For Linnea Fabricius og Thea Kastberg er det benhård nødvendighed selv at producere scenekunst om at være ung i Sønderjylland – ‘for der jo ikke andre, der gør det’.

Af Kirstine Q. Krefeld

“Det kan godt se nemt ud, når man står der og har vundet en Reumert, men der ligger jo tusindvis af nej’er før det,” siger Linnea Fabricius, som sammen med Thea Kastberg står bag Æ Teater.
I 2024 vandt de en Reumert for deres anden selvproducerede forestilling, ‘Omve’n hjemve’. Vejen derhen har de selv måttet træde. Trin for trin. Fejltrin for fejltrin.
Men hvad skal der egentlig til for at kaste sig på hovedet ud i et projekt, som notorisk byder på tusindvis af nej’er, ufrivilligt vågne nattetimer, alt for lange samtaler med Skat og banken, ventetid og uvished?
“Du skal ikke gøre det, fordi du ikke lige har andet at lave. Jeg tror, man kommer langt med at brænde for noget. Og være forberedt på at det kræver rigtig meget arbejde,” forklarer Linnea.
“Glem prestigen og at hige efter branchens anerkendelse. Det handler ikke om den røde løber – det handler om at ramme nogle mennesker i hjertet. Jeg er blevet meget mere rørt af at snakke med en teenager, som har fortolket sit eget liv ind i vores forestilling, end at stå til branchefest og få ros af nogen, som syntes, at vores forestilling var rigtig fin,” fortæller Thea.

Hvorfor valgte I at gå i gang med at producere selv?
“Vi er begge vokset op i Haderslev i Sønderjylland, og der var ikke noget teater til sådan nogle som os. Vi kom til at snakke om, at hvis ikke der er andre, der laver det, så må vi jo gøre det selv. Men kan vi det? Og det kunne vi så godt,” siger Thea.
“Da jeg læste dramaturgi i Aarhus, følte jeg mig lidt som en kulturel analfabet i forhold til dem, der var vokset op i Aarhus eller København. Der var en geografisk skævvridning i det kulturelle udbud, og den vil jeg gerne være med til at rette op på,” siger Linnea.

Gik fra ide til virksomhed
“Så begyndte vi at tale med nogen, der var klogere end os – for hvordan gør man? Vi troede bare, vi skulle lave en forestilling, og pludselig var vi en virksomhed. Og så var det virkeligt. Men også skræmmende,” husker Thea.
“Vi havde godt hørt, det kunne være hårdt at producere selv, og at man skulle have mange hatte på, men det var nok endnu hårdere, end vi havde troet. Hvordan får man et MitID til en virksomhed? Hvordan laver man et budget? Gad vide om vi får løn? Men det gik alt sammen,” fortæller Linnea.
“Som skuespiller bliver du normalt bare kastet ind i en proces, som allerede har været i gang i lang tid. Jeg har ofte tænkt, at vi har kørt, mens vi asfalterede. Det sker også, at man lige opdager klokken 04 om morgenen, at der er deadline for et eller andet vigtigt i morgen. Men vi har brugt det at spørge andre mennesker rigtig meget,” forklarer Thea.

Fandt gode samarbejdspartnere
Da de endelig var klar med deres første forestilling, lukkede Danmark ned på grund af corona. 14 dage før premieren. Det endte med, at de måtte vente halvandet år på at opføre stykket, men der skulle mere til for at slå de to sønderjyder ud.
“Vi lavede forestillingen og fik god feedback. Og så fik vi ideen til at lave den her Rikke Thomsen-teaterkoncert med Teatret Møllen i Haderslev, ‘Omve’n hjemve’, og søgte penge til det. Det første projekt lavede vi for omkring 300.000 kroner, men den her gang fik vi over tre gange så meget at arbejde med. Det havde vi ikke regnet med,” foræller Linnea.

Hvordan var I klædt på til det på forhånd?
“Jeg er uddannet dramaturg, så jeg kender teatermiljøet og mange af processerne godt. Men alt det, der hedder budgetter og den slags var helt nyt,” siger Linnea og fortsætter:
“Vi fandt ud af, at vi skulle have en bestyrelse i den forening, som vi oprettede, og en stiftende generalforsamling, årsregnskaber og alt muligt. I starten føltes det enormt grænseoverskridende at spørge folk, om de gad at sidde i vores bestyrelse – vi var jo ikke ‘nogen’ endnu. Men man skal bare spørge. Vi har aldrig fået et nej.”
“Det er også rart at have et sted at fremlægge vores ting og blive holdt op på vores ideer. Det hele får en smule mere form, når man skal stå til ansvar over for en bestyrelse,” siger Thea.

Hvordan oplever I, at jeres kolleger i branchen ser på selvproduktion?
“Det bliver mere og mere udbredt. Før i tiden blev man ringet op, fik et job og tog det. Men i takt med at branchen har ændret sig, er der flere, der ser det som en reel mulighed. Det gør også noget godt for branchen, at der er flere kompagnier, der laver deres eget, så det hele ikke kun er franskbrødteater,” mener Thea.

Krævende at blive ved, umuligt at lade være
“Men det kræver meget at holde skruen i vandet. Vi fik en Reumert, men hvad er vores berettigelse fremover? På den led er branchen nådesløs. Man skal ramme plet hver gang i sine ansøgninger for at få penge til næste projekt,” forklarer Thea.

Hvad har det givet jer?
“Selv uden Reumert og anerkendelse og omtale, som er dejligt at få, så er det glæden ved at se sit hårde arbejde bære frugt. Og være stolt over, at man fandme selv har stablet det her på benene – og være omgivet af mennesker, der har troet på ens projekt,” siger Linnea.
“Jeg er som skuespiller blevet flasket op med, at man skal kunne alt muligt, men jeg kan endnu mere nu, og jeg er blandt andet blevet stærkere på det økonomiske og det organisatoriske. Det kan jeg jo så også bruge på andre måder,” fortæller Thea.
På spørgsmålet om, hvorvidt de er klar til at gøre det igen, lyder svaret prompte fra Linnea:
“Vi er i fuld sving. Jeg kan ikke sige noget konkret, men vi har en milliard gode ideer og en masse ting, vi gerne vil. Så skal pengene nok komme.”