Af Benjamin Boe Rasmussen

I vores tema fortæller en flok af vores medlemmer om at producere selv. Om at tage initiativ, være entreprenant og selv svinge taktstokken i et fag, hvor vi kæmper om publikums og branchens gunst. Udover at jeg synes, det er helt enormt sejt, at I brænder på den måde, får det mig også til at tænke over, at vi i de situationer pludselig selv skal være arbejdsgivere for vores kolleger – og at der følger både ansvar og privilegier med den rolle. Privilegiet og glæden ved at skabe job til andre, men også ansvaret for at etablere økonomisk bæredygtige arbejdsvilkår.

Sympatiske, men usikre vilkår
Som fagforening står vi sommetider i det dilemma, at medlemmer hyrer andre medlemmer og kommer til at vride økonomien, fordi der grundlæggende ikke er penge nok. Når det gælder teatre med overenskomster, er der klare linjer og opdrag. Men på projekter udenfor – det frie, felt kortfilm og meget andet – er rammerne ofte mere uklare, og sommetider er aftaler baseret på tillid og en ‘vi ser, hvad der sker’-tilgang. Det er supersympatisk, men desværre også usikkert.
I forbundet ser vi nemlig ulykker, hvor medlemmer er kommet slemt til skade, uden der har været en forsikring eller afklaring af ansvar. Vi ser projekter, der ikke indbringer den forventede økonomi – og dermed ikke kan leve op til de økonomiske forpligtelser som for eksempel løn til kolleger og ansatte.

Jeg har selv været der
Tro mig, jeg ved, hvor ufedt det er ikke at kunne holde det, man har lovet. Sammen med en flok holdkammerater fik jeg selv engang midler til at sætte en forestilling op. Vi hyrede kolleger og lavede en – synes vi selv – fantastisk forestilling på det gamle Kalejdoskop på Nørrebrogade.
Publikum delte dog ikke vores begejstring. De kom i hvert fald ikke, og da forestillingen var slut, stod vi tilbage med underskud. Et underskud, som vi selv måtte dække.
I solidaritet valgte folkene på produktionen at give afkald på deres feriepenge. Det var helt sikkert i kraft af min – og vores – troværdighed, og den tillid, der var bygget op mellem os alle sammen, at det lod sig gøre. Jeg er supertaknemmelig for, at jeg ikke behøvede at sælge mine børn eller forgælde mig ind i evigheden, men jeg føler mig stadig skamfuld over at have bragt kolleger og tidligere holdkammerater i den situation.

Walk the talk
Jeg elsker, når I medlemmer tager hænderne op af lommen og selv griber rattet, for I er med til at skabe forandring og bringe nyt liv til vores vidunderlige branche. Men vi skal også huske, at der er en kæmpe forpligtelse i at være leder og have ansvaret for andres menneskers tid og økonomi.
Det er derfor, forbundets arbejde for at skabe bæredygtige vilkår for medlemmerne er så sindssygt vigtigt – både på etablerede scener og produktioner og på jeres selvproduktioner. Det er nødvendigt, at branchen og vi selv finder den rette balance mellem at skabe kunst og samtidig fokusere på, at kunst er et arbejde. Ikke et kald. At vi skal kunne komme uskadte hjem fra arbejde, og at vi skal kunne betale husleje, daginstitution og det berømte hakkede oksekød med vores løn.
Så hvis du har en David Lynch, Greta Gerwig eller Jytte Abildstrøm indeni, som kæmper for at komme ud, kan jeg kun sige ‘kom i gang’! Men vær bevidst om dit ansvar – og brug de dygtige folk på Tagensvej til at rådgive dig om alle de vilkår, du skal være opmærksom på. For hvis vi kræver, at branchen skal sikre ordnede arbejdsvilkår, skal vi også selv gøre det, når det er os, der ansætter vores kolleger og kammerater.