Skuespillerforbundet på den anden side af jordkloden
Tager du færgen fra Auckland i New Zealand, kommer du til vulkanøen Waiheke Island. På denne paradisiske, grønne ø, rundet af måne-formede lyse sanstrande, ligger den lille økologiske gård ved navn Butterfly’s Rest. Her bor direktøren for New Zealands forbund for skuespillere, Denise Roche. Vi tog på besøg.
Af Emma van der Vleuten Busk
På gården bor Denise Roche, som udover at være hende, der rutineret har plantet blomsterne i de spraglede bede, også er direktør for Equity New Zealand, altså landets skuespillerforbund. Hendes mand, John, passer primært gården, frugthaverne og sine mange kære fugle. Jeg kunne godt være fristet til at skrive en hel artikel om John og hans ungdom i de polynesiske øers jungle, hans tid som direktør for NGO’en Oxfam og dengang han fik en Guinness World Record for at smide en spillemaskine ud af en helikopter over Australiens ørken i protest mod gambling-industrien. Det må blive næste gang.
I denne artikel vil jeg fortælle om mit møde med Denise Roche, en fremmed kultur og et skuespillerforbund på den anden side af verden.
Hobbitloven ændrede alt
Fagforeningsarbejde er ikke for sjov, for selv om man er et lille land, kan man sagtens være en vigtig spiller. Især når man har æren af at være kulisse for ‘Ringenes Herre’-filmene. Da jeg spørger Roche, hvad der har været størst for hende som direktør for Equity New Zealand, dukker en vild historie op – om Peter Jackson, Hollywood og premierministeren.
Året var 2010, og optagelserne til ‘Hobbitten’-trilogien var i fuld gang i New Zealands vilde natur. Kiwifilmfolk og skuespillere (i New Zealand omtaler alle borgerne sig selv som kiwier) var, som medlemmer af fagforeninger, berettiget til at forhandle overenskomster. Warner Bros. Studios, der producerede ‘Hobbitten’, syntes tilsyneladende ikke, at dette var særlig rart. Derfor pressede de, sammen med Peter Jackson, den daværende premierminister, John Key, til at gennemtvinge en lovændring, der ændrede definitionen af en ‘medarbejder’ til at ekskludere alle i filmindustrien. Hermed forsvandt filmfolkene og skuespillernes ret til at organisere sig i fagforeninger og forhandle overenskomster, når det gælder film. Nu var alle bare en ‘independent contractor’, og Warner Bros. kunne ånde lettet op og tælle endnu flere penge.
Denne drastiske lovændring er nu kendt som ‘The Hobbit Law’. Sådan gik det til, at en amerikansk fantasyfranchise kunne vælte en hel suveræn nations beskyttelse af arbejderrettigheder.
Da Roche startede i 2020, var der derfor en del at se til. I 2022 fik Equity, i samarbejde med andre fagforeninger, indført at man igen lovligt måtte forhandle overenskomster i filmproduktioner. De fik endda inkluderet klausuler om mobning, diskrimination og krænkende adfærd. Hobbitlovens aftryk er dog stadig tydeligt, og arbejdere i filmindustrien har stadig Busk
ikke samme rettigheder som andre arbejdere i New Zealand. Kampen fortsætter.
ANGER — HOPE — ACTION
Mens jeg taler med Roche, lægger jeg mærke til hendes T-shirt. På den står: ANGER – HOPE – ACTION. Med 25 års fagforeningsarbejde på bagen og fem år hos Equity er det tydeligt, at Roche er en kvinde med en brændende passion for sit arbejde. Vi mødes i Equity New Zealands lokaler på den centrale K-road i Auckland. De har omkring 1000 medlemmer, hvoraf 90 procent er freelancere. De har adgang til rådgivning og kurser – på en måde der minder om sådan, som vi gør herhjemme.
Hun mener, at det vigtigste ved forbundet og kurserne er, at de får spillerne til at huske, at de ikke er alene. Roches dedikation er imponerende, og hun fortæller, at hun fik jobbet hos Equity, da de skulle bruge en ‘benhård forhandler’. Hun er dog også en kvinde, der har været meget igennem, før hun fandt det, hun var god til.
Roche har māori-rødder, og med det følger desværre ofte diskrimination og sociale udfordringer.
“This is a racist country,” konstaterer hun.
En svær opvækst og et lavt selvværd gjorde, at hun som teenager ikke anede, hvad hun ville.
Roche tog en uddannelse som sygeplejerske og fandt derefter vej til fagforeningsarbejdet. Hun er den fødte aktivist, og det mundede tillige ud i en karriere i politik. Da hun blev valgt ind i parlamentet for The Greens, fortalte hun, at det blev nærmest umuligt at blive arresteret til de demonstrationer, hun deltog i, selv om hun ihærdigt prøvede. The Green Party, eller bare The Greens, er det tredjestørste parti i New Zealand, og de kæmper for bæredygtighed, social retfærdighed og græsrodsdemokrati. Partiet har af princip to ledere: en kvinde og en person af hvilket som helst køn, men af māori-afstamning.
Māori-rødder og fælleskabet
Roche har lige fået tatoveret hele overarmen og viser den stolt frem. ‘Ta moko’, som tatoveringstraditionen hedder, er i opblomstring blandt māorierne, som udgør knapt 17 procent af befolkningen. Det tidligere forbudte sprog, te reo māori, tales igen flydende af børnene, som taler det langt bedre end deres bedsteforældre. Som Roche forklarer, tager det kun en generation at miste sproget, men tre generationer at bygge det op igen. Da jeg spørger, hvad hendes kultur betyder for hende og arbejdet, svarer hun:
“It values my entire life.”
Jeg har lært, at māori-kultur er grundlæggende, hvis du skal forstå det newzealandske fællesskab. Ifølge māori-troen står man aldrig alene. Roches vilje til altid at fortsætte, uanset udfordringerne, rummer en styrke, der, mener hun, er større end hende selv. En leder står aldrig alene, for ellers er det ikke en leder, siger hun. Man er her, fordi nogen har sat én her.
At dyrke fællesskabet, ære naturen og mærke kontakten til alle de forfædre, der banede vejen for dig i – kærlighedens navn – er som et våben mod ensomhed og indeholder gamle indsigter, der nu bliver vigtige igen i en verden præget af splittelse og profit over fællesskab. Māorierne adskiller ikke mennesket og naturen. Vi er den jord, vi er vokset af, og det er derfor vores pligt at tage os af den og hinanden. Hvis det er sandt, så er vi aldrig rigtigt alene, uanset hvor små vi føler os eller hvor usikker verden virker.
Måske er det noget, vi i Danmark kan lade os inspirere af eller i hvert fald lade være et bevis på, hvad vi kan opnå, når vi vælger hinanden.
Til slut spørger jeg Roche, om der er noget hun vil sige til os i Dansk Skuespillerforbund. Oversat til dansk siger Denise Roche, direktør for Equity New Zealand:
“De forbedringer, som I kæmper for, har en international betydning. Vi kæmper alle for at fremme rettigheder, løn og karrieremuligheder – selv som små lande. Skuespillere er vores historiefortællere, og det ville være en trist verden uden dem.”
