Da over 100 kvindelige skuespillere tilbage i 2022 og 2023 fik nøgen- og sexscener klippet ud af danske film og serier og delt på det sociale medie Reddit, blev grænsen for respekt og rettigheder overtrådt på det groveste. Mange af de berørte skuespillere er vores medlemmer, og vi har i Dansk Skuespillerforbund fra starten taget sagen dybt alvorligt.
I tæt samarbejde med RettighedsAlliancen fik vi hurtigt lukket den pågældende Reddit-side og anmeldt personen bag. Nu, hvor sagen går for retten fredag 31. oktober, håber vi, at den kan sætte en vigtig retlig og principiel markering: at skuespilleres personlige og kunstneriske integritet skal beskyttes – også på nettet.
Sagen er et vigtigt principielt opgør med en krænkende digital kultur, hvor kunstnere og rettighedshavere i stigende grad mister kontrol over deres arbejde. Det er afgørende for os at understrege, at rettighedsbelagt indhold – uanset om der er tale om nøgenscener, filmklip eller lydbidder – kun må bruges i den sammenhæng, de er skabt til og at enhver deling uden samtykke er en krænkelse – både personligt og kunstnerisk.
Maria Ventegodt, direktør i Dansk Skuespilleforbund udtaler:
”Vi står midt i en tid, hvor den digitale udvikling konstant udfordrer ikke bare medlemmernes måde at arbejde på, men også mulighederne for at leve af deres kunst. AI, delinger, redigeringer og ulovlig brug af billede- og lydmateriale underminerer både rettigheder og indtjening – og derfor vil vi blive ved med at kæmpe for klare regler, håndhævelse og respekt for det kunstneriske arbejde.”
Vi er i Dansk Skuespillerforbund glade for, at sagen nu kommer for en dommer. Ikke kun for de berørte medlemmers skyld, men fordi den kan få principiel betydning for hele vores branche. Den handler om mere end én krænkelse – den handler om retten til at blive behandlet med respekt for sit arbejde og sin kunst, også i en digital tid, hvor grænserne for ansvar alt for ofte flyder ud.
Sammen med RettighedsAlliancen bakker skuespillerforbundet op om det forebyggende arbejde, der blandt andet er sat i gang gennem undervisningsforløb som Dit digitale kompas og Delt 4,2 millioner gange, som skal lære unge at forstå og respektere digitale rettigheder.
Husk at du altid kan kontakte forbundet og vores jurister, hvis du oplever at dit indhold bliver uretmæssigt delt eller dine rettigheder på anden måde bliver krænket.