Er sangkarrieren slut, når du bliver pensioneret fra Det Kongelige Teater eller ramt af livstruende sygdom? Det behøver den ikke være. Det er operasangerne Gitta-Maria Sjöberg og Elisabeth Hanke bevis på. De mener, at det handler om livsindstilling – og at der er brug for ældre, mere frie stemmer.
Af Jenny Høilund
Elisabeth Hanke er i gang med at lægge sidste hånd på sit arbejde med titelrollen i soloforestillingen ‘Marie C’s Passion’, da vi møder hende i september 2024. At hun er nået hertil, har ikke været en selvfølge for den 61-årige altsanger, der i 2015 blev ramt af sygdom i hjernen og centralnervesystemet.
“Det, jeg har lært af al den sygdom, er, at man bare ikke skal give op. Det er meget vigtigt at have et formål, og det er ikke kun, når man er syg og gammel,” fortæller Elisabeth Hanke, der i årene efter var døden nær, men aldrig opgav at synge.
I dag er hun førtidspensioneret og skal stå på scenen i Niels Marthinsens sceniske værk om videnskabskvinden Marie Curie, der er skrevet specielt til hende.
“Det er dejligt at få et værk skrevet til sig, og jeg er med alderen blevet meget mere afslappet og hel i forhold til at udtrykke mig.”
Indstuderede på hospitalet og sovtornerosesøvn
Elisabeth Hanke har en alsidig freelancekarriere bag sig inden for blandt andet opera, musical og ny musik. I starten af sit sygdomsforløb takkede hun ja til at optræde ved et storstilet jubilæumsshow for et kendt hårbrand, selv om hun ofte var på hospitalet:
“Der er god akustik på badeværelserne på Bispebjerg Hospital, så jeg har sikkert været irriterende for de andre,” afslører Elisabeth Hanke med et smil.
Hun gennemførte både optræden og catwalk på trods af svimmelhed og synsforstyrrelser, men røg efterfølgende ned i et hul, hvor hun sov og sov:
“Jeg legede, at jeg sov tornerosesøvn bag en tjørnehæk. Fantasien stopper aldrig. Det er noget med at acceptere, at sådan er livet lige nu, og så har vi dét at arbejde med,” forklarer Elisabeth Hanke, der langsomt genopbyggede hukommelse og nerveforbindelser, blandt andet ved at hænge billeder op på sin væg af alle sine optrædener gennem livet.
“Jeg har altid været frygtløs og kastet mig ud nye udfordringer som sanger, og på en eller anden måde har det hjulpet mig til at sige ‘fandme nej, nu vil jeg have det godt i den tid, jeg har tilbage’. Det er virkelig noget med at flytte sin prioritering,” slår hun fast.
Mere ligeglad med hvad andre tænker
Rollen som Marie Curie blev også en klar prioritering for sangerinden, da præsenterede ideen for hende under coronapandemien. Det giver god mening, at rollen som den ældre, sygdomsramte Marie Curie bliver formidlet af en erfaren stemme, der har været nede og ramme bunden.
“Da Marie Curie mister sin mand i en trafikulykke, stopper alt, og hun er tæt på at tage sit eget liv. Der er virkelig nogle udbrud i hendes dagbøger, og jeg tænker, at en del af det at blive gammel også er, at man bliver lidt mere ligeglad med, hvad folk tænker. Så hele skuespillerdelen kommer måske mere frem; jeg tør gå ud i flere ting, og det er altså en vidunderlig frihed. Som sanger har jeg jo lært, at jeg skal lyde godt. Nu tillader jeg mig selv at råbe lidt en gang imellem,” fortæller Elisabeth Hanke og griner.
Hun lægger ikke skjul på, at hun ikke har de samme fysiske kræfter, som hun havde engang:
“Selvfølgelig er der ting, jeg må tænke på rent teknisk med musklerne, og jeg har måske ikke det samme stræk i stemmen som før, men jeg prøver heller ikke at gøre det på en bestemt måde længere. Der er mange flere ting, jeg har accepteret, hvor jeg tidligere nok prøvede at være en anden. Nu tør jeg vise, hvem jeg er.”
‘Marie C’s passion’ blev opført i Koncertkirken på Blågårds Plads i København i Efteråret 2024.
Du kan ikke forstumme kunsten
På Det Kongelige Teater er pensionsalderen for en fastansat operasanger 56 år. Men den 67-årige sopran Gitta-Maria Sjöberg er langtfra færdig med at stå på en scene.
“Da jeg blev ansat i 1988, var det kutyme, at man brugte ældre sangere til karakterroller. Der findes jo mange roller, som man kan lave også som ældre kvinde. Nok lidt flere manderoller. Men jeg følte det faktisk som en befrielse, da jeg gik på pension, fordi jeg pludselig kunne sige ja til forskellige andre arrangementer,” fortæller Gitta-Maria Sjöberg, der har rejst meget rundt de senere år.
Og noget tyder på, at scenen heller ikke er færdig med stemmer, der er oppe i årene. I foråret 2024 kunne man for eksempel opleve fem pensionerede operasangere i balletforestillingen ‘Under Dybet’ på Operaen i København.
“Komponisten Jeanett Albeck ville gerne arbejde med at blande aldrene. Vi var fem ældre sangere, fem børn og fem rejsende. Vi skulle være en slags mentorer eller ceremonimestre, der førte de rejsende gennem livet. Blandt publikum var der både unge og gamle og midtimellem, og de stod op og hoppede og skreg. Jeg har aldrig været ude for noget lignende,” fortæller Gitta-Maria Sjöberg om den anmelderroste publikumssucces, hvis øvrige medvirkende omfattede en popsanger, en dj, fem basunister og 45 balletdansere.
For nylig har sopranen medvirket i kabaretforestillingen ‘De forstummedes tale’ om russiske poeter, der blev dræbt under Stalin, fordi han var bange for kulturens magt. Også her scenen en blanding af yngre og ældre sangere og skuespillere.
“Det handler meget om, at du ikke kan forstumme kunsten,” tilføjer Gitta-Maria Sjöberg, der spillede den ældre udgave af digteren Anna Akhmatova.
Den erfarne stemme som rollemodel
Og Gitta-Maria Sjöberg lader sig bestemt heller ikke forstumme. På den måde er hun også et forbillede for andre sangere:
“Det betyder, at der er håb forude for andre, der bliver pensioneret; at man stadig kan bruges og har glæden ved at synge. Jeg har lavet så mange af de mere konventionelle operaer. Det behøver jeg ikke mere – det skulle da lige være en karakterrolle som sjov, grim kælling. Men det morer mig meget at lave moderne, ny musik.”
Ligesom Elisabeth Hanke understreger Gitta-Maria Sjöberg vigtigheden af at holde krop og stemme i gang. Hun medgiver dog, at gener og stemmetype spiller ind. Lettere stemmer ældes typisk hurtigere, hvorimod de bredere, tungere stemmer, som hendes egen, gerne holder lidt længere.
“Det handler om at bevare sin glans og friskhed. Det gør jeg blandt andet ved også at synge folkeviser og lieder. Og så holder det mig i gang at undervise i sang og afholde masterclasses og festivaler. Jeg ligger helst ikke på noget højt c længere. Det er muligt, jeg har det, men hvorfor skulle jeg begynde at øve det? Jeg har stadig et a og et b,” fortæller Gitta-Maria Sjöberg og fortsætter:
“Det er jo naturligt, at man ikke får de samme opgaver mere, og det gør måske, at man ikke får holdt sig i gang, og det er en fejl.”
Hendes råd til andre aldrende sangere er da også at finde på nogle ting selv og gå sammen med andre om at lave sine egne projekter.
“Der er jo mange mennesker, man kan glæde med sin sang, det skal man huske. Vi har en opgave: Hvis man kan synge, så skal man ud at dele det talent og sprede den sangglæde. Jeg vil blive ved så længe, jeg kan,” fastslår Gitta-Maria Sjöberg, der også tilbyder sig som mentor for yngre sangere.