Peder Holm Johansen

Jeg hedder Peder Holm Johansen, er 66 år og uddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Århus Teater 1979-1982. Jeg har været fast tilknyttet Århus Teater i 12 år og har siden 1994 været freelance skuespiller med bopæl i København.

Jeg har udover diverse tv, film og radio/speaks, medvirket i ca. 130 teaterforestillinger i de 42 år jeg har været skuespiller, på små storbyteatre, egne produktioner, Det Kongelige Teater, børneteater, landsdelsscener og har rejst landet tyndt på turne.

Jeg har på min egen krop stiftet bekendtskab med rigtig mange facetter og kender rigtig mange problematikker i vores arbejdsliv – og ‘ikke-arbejdsliv’, som jo er en kæmpe udfordring for alle freelancere. I flere år delte jeg privatliv med en teaterdirektør, og fik på sidelinjen et indblik i, hvilke problemstillinger vores chefer opererer med i dagligdagen.

Jeg er far til to drenge på nu 20 og 26 år og kender udfordringerne ved at skulle få arbejdsliv og forældreliv til at hænge sammen. Jeg har bestyrelseserfaring fra skolebestyrelsen på Amager Lilleskole og Bordings Friskole, Dansk Skuespillerforbund og nu Faglige Seniorer.

Jeg har været en del af bestyrelsen siden 2015, det første år som suppleant. Jeg har indtil 2020 siddet fire år i FU og i alle årene været en del af skolepatruljen. Jeg sidder i ligebehandlings udvalget som ‘den gamle’. Og så har jeg i et lille år siddet i Faglige Seniorers hovedbestyrelse som DSF’s repræsentant.

Fordi vores arbejdsliv er så fragmenteret, ender rigtig mange af os med at have ingen eller en meget lille opsparing ved siden af folkepensionen, som er meget mindre, end de fleste tror. Prøv at tjekke beløbet på borger.dk. Og retten til dagpenge ophører når du når din pensionsalder. Det er en udfordring vi deler med andre faggrupper.

Sammen skal vi arbejde for at få en direkte opsparing til pension, når vi er på dagpenge, som er sammenlignelig med den opsparing, vi kender fra den arbejdsgiverbetalte pension. Det kommer jeg bl.a. til at arbejde benhårdt for de næste tre år, hvis jeg bliver valgt. Og det er med stor lyst og energi, jeg stiller min erfaring til rådighed.