritiske spørgsmål om investering, klima og alt for mange DSF'ere uden pensionsopsparing?